AIj, helt ærligt

Neden­stående citater er udval­gt fra elevers reflek­terende artik­ler med titlen “Min chat­bot og jeg/mig”, for­di de siger noget inter­es­sant om deres brug af chat­bots i under­vis­nin­gen og/eller er gode eksem­pler på den reflek­terende skrivestil. 

Jeg har fået lov af elev­erne til at bringe dem her, for­di jeg bilder mig ind at det kunne være inter­es­sant for andre end mine egne kol­leger. Vi er jo stadig i gang med at finde ud af, hvor­dan hulen vi håndter­er det her i skolen. 

Noget kan være skrevet af en bot, I know. 

1

Jeg har et tilbud til dig, så lyt godt efter. Hvad hvis jeg kunne tilbyde dig en ven, som ved alt og vil gøre alt, hvad du bed­er den om? Du skal blot spørge. Lyder fris­tende, ikke? Hvem ville sige nej til sådan en fan­tastisk og hjælp­som ven? Men hvad så hvis jeg fortæller dig, at denne ven muligvis gør dig ude af stand til selv at tænke. Frarøver dig evnen til at analy­sere og have dine egne hold­ninger. Er det stadig den per­fek­te ven?

2

Romeos his­to­rie fun­ger­er som et spe­jl for min egen selvtil­fred­shed, når det kom­mer til min egen brug af AI . Jeg føler ikke i samme grad, at jeg sny­der mig selv, når jeg anven­der AI. For jeg er jo ikke så langt ude som Romeo er? Så er min anven­delse af AI jo slet ikke et prob­lem. Vel?

3

Tra­b­jerg hen­vis­er blandt andet til en oplevelse med doven­skab i grup­pear­be­jde, hvor den lette adgang til hur­tige svar på net­tet gjorde arbe­jd­sprocessen min­dre grundig. Det kan jeg tydeligt genk­ende. Jeg har generelt aldrig været den største tilhænger af grup­pear­be­jde. Jeg sæt­ter pris på selv at kunne bestemme, hvor­dan opgaver skal løs­es, og der­for falder fælles beslut­ninger og lange diskus­sion­er mig ikke naturligt, især ikke, hvis det inde­bær­er, at jeg skal gå på kom­pro­mis med mine egne hold­ninger eller min måde at arbe­jde på. Min util­fred­shed forstærkes yderligere, når grup­pemedlem­mer møder ufor­beredte op, for­di opgaven “bare kan smides ind” i et AI-pro­gram. I de sit­u­a­tion­er kan jeg ikke lade være med at tænke, at grup­pear­be­jdet lige så godt kunne have været undgået. Hvad er for­målet, hvis vi alligev­el ikke spar­rer med hinan­den og under­søger forskel­lige per­spek­tiv­er på opgaven?

4

Det sværeste i sådanne sit­u­a­tion­er er dog, at det næsten føles umuligt at sige fra. Frygten for at passe ind i stereo­typen om “hende stræberen”, der aldrig bruger AI, kan være altover­skyggende. Resul­tatet bliv­er ofte, at man selv falder i fælden. Ens eget brug af AI påvirkes i en sådan grad, at man beg­y­n­der at anvende det hyp­pigere og gen­ve­jen bliv­er nærmest indlært og over­føres automa­tisk til andre opgaver. Men hvor­dan undgår man så, at dette ikke bliv­er en norm i det danske uddannelsessystem?

5

Jeg mærkede det tydeligt i en engel­skaflev­er­ing for nylig. Jeg havde svært ved at for­mulere min analyse, og i stedet for at blive sid­dende og arbe­jde videre, åbnede jeg chat­bot­ten og bad den om at fork­lare pointen mere klart. På få sekun­der fik jeg en sam­men­hæn­gende fork­lar­ing, som jeg kunne bruge som inspi­ra­tion. Det føltes effek­tivt og let­tende. Men bagefter sad jeg med en lille tvivl: Var det egentlig mig, der havde forstået tek­sten, eller havde jeg bare lænet mig op ad en færdig tanke? Det var ikke snyd. Jeg skrev det hele om i mine egne ord. Alligev­el sprang jeg en del af den frus­tr­erende pro­ces over. Og det er måske netop dér, out­sourc­ing sker. Ikke når man bev­idst sny­der, men når man væn­ner sig til, at det svære kan løs­es udefra.

