I sam­fundsfag fortæller lær­eren at vi lever i en sen­mod­erne tid, hvor vi har frigjort os fra tra­di­tion­erne og der­for har en “situ­id iden­titet”, som fly­der som kviksand og skifter med vores pro­fil­billede hver uge på de sociale medi­er… I næste lek­tion fortæller vi så elev­erne at de skam er his­to­riesk­abte. Og prøv så lige at reflek­tere over det. Nu.

Man må godt nok sno sig som elev for at stille alle lærere tilfredse… 🙂

Vi under­vis­er på livet løs i “den kul­turelle arv”: Vikinge­ti­den, oplysningsti­den, osv. Men bety­der det automa­tisk at elev­erne forstår, at de selv som indi­vider og vores kul­tur er skabt/betinget af vores historie?

Man kan fork­lare og forstå ideer,  insti­tu­tion­er og sågar stater som svar på en his­torisk prob­lem­still­ing, som måske ikke er der læn­gere. Når prob­lem­still­in­gen er væk, så spørg­er folk, hvor­for vi har brug for svaret:  Den enevældige kongemagt var svaret på og forsvaret mod anar­ki (Hobbes) — EU var svaret på og forsvaret mod krig mellem Tysk­land og Frankrig, og når krigser­faringerne er tilstrække­lig langt væk, så øges fokus­set på EU’s skavanker.

Måske er det nem­mere at forstå, når man får det ned på indi­vid­niveau. Elev­erne kunne bringes til at reflek­tere over, hvor­dan de er påvir­ket af deres egen fam­i­lie — hvad bety­der barn­dom­ser­faringer for deres frem­tidi­ge valg? På samme måde træf­fer poli­tik­erne jo ofte beslut­ninger på bag­grund af his­toriske erfaringer, jf. fx “Aldrig mere en 9. april”

Når det kom­mer til at reflek­tere over sig selv om his­to­riesk­abende, så er vi jo helt oppe på den høje klinge i for­målspara­graf­ferne med stx-uddan­nelsen, kap. 1, §2:

Stk. 4. Uddan­nelsen skal have et dan­nelses­per­spek­tiv med vægt på elev­ernes udvikling af per­son­lig myndighed. (..)

Stk. 5. Uddan­nelsen og skolekul­turen som hel­hed skal for­berede elev­erne til medbestem­melse, medans­var, ret­tighed­er og pligter i et sam­fund med fri­hed og folkestyre. Under­vis­nin­gen og hele skolens dagligliv må der­for bygge på ånds­fri­hed, ligeværd og demokrati. Elev­erne skal deri­gen­nem opnå forud­sæt­ninger for aktiv med­virken i et demokratisk sam­fund og forståelse for mulighed­erne for indi­vidu­elt og i fæl­lesskab at bidrage til udvikling og foran­dring samt forståelse af såv­el det nære som det europæiske og glob­ale perspektiv.

For at få elev­erne til at reflek­tere over, at de selv har medind­fly­delse på fremti­den har jeg prøvet at afs­lutte et for­løb i nyeste dan­mark­shis­to­rie med denne opgave:

Skriv fortiden og fremtiden som historie

 

Skriv en frem­still­ing­stekst om Dan­mark 1973–2073 fra en 2080-synsvinkel. Du skal alt­så forestille dig, at du sid­der i år 2080 og kig­ger tilbage på 1973–2073.

Tek­sten skal være 50% his­to­riev­i­den­skab (baseret på vores for­løb) og 50% kval­i­fi­ceret fremtids­forskn­ing (eller nærmere 40–60 )

Temaer som kunne berøres: Ind­van­dring, velfærdsstat­en, uden­rigspoli­tikken + EU.

 

Opgaven laves i grup­per og tek­sterne læs­es op for klassen.

Det er jo en smule langhåret i et empirisk fag. Og min yndlingsaver­sion er end­da fremtids­forskere! (hvad er deres empiri?) — men jeg tror fak­tisk det fik sat tankerne i gang hos elev­erne. Nogle var sådan lidt pes­simistiske og deter­min­is­tiske — og det fik andre til at rea­gere og gå på barrikaderne 🙂

Hvor­dan arbe­jder du med dette faglige mål?

P.S. Win­nie Færk og Jan Horn Petersen har lige udgivet “His­to­rie i brug – fra his­to­riesk­abt til his­to­riesk­abende” — den må jeg hellere få fin­gre i.