By Estebanjgonzalez (Own work) [Public domain], via Wikimedia Commons

H.C. Andersen “Noget” (1858)

12 min­ut­ters læsning
“Jeg vil være Noget!” sagde den æld­ste af fem Brø­dre, “jeg vil være til Nytte i Ver­den; lad det være nok saa ringe en Still­ing, kun at det er godt, det jeg udret­ter, saa er det Noget. Jeg vil lave Muursteen, dem kan man ikke und­være! saa har jeg og gjort Noget!”

“Men noget alt­for lidt!” sagde den anden Broder, “det Du gjør, er saa godt som Ingent­ing; det er Haand­langer-Arbei­de, kan udrettes ved Mask­ine. Nei saa heller blive Mur­er, det er dog Noget, det vil jeg være. Det er en Stand! ved den kom­mer man ind under Lau­gene, bliv­er Borg­er, har sin egen Fane og sin egen Kro; ja, gaaer det godt, kan jeg holde Svende, bliv­er kaldet Mester og min Kone bliv­er Mes­terinde; det er Noget!”

“Det er slet Ingent­ing!” sagde den Tredie, “det er uden­for Classerne og der er mange Class­er i en By, langt over Mesters! Du kan være en brav Mand, men Du er som Mester dog kun hvad man kalder “sim­pel”! nei, saa veed jeg noget Bedre! jeg vil være Bygmester, træde ind paa det Kun­st­ner­iske, det Tænk­ende, komme op til de Høier­estaaende i Aan­dens Rige; vel maa jeg beg­y­n­de nede fra, ja, jeg kan gjerne sige det lige reent ud: jeg maa beg­y­n­de som Tøm­mer­dreng, gaae med Kas­ket, skjønt jeg er vant til at gaae med Silke­hat, løbe for de sim­pel Svende at hente Øl og Bræn­de­vi­in, og de sige Du til mig, det er grav­erende! men jeg vil bilde mig ind, at det Hele er en Masker­ade, det er Maske-Fri­hed! imor­gen — det vil sige, naar jeg er Svend, gaaer jeg min Vei, de Andre kom­mer ikke mig ved! jeg gaaer paa Acad­e­miet, lær­er at teg­ne, kaldes Architekt -! det er Noget! det er Meget! jeg kan blive Høiæ­dle og Vel­byrdi­ge, ja lidt til baade for og bag, og jeg byg­ger og byg­ger, lige­som de Andre før mig! det er altid Noget man kan stole paa! det Hele er Noget!”

“Men det Noget bry­der jeg mig ikke om!” sagde den Fjerde, “jeg vil ikke gaae i Kjøl­vand, ikke være Copi, jeg vil være Geni, være dygtigere end I Alle tilsam­men! jeg skaber en ny Sti­il, giv­er Ideen til en Bygn­ing, passende for Lan­dets Kli­mat og Mate­ri­ale, Lan­dets Nation­alitet, vor Tid­salders Udvikling og saa een Etage til for mit eget Geni!”

“Men naar nu Kli­matet og Mate­ri­alet ikke duer!” sagde den Femte, “det vil være slemt, for det har Ind­virkn­ing! Nation­aliteten kan ogsaa let blive saa udvidet, at den bliv­er affecteret, Tid­salderens Udvikling kan lade Dig løbe løb­sk, som tidt Ung­dom­men løber. Jeg seer nok, at Ingen af Eder bliv­er egentligt til Noget, ihvor meget I selv troe det! Men gjør som I ville, jeg skal ikke ligne Eder, jeg stiller mig uden­for, jeg vil raison­nere over, hvad I udrette! der er altid noget Galt ved enhver Ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er Noget!”

Og det gjorde han, og Folk sagde om den Femte: “Ham er der bestemt Noget ved! han er et godt Hov­ed! men han gjør ikke Noget!” — Men derved var han Noget.

See det er kun en lille His­to­rie, og dog faaer den ikke Ende saalænge Ver­den staaer!

Men blev der da ikke Videre af de fem Brø­dre! det var jo ikke Noget! Hør videre, det er et heelt Eventyr!

Den æld­ste Broder, som lavede Muursteen, for­nam, at fra hver Steen, naar den var færdig, trillede en lille Skilling, ku af Kob­ber, men mange smaa Kob­ber­skillinger, lagt paa hinan­den, blive til en blank Daler, og hvor man banker paa med den, hos Bager, Slagter, Skræd­der, ja hos dem Alle­sam­men, der fly­ver Døren op og man faaer, hvad man bruger; see, det gav Muurstenene af sig; nogle gik vel i Brokker eller midt over, men de kom ogsaa til Brug.

Oppe paa Diget vilde Mo’er Mar­grethe, den fat­tige Kone, saa gjerne kline sig et lille Huus; hun fik alle Sten­brokkerne og saa et Par Hele, for et godt Hjerte havde den æld­ste Broder, om han i Gjern­ing kun drev det til at gjøre Muursteen. Den fat­tige Kone reiste selv sit Huus; smalt var det, det ene Vin­due sad skjevt, Døren var alt­for lav, og Straataget kunde være lagt bedre, men Ly og Læ var der og sees kunde der langt ud over Havet, der i sin Vælde brødes mod Diget; de salte Draaber sprøit­ede over hele Huset, der end­nu stod, da han var død og borte der havde gjort Muurstenene.