6

Hvis gym­nasi­et skal håndtere AI klogt, kræver det måske ikke et totalt for­bud, men en bev­idst struk­tur. Måske bør man først lære at skrive, analy­sere og for­mulere uden hjælp, før man lær­er at bruge AI som støtte. Lige­som man lær­er hov­e­dreg­n­ing, før man bruger lom­mereg­n­er. Ikke for­di lom­mereg­neren er farlig, men for­di man skal forstå processen bag.

7

Mens jeg skriv­er denne artikel, har jeg flere gange overve­jet at åbne chat­bot­ten for at få en for­mu­ler­ing skær­pet. Jeg har ikke gjort det. Ikke end­nu. Det er næsten en bev­idst test: Kan jeg for­mulere mine tanker uden at spørge?

8

Det går lang­som­mere. Jeg ret­ter mere. Jeg tvivler mere. Men måske er det netop i den pro­ces, at lærin­gen ligger.

9

Jeg tror ikke, jeg er den eneste i 2.g, der har en ekstra “stemme” i hverda­gen, som ikke er i hov­edet, men på browseren. Når jeg sid­der med en aflev­er­ing, opgave eller måske end­da bare lek­tierne til næste lek­tion, er det næsten blevet en refleks at tilgå min ”Bed­ste ven på skole­bænken”. Det fun­ger­er som en sikker vej til en hur­tig forståelse for opgaven, eller en kick­starter, hvis man har ramt en mur

10

Afhængighe­den fremgår tydeligst, når lær­eren væl­ger at slukke for inter­net­tet i under­vis­nin­gen. Der sker et lille “klik” i min hjerne. Jeg kan ikke læn­gere hoppe direk­te til et svar. Det kan næsten beskrives som når en narko­man ikke kan få sit fix: Der lig­ger under­be­v­idst en utryghed i tanken om, at jeg ikke ube­grænset kan tilgå det, jeg har tilvæn­net mig, ved læn­gere­varende (mis)brug. Jeg bliv­er nødt til at blive i tek­sten og i min egen usikker­hed. Det er ube­hageligt i starten, for­di jeg føler mig lang­som­mere. Næsten som en gam­mel bil, der lige skal blive varm. Dog oplever jeg ofte, en anden fri­hed, forståelse og ikke mindst til­fredsstil­lelse, efter­som jeg påb­eg­y­n­der arbe­jdet selv og fordy­ber mig mere og mere i stof­fet. Det er som om der sker en slags for­løs­ning og ordene og forståelsen kom­mer plud­selig fly­dende, selvom der oprindeligt ikke kunne tilgås hjælp til at komme hur­tigt i gang. Bilen er blevet varm.

11

Jeg synes fak­tisk, det giv­er god mening, at der indimellem er “offline-prøver” eller hånd­skrevne dele, ikke som straf, men som en slags befrielse for hjer­nen, hvor man som elev kan få lov til at udfolde sig. Både for sin egen, men også for lærens skyld, således at elevers niveau kan bedømmes uden mis­tanke om kun­stig assistance

12

Romeo val­gte effek­tiviteten. Rek­toren væl­ger dan­nelsen. Jeg må vælge bal­an­cen. Hvis jeg lad­er chat­bot­ten gøre arbe­jdet for mig, risik­er­er jeg, at min egen tænkn­ing går på pen­sion. Men hvis jeg bruger den bev­idst og først efter selv at have forsøgt, kan den fak­tisk styrke min forståelse.

13

Min “bed­ste ven på skole­bænken” må der­for ikke erstat­te min egen stemme. Den må kun sup­plere den. Og måske er det netop dér, den egentlige læring ligger.

14

Jeg ville nogle gange ønske, at lær­erne snakker mere åbent om hvor­dan man bruger AI som et hjælpemid­del, så man har mulighe­den til at bruge det ans­varligt, uden man føler det er snyd. Hvis man lær­er hvor­dan man skal være kri­tisk over for AI´s svar, styrk­er man fak­tisk sin egen refleksion.

