Mange elever bliv­er meget fjerne i blikket, når man siger ’metode’. Det er noget svært og abstrakt. Måske er det let­tere at forstå, når man griber fat i deres hverdagserfaringer.

For at få det lidt ned på jor­den kan man lave føl­gende øvelse: Lad elev­erne udfylde de man­glende fel­ter i neden­stående ske­ma. Første kolonne skriv­er man 3–4 forskel­lige viden­som­råder, i anden kolonne konkrete eksem­pler på hverdagsme­toder og i 3 kolon­ner mål for aktiviteten. Et mål på face­book kan være at få flere ven­ner , fx.

Viden­som­råde	Metode	Mål
Fod­bold	?	?
Bagn­ing	?	?
Face­book	?	?

Elev­erne får 5 min­ut­ter til at udfylde fel­terne. Der er to point­er med øvelsen:

1)      ’Metode’ bety­der ’vejen til målet’. Det er let­tere at se med bagn­ing end med den hermeneutiske spiral.

2)      Målet er styrende for hvilken metode, man vælger.

Jeg tror 10-øren faldt for et par et stykker. “Nåeh, er det bare dét, det betyder.”

Det skal selvføl­gelig over­føres på under­vis­nin­gen i dan­skfagets metoder : Hvor­for væl­ger man at bruge hhv. biografisk, nykri­tisk, struk­tu­ral­is­tisk, læseror­i­en­teret, ide­ologikri­tisk, psyko­an­a­lytisk og-hvad-de-ellers-hed­der metode – læseren har en kæph­est, et mål med sin læs­ning, som ofte rækker udover at forstå tek­sten i sig selv. Der­for væl­ger man at læse

Og det skal over­føres på AT, hvor målet jo er at få svar på sin problemformulering.

Men måske for­sim­pler jeg tin­gene — Hvor­dan under­vis­er du i dan­skfagets metoder?