Det er ikke så tit at nyheder fra gymnasieklasseværelset bliver tophistorie i tv-nyhederne. (Hvor mange gymnasieelever ved mon egentlig, hvad ‘TVA’ står for?)
En ung student ved navn Romeo fortæller stolt, hvordan han har fået en chatrobot til at skrive mindst 150 afleveringer for sig i gymnasiet. Han mener ikke at have snydt, men har blot ‘udnyttet de nye muligheder’. Det har han sikkert høstet mange likes på.
Mange i skoleverdenen er bekymrede over, om vi uddanner en generation, som ikke lærer at tænke selv. For selvfølgelig skal vi arbejde med de spændende muligheder i generativ kunstig intelligens, men vi skal da også lære eleverne at bruge deres HI.
Man kunne indvende at det også kræver HI at prompte AI til at skrive en opgave, og det er jo rigtig nok, men det behøver man måske ikke træne på den måde, og det er da for hulen ikke det eneste fremtidens mennesker skal kunne?
Hvordan laver vi tidssvarende skriveopgaver i gymnasiet? Hvordan giver vi eleverne oplevelsen af at komme i flow med at skrive, af at man faktisk kan bruge skrivning til at tænke med?
Selv har jeg i denne uge forsøgt mig med en form jeg kaldte ‘skrivefitness’ i forsøget på at låne betydning fra kildeområdet ‘fysisk træning’. For at blive god til at skrive skal man øve sig. Og det er sundt med fysisk træning. Også indimellem lidt hårdt. Men grundlæggende sundt.
Det blev en mellemting mellem undervisning og prøve. Jeg havde eleverne fra 8-13:30 og lod dem arbejde med et tidligere prøvesæt fra skriftlig eksamen. Jeg lukkede for nettet og konfiskerede telefoner. Jeg tillod at de kunne arbejde sammen, men de skulle skrive og aflevere individuelt . Og de kunne spørge mig undervejs. Jeg tillod også at de kunne finde et stille sted på skolen, i en sofa med benene oppe eller i vores nyindrettede ‘læsehule’.
Det blev nok lidt for frit, fordi jeg tillod småsnak i klasseværelset, og det betød at nogle elever, som havde behov for det, ikke fik nok ro. Næste gang vil jeg bare indføre klasseværelset som stillerum og så må man gå ud og sparre med hinanden eller med mig.
Ligesom det er vigtigt at give eleverne gode oplevelser med læsning, hvor de vælger selv, så er det også tilsvarende vigtigt at give dem gode oplevelser med skrivning. At det faktisk er tilfredsstillende, at man har tænkt noget selv. Og at det kan give mening at genbesøge sin egen tekst og skrive den om. Og at man bedre læser korrektur, når man printer ud på papir.
Jeg håber ikke at GKI bliver tilladt til eksamen i skriftlig dansk, i hvert fald ikke hele tiden.
Descartes berømte dictum “Cogito, ergo sum” (jeg tænker, derfor er jeg) kunne med fordel moderniseres til ‘jeg skriver, derfor er jeg’. Hvis vi opgiver selvstændig skrivning i gymnasiet, så synes jeg vi svigter de kommende generationer.
Skriv et svar