15

Nadia Tra­b­jerg skriv­er i ”Gør google os dum­mere”, at inter­net­tet kan blive en fælles hukom­melse, hvor vi ikke selv læn­gere behøver at kunne huske noget. Det kan jeg godt genk­ende lidt, for­di det er fris­tende bare at låne viden hur­tigt, også glemme den viden igen bagefter

16

Når under­vis­ningsmin­is­teren taler om både pen-og-papir-eksamen­er og AI som en del af prøver, giv­er det egentlig god mening for mig. Vi skulle kunne begge dele. Måske burde under­vis­nin­gen i højere grad fokusere på processen. Hvis vi for eksem­pel skulle vise vores prompts, fork­lare vores valg og forsvare den måde vi har brugt chat­ten på, så ville det kunne tvinge os til at tænke mere over, hvad det egentlig er vi laver.

17

Min egen skrive­pro­ces med denne artikel vis­er dilem­maet ret tydeligt. Jeg start­ede med at skrive frit uden hjælp, derefter spurgte jeg chat­ten om feed­back, og spurgte om ideer til struk­tur. Nogle forslag var gode nok, og kunne hjælpe med at uddybe mine point­er. Andre forslag passede ikke til mig. Der val­gte jeg dem fra.

18

Jeg er ved at lære at tage kon­trollen tilbage, i stedet for at lade chat­bot­ten komme med for mange råd, så har jeg lært at bruge den som ”spar­ringspart­ner” i stedet. Dette kræver dog mere bev­id­s­thed, og mere dis­ci­plin, men man kan sagtens mærke forskellen.

19

Prob­lemet opstår dog, når bru­gen af chat­bots ikke læn­gere er et frit valg, men næsten en nød­vendighed. For selv hvis man ønsker at tænke selv først, kan man føle sig bagud, hvis alle andre har fået deres svar forbedret af AI, og dermed bliv­er niveauet der­for bliv­er hævet. t, Iikke nød­vendigvis for­di de forstår stof­fet bedre, men for­di deres for­mu­leringer frem­står mere kloge og velfor­mulerede. Og så kan dem, der ikke har brugt  man som den eneste uden chat­bot føle sig pres­set til også at bruge den for at kunne følge med og opnå de samme karak­ter­er. På den måde han­dler det ikke kun om doven­skab eller smarte gen­ve­je. Det han­dler også om konkur­rence og frygten for at sakke bagud.

20

Det ram­mer mig lidt. For jeg kan sagtens mærke forskellen. Især , når lær­eren plud­selig slukker for net­tet og vi nu står alene tilbage med vores egne tanker. Det sæt­ter gang i noget. bed­er os om at lukke vi com­put­eren, for når net­tet slukkes, sker der noget i min hjerne. Først panikir­ri­ta­tion. Så frus­tra­tion stil­hed. Så panik. Og så stress. FOg så først derefter beg­y­n­der tankerne lang­somt at  arbe­jde sel­var­be­jde. Jeg bliv­er tvunget til at tænke selv. huske, hvad jeg har læst og lært. Jeg skal selv for­mulere mig. Det er sværere, tager læn­gere tid, men det er også meget merere til­fredsstil­lende. Du ved at det 100% er dit arbe­jde. Selvom det er rart at kunne få hjælp når man er gået i stå, er der noget befriende i at vide, at man fak­tisk godt kan selv.

21

Hen­des beskriv­else af grup­pear­be­jdet kan jeg også tydeligt genk­ende. Den første reak­tion for mange  er at finde den nemmeste løs­ning og undgå selv at gen­nem­føre opgaven, selv når alle har lavet lek­tierne og sagtens kunne klare det selv. Jeg er ikke und­taget. For når jeg læs­er det, jeg lige har skrevet, går det op for mig, at jeg selv er blevet fanget i fælden. Det får mig til at overve­je, om jeg lang­somt væn­ner min hjerne til ikke at arbe­jde selv

22

Sam­tidig er jeg dog ikke enig i, at teknolo­gien nød­vendigvis gør os dum­mere. Jeg har oplevet at blive klogere gen­nem AI. Når jeg bed­er chat­bot­ten fork­lare mig en teori på tre forskel­lige måder, eller give eksem­pler, jeg kan relatere til, så forstår jeg det bedre. Forskellen lig­ger måske i inten­tio­nen, man har, ved at bruge det. Bruger jeg den til at slippe for at tænke, eller til at tænke dybere og lære noget?. I mit til­fælde er det mest det sid­ste. Jeg bruger chat­bot­ten som et red­skab til at lære noget.

