Anne Kirstine Cramon spørger i en kommentar i Politiken 20/11: ”Hvorfor er sociale medier stadig det vilde Vesten?” De ”sociale” medier, som i Cramons rubrik vel hentyder til de kommercielle platforme Facebook, Instagram, Twitter osv. opleves måske som det vilde vesten, fordi de ikke er designet til public service og demokratisk samtale, men til at generere trafik og tiltrække brugere, så der kan vises reklamer og tjenes penge til deres ejere. Platformene er jo bestemt ikke lovløse og uregulerede. Zuck og nu Musk er sheriffer på hver deres indhegnede prærie eller have, hvor hemmelige logaritmer fremhæver det indhold, som får os til at komme igen og se flere reklamer. Vi har gladeligt fundet os i det, fordi vi har købt platformenes retorik om at de er “gratis”, og at vi er sociale og deler med hinanden. Når man kommunikerer på disse platforme, legitimerer og støtter man denne datamalkning og hjælper med at få nye brugere til.
Under kapløbet om Afrika sidst i 1800-tallet indgik entreprenante typer som Cecil Rhodes og Charles Rudd nogle lukrative ulige kontrakter med afrikanske magthavere om udvinding af ædelmetaller i deres land. Flere af disse kontrakter blev underskrevet med lokale høvdingers tegn, for de kunne ikke selv læse eller forstå dem — eller sige nej for den sags skyld.
En af dem var høvding Lobengula. Han kendte ikke værdien af metallerne i hans rige, og han vidste ikke at han i kontrakten havde overdraget myndigheden over sit land til de hvide mænd med de store byrder til gengæld for et par hundrede rifler og en dampbåd. Senere hjalp missionærer med at skrive til dronning Victoria for at klage over disse kontrakter, men hun kunne desværre ikke hjælpe og henviste til kontrakten. Den kloge narrer den mindre kloge.
Et af vor tids ædelmetaller er data. De sociale mediers forretningsmodel kaldes også ’datamining’. Meta Platforms, som er selskabet bag Facebook og Instagram, har tjent 39,4 milliarder dollar sidste år. Det svarer til cirka 258 milliarder kroner (kilde: DR). Anne Sofie Cramons kommentar minder om den afrikanske høvdings klage til dronning Victoria over den kontrakt, hun selv har indgået med Facebook, nu Meta. Men hvor kan man klage over Meta?
Når vi tilmelder os de asociale platforme, så accepterer vi en kontrakt, kaldet vilkår og betingelser, som vi typisk ikke læser, og hvis vi prøver, så er de bevidst formuleret så indviklet, at man giver op. Jeg læste heller ikke Facebooks vilkår, da jeg begejstret gik med på bølgen i sin tid, så jeg skal ikke gøre mig bedre. Spørgsmålet er også om vi efterhånden har et reelt valg, når al kommunikation fra statsministeren til fodboldklubben foregår på Meta. Man følger vel med fremskridtet, ikke sandt? Men balladen om Cambridge Analytica i 2016 åbnede mine øjne for, hvordan de asociale medier kan misbruges til fx at føre kampagne for Brexit og Donald Trump ved at udnytte de brugerdata, vi har betalt med.
Vi har taget platformene til os i en sådan grad, at de nu udgør en vigtig del af samfundets demokratiske infrastruktur. Politikerne kommunikerer uden om de traditionelle medier på især Facebook og legitimerer og støtter dermed deres ’datamining’ af borgerne. En væsentlig forklaring på Støjbergs og Vanopslaghs succes ved seneste valg var formentlig, at de var gode til at bruge hhv. Facebook og Tik-tok. Eller var det nogle væsentlige politiske forslag, som fik folk til at stemme på dem? Det virker som om at evnen til at please de algoritmer, som vi absolut ingen kontrol har med, er blevet en adgang eller ligefrem genvej til politisk magt i vores land. Det er da uholdbart i et oplyst demokrati?
Mastodonten to the rescue
Anne Kirstine Cramon spørger også, om ikke nogle ”excentriske techtyper” skulle udvikle et ny socialt medie til os. Det vil jeg påstå, at de allerede har gjort for længe siden, men vi har bare ikke opdaget det. I 2013 oprettede Eugen Rochko platformen Mastodon, fordi han var frustreret over Twitter.
Mastodon er et netværk i ”Fediverset”, som kort fortalt består af flere forskelllige platforme, som er lavet med åben sovs software, og som kan tale sammen. ’Åben sovs’ er excentrisk techtype-slang for ‘Open source’, som betyder, at udviklerne giver andre ret til at se, bruge og modificere koden, altså opskriften på softwaren, til fælles bedste, i modsætning til de kommercielle platforme som fx Facebook. Der er fx Pixelfed til billeder, Peertube til videoer og Bookwyrm.
Fordelen ved det er, at det ikke er én central silo, som man kan overtage, ligesom Musk har gjort med Twitter. Mastodon kører på tusindvis af forskellige servere, som private har oprettet og selv betaler for. Der er ikke nogen reklamer og ikke nogen algoritmer, som booster indhold, der skaber ophidsede diskussioner. Hvis nogle i netværket begynder at sprede møg, så kan man som bruger blokere andre brugere og administratorer af servere kan blokere andre servere fra netværket, så de ikke kan interagere med deres brugere. Jeg tror, at det kan fungere bedre som digitalt forsamlingshus og debatforum, men det vil jo vise sig om andre vil følge med over, eller om de afhængighedsskabende tricks på de kommercielle platforme er for stærke. Vil teenagere, som er vant til Tik-tok-videoer fx se ideen i det?
Public Service SoMe?
Jeg mener at store medier som JP/Politiken og DR burde oprette deres egne Mastodon-servere, og at det burde støttes via Public Service-midler. Der skal hyres nogle administratorer og moderatorer til at håndhæve de spilleregler, som enhver Mastodon-server selv kan formulere.
Man kunne også forestille sig at bibliotekerne i Danmark fik i opdrag at drive lokale servere, som Clemens Klokmose foreslår her:
Jeg synes også at ansvarlige politikere burde flytte derover, selvom de så skal opgive deres sikkert ganske berusende rækkevidde på overvågningsplatformene. De millioner, som de hældte i Meta under valgkampen, kunne passende bruges på at indrette Public Service platforme til den demokratiske samtale på Mastodon i stedet for. Jeg vil ikke tvinge nogen til at forlade datamalkerne, men der bør være et alternativ, og offentlige institutioner som skoler, sygehuse mv. og politikere bør under ingen omstændigheder arbejde for datamalkerne ved at ”dele” indhold her, fordi det simpelthen ikke er i offentlighedens interesse at støtte de platforme. Hvad folk laver privat, må de selv om.
Mens jeg skriver dette har en profil, som udgiver sig for at være Magnus Heunicke, valgt at følge mig. Jeg håber at flere følger med og at vi kan få en bedre demokratisk samtale på Mastodon.
Skriv et svar