
I samfundsfag fortæller læreren at vi lever i en senmoderne tid, hvor vi har frigjort os fra traditionerne og derfor har en “situid identitet”, som flyder som kviksand og skifter med vores profilbillede hver uge på de sociale medier… I næste lektion fortæller vi så eleverne at de skam er historieskabte. Og prøv så lige at reflektere over det. Nu.
Man må godt nok sno sig som elev for at stille alle lærere tilfredse… 🙂
Vi underviser på livet løs i “den kulturelle arv”: Vikingetiden, oplysningstiden, osv. Men betyder det automatisk at eleverne forstår, at de selv som individer og vores kultur er skabt/betinget af vores historie?
Man kan forklare og forstå ideer, institutioner og sågar stater som svar på en historisk problemstilling, som måske ikke er der længere. Når problemstillingen er væk, så spørger folk, hvorfor vi har brug for svaret: Den enevældige kongemagt var svaret på og forsvaret mod anarki (Hobbes) — EU var svaret på og forsvaret mod krig mellem Tyskland og Frankrig, og når krigserfaringerne er tilstrækkelig langt væk, så øges fokusset på EU’s skavanker.
Måske er det nemmere at forstå, når man får det ned på individniveau. Eleverne kunne bringes til at reflektere over, hvordan de er påvirket af deres egen familie — hvad betyder barndomserfaringer for deres fremtidige valg? På samme måde træffer politikerne jo ofte beslutninger på baggrund af historiske erfaringer, jf. fx “Aldrig mere en 9. april”
Når det kommer til at reflektere over sig selv om historieskabende, så er vi jo helt oppe på den høje klinge i formålsparagrafferne med stx-uddannelsen, kap. 1, §2:
Stk. 4. Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. (..)
Stk. 5. Uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv.
For at få eleverne til at reflektere over, at de selv har medindflydelse på fremtiden har jeg prøvet at afslutte et forløb i nyeste danmarkshistorie med denne opgave:
Skriv fortiden og fremtiden som historie
Skriv en fremstillingstekst om Danmark 1973–2073 fra en 2080-synsvinkel. Du skal altså forestille dig, at du sidder i år 2080 og kigger tilbage på 1973–2073.
Teksten skal være 50% historievidenskab (baseret på vores forløb) og 50% kvalificeret fremtidsforskning (eller nærmere 40–60 )
Temaer som kunne berøres: Indvandring, velfærdsstaten, udenrigspolitikken + EU.
Opgaven laves i grupper og teksterne læses op for klassen.
Det er jo en smule langhåret i et empirisk fag. Og min yndlingsaversion er endda fremtidsforskere! (hvad er deres empiri?) — men jeg tror faktisk det fik sat tankerne i gang hos eleverne. Nogle var sådan lidt pessimistiske og deterministiske — og det fik andre til at reagere og gå på barrikaderne 🙂
Hvordan arbejder du med dette faglige mål?
P.S. Winnie Færk og Jan Horn Petersen har lige udgivet “Historie i brug – fra historieskabt til historieskabende” — den må jeg hellere få fingre i.
- 1: De store historiske linjer
- 2: At dokumentere viden om samfundsformer
- 3: At formulere problemstillinger
- 4: Samspil mellem menneske, natur og samfund
- 5: Materielle forhold og menneskers forestillingsverden
- 6: Forandringer og periodisering
- 7: Historieskabt og historieskabende
- 8: At indsamle og systematisere
- 9: Kritik af historiebrug
- 10: Formidling af historie
- 11: Fagets identitet og metoder
Skriv et svar