23

Men jo mere jeg tænker over bru­gen af AI i skolen, jo mere beg­y­n­der jeg også at overve­je, hvad det gør ved mig per­son­ligt, Når jeg mærk­er efter, tror jeg ikke, min hjerne går på pen­sion. Men den er blevet doven nogle gange, og det kræver dis­ci­plin at bruge AI klogt. Måske er det i virke­lighe­den ikke teknolo­gien, der afgør, om vi bliv­er klogere eller dum­mere, men måden, vi selv væl­ger at bruge det.

24

Lærere er oftere nød­saget til at slukke for inter­net­tet, nogle gange i en helt almin­delig under­vis­nings lek­tion, bare for at mindske bru­gen af AI i under­vis­nin­gen. I disse sit­u­a­tion­er føler jeg nogle gange, at jeg skal starte min hjerne op igen, som en motor der lige skal være varm før den kører.

25)

Når lær­eren slukker for net­tet, bliv­er jeg næsten rastløs, som om jeg man­gler et sikker­hed­snet. Sam­tidig ved jeg, at jeg fak­tisk tænker mere selv i de sit­u­a­tion­er. Først føles det frus­tr­erende, men bagefter er min kon­cen­tra­tion skarpere, og jeg beg­y­n­der fak­tisk at analy­sere stof­fet i stedet for bare at kopiere et svar. Min hjerne “vækker” sig selv, og jeg oplever, at jeg lær­er mere, selvom det tager læn­gere tid. Det får mig til at overve­je, om chat­bots ikke gør mig dum­mere, men måske mere utålmodig og min­dre vant til at fordybe mig. Der­for er jeg glad for, at lær­erne en gang imellem slukker inter­net­tet og lad­er mig udvikle mig selv.

26

I virke­lighe­den han­dler det måske (ikke) om teknolo­gien, men mere vores egen dis­ci­plin. Om at vi turde lade hjer­nen tænke selv, også når vi synes tin­gene er svære. Selvføl­gelig hvis vi bruger AI til at undgå at tænke, så er der nok, der vi bliv­er dum­mere, men hvis vi bruger den bev­idst, kri­tisk og en spar­ringspart­ner til egne tanker, kan den måske udvide vores egen forståelse. AI kan hjælpe mig på rette vej, men den kan ikke lære for mig.

27

Sam­tidig mærk­er jeg også en sti­gende frus­tra­tion. Det frus­tr­erer mig, når nogle af mine klassekam­mer­ater bruger læn­gere tid på at finde ud af, hvor­dan de kan snyde sys­temet, frem­for fak­tisk at arbe­jde med faglighe­den og lære det, de skal kunne. Der lig­ger en mærke­lig pri­or­i­ter­ing i at opti­mere uden om lærin­gen i stedet for at investere i den. Sam­tidig oplever jeg det som prob­lema­tisk, at vi alle bliv­er bedømt på samme grund­lag – ud fra en for­vent­ning om, at vi selv har lavet arbe­jdet, når det i virke­lighe­den kun halvde­len af elev­erne, der fak­tisk har gjort det. Det virk­er unfair og frus­tr­erende, at noget jeg sad med i flere timer og kæm­pede for, skal give mig samme eller lavere karak­ter end en som blot brugte 5 min­ut­ter på det.

28

Jeg er sågar end­da sikker på at halvde­len af mine klassekam­mer­ater, har fået AI til at skrive denne opgave, hvilket man kan tillade sig at sige må være tragisk komisk.

29

Når lær­erne slukker for net­tet, og siger vi skal bruge vores HI (human intel­li­gence), føles det nærmest som en let­telse. Endelig bliv­er alle stil­let på samme udgangspunkt og grund­lag, og dem som frem­står dygtige er for­di de rent fak­tisk er det, ikke for­di en robot har for­t­alt dem svarene, eller for­muleret en sæt­ning til per­fek­tion for dem. Jeg kan mærke jeg under mig selv og mine klassekam­mer­ater suc­ces mere, når jeg ved det er noget som er selvproduceret.

