Under kaplø­bet om Afri­ka sidst i 1800-tal­let indgik entre­prenante typer som Cecil Rhodes og Charles Rudd nogle lukra­tive ulige kon­trak­ter med afrikanske magth­a­vere om udvin­d­ing af ædel­met­aller i deres land. Flere af disse kon­trak­ter blev under­skrevet med lokale høvdingers tegn, for de kunne ikke selv læse eller forstå dem — eller sige nej for den sags skyld. 

En af dem var høvd­ing Loben­gu­la. Han kendte ikke vær­di­en af met­allerne i hans rige, og han vid­ste ikke at han i kon­trak­ten havde over­draget myn­dighe­den over sit land til de hvide mænd med de store byrder til gengæld for et par hun­drede rifler og en damp­båd. Senere hjalp mis­sionær­er med at skrive til dron­ning Vic­to­ria for at klage over disse kon­trak­ter, men hun kunne desværre ikke hjælpe og hen­viste til kon­trak­ten. Den kloge nar­rer den min­dre kloge. 

Et af vor tids ædel­met­aller er data. De sociale mediers for­ret­ningsmod­el kaldes også ’dat­a­min­ing’. Meta Plat­forms, som er sel­sk­a­bet bag Face­book og Insta­gram, har tjent 39,4 mil­liarder dol­lar sid­ste år. Det svar­er til cir­ka 258 mil­liarder kro­ner (kilde: DR). Anne Sofie Cra­mons kom­men­tar min­der om den afrikanske høvd­ings klage til dron­ning Vic­to­ria over den kon­trakt, hun selv har indgået med Face­book, nu Meta. Men hvor kan man klage over Meta?

Når vi tilmelder os de aso­ciale plat­forme, så accepter­er vi en kon­trakt, kaldet vilkår og betingelser, som vi typisk ikke læs­er, og hvis vi prøver, så er de bev­idst for­muleret så ind­viklet, at man giv­er op. Jeg læste heller ikke Face­books vilkår, da jeg bege­jstret gik med på bøl­gen i sin tid, så jeg skal ikke gøre mig bedre. Spørgsmålet er også om vi efter­hån­den har et reelt valg, når al kom­mu­nika­tion fra statsmin­is­teren til fod­bold­klubben foregår på Meta. Man føl­ger vel med frem­skridtet, ikke sandt? Men bal­laden om Cam­bridge Ana­lyt­i­ca i 2016 åbnede mine øjne for, hvor­dan de aso­ciale medi­er kan mis­bruges til fx at føre kam­pagne for Brex­it og Don­ald Trump ved at udnytte de bruger­da­ta, vi har betalt med.

Vi har taget plat­formene til os i en sådan grad, at de nu udgør en vigtig del af sam­fun­dets demokratiske infra­struk­tur. Poli­tik­erne kom­mu­niker­er uden om de tra­di­tionelle medi­er på især Face­book og legit­imer­er  og støt­ter dermed deres ’dat­a­min­ing’ af borg­erne. En væsentlig fork­lar­ing på Støjbergs og Vanop­slaghs suc­ces ved sen­este valg var for­mentlig, at de var gode til at bruge hhv. Face­book og Tik-tok. Eller var det nogle væsentlige poli­tiske forslag, som fik folk til at stemme på dem? Det virk­er som om at evnen til at please de algo­rit­mer, som vi abso­lut ingen kon­trol har med, er blevet en adgang eller lige­frem gen­vej til poli­tisk magt i vores land. Det er da uhold­bart i et oplyst demokrati?

Mastodonten to the rescue

Anne Kirs­tine Cra­mon spørg­er også, om ikke nogle ”excen­triske techtyper” skulle udvikle et ny socialt medie til os. Det vil jeg påstå, at de allerede har gjort for længe siden, men vi har bare ikke opdaget det. I 2013 opret­tede Eugen Rochko plat­for­men Mastodon, for­di han var frus­tr­eret over Twitter.

Mastodon er et netværk i ”Fedi­ver­set”, som kort for­t­alt består af flere forskel­l­lige plat­forme, som er lavet med åben sovs soft­ware, og som kan tale sam­men. ’Åben sovs’ er excen­trisk techtype-slang for ‘Open source’, som bety­der, at udviklerne giv­er andre ret til at se, bruge og mod­i­fi­cere koden, alt­så opskriften på soft­waren, til fælles bed­ste, i mod­sæt­ning til de kom­mer­cielle plat­forme som fx Face­book. Der er fx Pix­elfed til billed­er, Peer­tube til video­er og Book­wyrm.

Forde­len ved det er, at det ikke er én cen­tral silo, som man kan overtage, lige­som Musk har gjort med Twit­ter. Mastodon kør­er på tusind­vis af forskel­lige ser­vere, som pri­vate har opret­tet og selv betaler for. Der er ikke nogen reklamer og ikke nogen algo­rit­mer, som boost­er ind­hold, der skaber ophidsede diskus­sion­er. Hvis nogle i netvær­ket beg­y­n­der at sprede møg, så kan man som bruger blokere andre brugere og admin­is­tra­tor­er af ser­vere kan blokere andre ser­vere fra netvær­ket, så de ikke kan inter­agere med deres brugere. Jeg tror, at det kan fun­gere bedre som dig­i­talt for­sam­ling­shus og debat­fo­rum, men det vil jo vise sig om andre vil følge med over, eller om de afhængighedssk­abende tricks på de kom­mer­cielle plat­forme er for stærke. Vil teenagere, som er vant til Tik-tok-video­er fx se ideen i det?

Public Service SoMe?

Jeg men­er at store medi­er som JP/Politiken og DR burde oprette deres egne Mastodon-ser­vere, og at det burde støttes via Pub­lic Ser­vice-midler. Der skal hyres nogle admin­is­tra­tor­er og mod­er­a­tor­er til at hånd­hæve de spillere­gler, som enhver Mastodon-serv­er selv kan formulere. 

Man kunne også forestille sig at bib­liotek­erne i Dan­mark fik i opdrag at dri­ve lokale ser­vere, som Clemens Klok­mose fores­lår her: 

Jeg synes også at ans­varlige poli­tikere burde fly­tte derover, selvom de så skal opgive deres sikkert ganske berusende række­v­id­de på overvågn­ingsplat­formene. De mil­lion­er, som de hældte i Meta under val­gkam­p­en, kunne passende bruges på at indrette Pub­lic Ser­vice plat­forme til den demokratiske sam­tale på Mastodon i stedet for. Jeg vil ikke tvinge nogen til at for­lade data­malk­erne, men der bør være et alter­na­tiv, og offentlige insti­tu­tion­er som skol­er, syge­huse mv. og poli­tikere bør under ingen omstændighed­er arbe­jde for data­malk­erne ved at ”dele” ind­hold her, for­di det sim­pelthen ikke er i offent­lighe­dens inter­esse at støtte de plat­forme. Hvad folk laver pri­vat, må de selv om.

Mens jeg skriv­er dette har en pro­fil, som udgiv­er sig for at være Mag­nus Heunicke, val­gt at følge mig. Jeg håber at flere føl­ger med og at vi kan få en bedre demokratisk sam­tale på Mastodon.