30

Noget af det, der bekym­r­er mig mest, er kildekri­tikken. AI kan for­mulere sig meget selvsikkert og yder­st over­be­visende. Men som Lau­rid­sen fremhæver, kan den også forvrænge fak­ta eller give vil­dle­dende svar. Alligev­el har jeg oplevet, hvor let det er at stole på sprog­lig sikker­hed. Hvis det lyder klogt, føles det klogt. “Det han­dler plud­selig mere om appel end om gode tro­værdi­ge kilder,” (ll. 66–67) som Nadia Tra­b­jerg skriv­er om inter­net­tet – dette gælder i høj grad også for chatbots.

31

For mig er GKI både en hjælp og en fris­telse. En hjælp, når jeg bruger den til at forstå svære teori­er eller få feed­back på en tekst. En fris­telse, når jeg lad­er den tænke for mig. Måske han­dler det i virke­lighe­den om dis­ci­plin, ikke tek­nol­o­gisk dis­ci­plin, men men­tal dis­ci­plin. At turde sid­de i uvishe­den lidt læn­gere. At lade hjer­nen arbe­jde, før man åbn­er chatten.

32)

Men ikke kun i skolen er Chat blevet en del af min hverdag. Det er stort set blevet en del af hele mit liv. Hver gang jeg engang ville benytte mig af Google, åbn­er jeg nu chat appen, og bruger stort set aldrig google. Selv små ting spørg­er jeg chat om nu. Dette kan f.eks. være alt fra aftens­mads ideer til hvem Rihan­nas mor er, og mange andre spørgsmål. Hvilket havde været helt utænke­ligt for mig, hvis jeg bare ser et par år tilbage.

33

Når jeg ser tilbage på opgaven, går det op for mig, hvor meget chat egentlig fylder i min hverdag — fak­tisk helt absurd meget. Jeg bruger det ofte uden at tænke over det, næsten som en papegø­je på min skulderen.

34

Når jeg ser tilbage på opgaven, går det op for mig, hvor meget chat egentlig fylder i min hverdag — fak­tisk helt absurd meget. Jeg bruger det ofte uden at tænke over det, næsten som en papegø­je på min skulderen.

35

hvis alle elever i gym­nasi­et brugte Chat­G­PT på samme måde som Romeo, ville lær­erne stå med en masse flotte tek­ster, og en masse elever ville stå spe­jl blanke, når de fak­tisk skal bruge deres egen hjerne.

36

Jeg må også erk­ende, at kun­stig intel­li­gens også kan være en kæmpe støtte. Når jeg sid­der fast i en opgave, kan en chat­bot hjælpe mig videre ved at komme med andre fork­laringer på stof­fet, på nye måder, eller stille mig spørgsmål, der sæt­ter gang i min reflek­sion. På den måde kan AI, fun­gere som en skrive­makker, der altid har tid og tålmodighed, til at hjælpe en. I denne sit­u­a­tion opstår spørgsmålet dog, hvor grænsen går mellem at få hjælp og at snyde sig selv for læring. For lær­er jeg mest, når jeg får serveret en færdig fork­lar­ing, eller når jeg slev sid­der og arbe­jder med stof­fet, begår fejl og grad­vist find­er en mening med stof­fet. Det kunne godt være at læring opstår når man sid­der og kæm­per med stof­fet og der opstår frustration.

37

Per­son­ligt har jeg beslut­tet at bruge AI som en skriver­makker og ikke som en erstat­ning for min egen tænkn­ing. Jeg forsøger at for­mulere mine spørgsmål, så de tvinger mig til at reflek­tere, og jeg sam­men­lign­er altid svarene med andre kilder. På den måde kan AI hjælpe mig med at blive klogere uden at overtage min hjerne. Det kræver fak­tisk en del øvelse at holde fast i denne til­gang, især når tiden press­er på, og pres­set fris­ter til hur­tige løsninger.

38

Vi får altid af vide at det er okay at bruge AI på en kon­struk­tiv og lærerig måde, men hvor­dan gør man i virke­lighe­den det. Jeg synes hur­tigt at man bare kom­mer til at hapse chat­tens for­mu­leringer eller bare acceptere hvor den men­er at der skal være kom­maer og punk­tum, og så er man hur­tigt videre. Jeg føler at jeg tit snakker med mine ven­ner og venin­der om en opgave fx Hvor mange siger ”jeg fik bare lidt hjælp, men jeg skrev det meste selv”. Men hvad men­er du med det?

39

 En måde hvor­på vi er tvunget til at tænke selv er når lær­erne slukker for inter­net­tet. De første par gange man oplevede det kan jeg huske at jeg fak­tisk fik et lille sug i maven. Jeg følte at nu skulle jeg bevis noget, jeg skulle kunne leve op til det arbe­jde jeg kan lave i sam­me­nar­be­jde med chat­bot­ten. Efter nu at have prøvet det en del gange synes jeg fak­tisk næsten det er rart. Man ved nu fx at man i grup­pear­be­jde alle sam­men beg­y­n­der fra samme udgangspunkt. Man kan nu sam­men fordybe sig i arbe­jdet og jeg føler at man er mere tilbø­jelig til at lytte på hinan­den og dele sine egne meninger. Jeg tror at grun­den til at det er anderledes når man har mulighed for hjælp fra chat­bot­ten er man føler sig mere ”sikker” i det svar som den kom­mer med. Den ved det bedre end jeg gør, og hvis det er fork­ert, så var det alligev­el ikke og selv der tænk­te det. Jeg synes også det gavn­er når det er indi­vidu­elt arbe­jde uden chat­bot. Man får 100% sine egne evn­er at se, og jeg oplever per­son­ligt at jeg kan mere end jeg selv tror. De sim­ple ting man af og til bed­er AI om hjælp til var egentlig ikke noget der var specielt krævende at komme frem til på egen hånd

40

Lad mig prøve at tage jer med processen. Jeg skriv­er en tekst med den tanke at jeg gerne vil have en chat­bot til at give mig feed­back. Når jeg har skrevet mit første udkast, er det nu 100% mit eget, jeg har gjort det bed­ste som mine evn­er rækker til og løst opgaven sådan som jeg men­er den skal løs­es. Jeg uploader nu tek­sten til en chat­bot og bed­er den om at give mig feed­back. Den peger på for­mu­leringer og sted­er, som den men­er kan forbedres. Men her opstår mit dilem­ma: jeg har jo egentlig allerede skrevet tek­sten ud fra det som JEG men­er er rigtigt. Nu kom­mer den tricky part. Jeg tager tit mig selv i at rette efter chat­bot­tens forslag, for­di jeg automa­tisk tænker ”ej den har nok ret, den ved det bedre end jeg gør”. Så det jeg synes er svært er hvornår er det feed­back? Og hvornår giv­er jeg for meget slip på min egen døm­mekraft? Måske han­dler det også om, at jeg tillæg­ger AI en særlig autoritet. Når en chat­bot for­mulerer sig sikkert og præ­cist, kan det føles, som om den har mere ret, end jeg har. Men i virke­lighe­den ved den jo ikke, hvad jeg har tænkt med min tekst. På den ene side kan jeg lære af dens forslag og blive opmærk­som på svaghed­er i min tekst. På den anden side risik­er­er jeg at springe den vigtige pro­ces over, hvor jeg selv overve­jer, om ændrin­gen fak­tisk giv­er mening. Jeg tror at det er vigtigt at vide hvor­dan Chat­bot­ten hver især kan hjælpe os. For­di den bedst mulige måde hvor­på jeg lær­er noget ved hjælp af en chat­bot er nød­vendigvis ikke den måde min klassekam­mer­at lær­er noget. Jeg tror indi­vidu­elt arbe­jde med chat­ten, hvor man virke­lig har tid til at sid­de og bruge tid på at finde den bedst mulige måde man kom­mu­nikere med chat­bot­ten på kan hjælpe mange. For jeg tror at for mange bliv­er det bare lige det første og det bed­ste som den spyt­ter ud som man snup­per. Det han­dler i sid­ste ende om at lære sine egne behov at kende, og finde en hårfin bal­ance hvor man ikke går på kom­pro­mis med sin egen tro­værdighed, men man stadig kan bruge den kon­struk­tive kri­tik fra chatbotten

41

Den er hur­tigere end at skulle læse en bog, mere præ­cis end not­er og min­dre pin­lig at spørge end at spørge læreren.

42

Det er nem­mere at hente viden end at for­mulere den selv.

43

Kon­trasten bliv­er tydelig når lær­eren siger ”sluk com­put­erne”. Plud­selig kan jeg mærke at mine klassekam­mer­ater og jeg mig selv bliv­er urolige, for hvad nu hvis jeg ikke kan huske begre­bet? Hvad hvis jeg ikke ved, hvor jeg skal starte?

44

Efter nogle min­ut­ter sker der dog noget inter­es­sant. Vi beg­y­n­der at tale mere sam­men. Vi gæt­ter, diskuter­er og prøver os frem. Tankerne bevæger sig lang­som­mere, med også dybere. Det føles mere besværligt og mere ægte.

45

Det er måske netop her, forskellen lig­ger helt uden net­tet bliv­er viden ikke lev­eret til os, men vi skaber den selv.

46

Hver gang jeg bruger chat til hvilket som helst skolear­be­jde, bliv­er jeg ramt af en form for skyld­følelse, for jeg ved godt at den eneste, jeg sny­der, er mig selv. Men på en måde er der også en form for spænd­ing i ikke at blive opdaget i at ”snyde”

47

For mig gør Chat det alt for nemt at lave lek­ti­er. Hur­tig ind, hur­tig ud, bum færdig. I nogle til­fælde kan det fak­tisk få mig til at føle, at jeg slet ikke har lært noget, så hvor­for vil jeg over­hovedet gå i skolen, bare for at få en mask­ine til at lave det, som var ment at jeg skulle lære af? Jeg har fak­tisk taget mig selv i, at spørg­er Chat om de mest basale spørgsmål, hvilket jeg selvføl­gelig bliv­er flov og skuf­fet over.

48

For jeg kan mærke forskel på to måder at bruge chat­bot på. Den ene er, når jeg bruger den til at slippe for at tænke. Den anden er, når jeg bruger den som en slags spar­ringspart­ner, til at hjælpe hvis jeg ram­mer en såkaldt skrive­blokade, eller jeg har brug for en ide / et skub i processen.

49

Når jeg bed­er den fork­lare en mod­el trin for trin og derefter selv prøver at gen­give svaret med mine egne ord, føler jeg mig klogere og føler at jeg har lært noget. Når jeg bare kopier­er et svar, føler jeg mig effek­tiv og hur­tig, men følelsen af ikke at have lært noget, kun i momentet.

50

Kog­ni­tiv out­sourc­ing påvirk­er mig også, i til­fælde når vi f.eks. får slukket for inter­net­tet i en biolog­itime eller til en prøve, da jeg ikke læn­gere har en hur­tig måde at finde viden og svar på. Dette kan gøre jeg oftest stress­er mig selv, da jeg ikke læn­gere har nogen idé om hvad jeg skal eller ikke læn­gere ved lige så meget om emnet, hvilket med­før­er en følelse af panik og irri­ta­tion over, at jeg ikke bare lavede lek­tierne selv. Jeg mis­ter også hur­tigt overb­lik over mine not­er, da jeg ikke læn­gere ved hvor jeg skal finde viden henne eller hvor svaret står.

51

Jeg kan mærke min egen måde at arbe­jde på har ændret sig mere og mere. Jeg bliv­er ekstremt utålmodig og ukon­cen­tr­eret når noget er svært, og jeg vil bare have svaret med det samme i stedet for at fordybe mig i at finde svaret.

Konklusioner?

Elev­erne bruger det meget forskel­ligt. Nogle føler sig lige­frem grup­pe­pres­set til det. Nogle sny­der bev­idst. Nogle ved det godt selv. Andre er i tvivl — hvornår er det snyd? Nogle efter­spørg­er mere vejled­ning i brug af dem.

Jeg har prøvet at lave feed­back-agen­ter til klassen. Nogle giv­er udtryk for at det hjælper dem. Men kan jeg være sikker på at de ikke bare bliv­er afhængige af min agent i stedet for den almin­delige chat? Næ. Det vil først vise sig til eksamen.

Det kan være befriende at slukke for net­tet noget af tiden for at tænke selv. Det har vi mulighed for på min skole, selvom det selvføl­gelig er svært at kon­trollere 100%. Men man kan afle­vere sin tele­fon, og så kan vi lukke for elevers adgang til inter­net på vores skolenetværk via UMS — og hvis de ikke er på vores skolenetværk, så kan jeg få en sladremail.

Hvad tænker du, kære læser?