Den anden Broder, ja han kunde nu anderledes mure op, han var jo ogsaa oplært deri. Da Sven­destykket var lev­eret, snørte han sin Rand­sel og sang Haand­værk­erens Vise:

“Jeg reise kan, mens jeg er ung
og ude hjem­lig bygge,
Mit Haand­værk er min Pengepung,
Mit Ung­doms-Sind min Lykke!
Og seer jeg saa mit Fædreland,
jeg Kjæresten gav Ordet!
Hur­ra! en driftig Haandværksmand
Faaer let Fod under Bordet!”

Og det gjorde han. Inde i Byen, da han kom tilbage og blev Mester, murede han op Huus ved Huus, en heel Gade; da den stod, saae godt ud og gav Byen Anseelse, saa byggede Husene for ham et lille Huus, der skulde være hans eget; men hvorledes kunde Husene bygge? Ja spørg dem ad, og de svare ikke, men Folk svare og sige: “jo vist har den Gade bygget ham hans Huus!” lille var det og med Leer­gulv, men da han med sit Brud dandsede hen­over det, blev Gul­vet blankt og bonet, og fra hver Steen i Væggen sprang en Blomst, det var lige­saa godt som et kost­bart Betræk. Det var et yndigt Huus og et lyk­saligt ægtepar. Laugs­fa­nen vaiede uden­for og Svende og Lære­drenge raabte: Hur­ra! jo, det var Noget! og saa døde han, det var ogsaa Noget!

Nu kom Architek­ten, den tredie Broder, som først havde været Tøm­mer-Lær­ling, gaaet med Kas­ket og løbet By-ærinder, men fra Acad­e­miet var steget til Bygmester, “høiæ­dle og vel­byrdi­ge”! ja havde Husene i Gaden bygget et Huus for Broderen, der var Muurmester, saa fik nu Gaden Navn efter denne, og det smukkkeste Huus i Gaden blev hans, det var Noget og han var Noget — og det med en lang Titel for og bag; hans Børn kaldtes fornemme Børn, og da han døde var hans Enke en Enke af Stand — det er Noget! og hans Navn stod stadigt paa Gade­hjør­net og var i Folke­mu­nde, som Gade­navn — ja det er Noget!

Saa kom Geni­et, den fjerde Broder, der vilde finde paa noget Nyt, noget Aparte og een Etage til, men den knak af for ham og han faldt ned og brak Halsen, — men han fik en deilig Begrav­else med Laugs-Fan­er og Musik, Blom­ster i Avisen og paa Gaden hen over Brolægnin­gen; og der blev holdt tre Liig­taler over ham, den ene meget længer end den anden, og det vilde have fornøi­et ham, for han holdt meget af at tales om; der kom et Mon­u­ment paa Graven, kun een Etage, men det er altid Noget!

Nu var han død, lige­som de tre andre Brø­dre, men den Sid­ste, han, som raison­nerede, over­levede dem Alle­sam­men, og det var jo det Rette, for saa havde han det sid­ste Ord og det var ham af stor Vigtighed at have det sid­ste Ord. Han var jo det gode Hov­ed! sagde Folk. Nu slog ogsaa hans Time, han døde og kom til Him­meriges Port. Her komme altid To og To! her stod han med en anden Sjæl, der ogsaa gjerne vilde ind, og det var netop den gam­le Mo’er Mar­grethe fra Digehuset.

“Det er nok for Con­trastens Skyld, at jeg og den usselige Sjæl skal komme her paa een­gang!” sagde Raison­neuren. “Naa, hvem er Hun, Mo’erlille? Vil Hun ogsaa ind her!” spurgte han.

Og den gam­le Kone neiede saa godt hun kunde, hun troede, det var Sanet Ped­er selv, der talte. “Jeg er en sølle Stakkel, uden al Fam­i­lie! gam­le Mar­grethe fra Digehuset!”

“Naa, hvad har Hun gjort og udret­tet dernede?”

“Jeg har saamænd slet ikke udret­tet Noget i denne Ver­den! ikke Noget, der kan lukke op for mig her! det er en sand Naadens Gjern­ing, om jeg faaer Lov at komme inden­for Døren!”

“Hvorledes har Hun for­ladt denne Ver­den?” spurgte han, for at tale om Noget, da det kjed­ede ham at staae der og vente.

“Ja, hvor­dan jeg for­lod den, det veed jeg ikke! syg og daarlig var jeg jo i de sid­ste Aaringer, og saa har jeg vel ikke kun­net taale at krybe ud af Sen­gen og komme i Frost og Kulde deru­den­for. Det er jo en haard Vin­ter, men nu har jeg da forsvun­det det. Det var et Par Dage blik­stille, men bit­terlig koldt, som Deres Velærværdighed nok veed, Isen havde lagt til saalangt ud i Stran­den, man kunde øine; alle Folk fra Byen toge ud paa Isen; der var, hvad de kalde Skridt­skoe-Løben og Dands, troer jeg, der var fuld Musik og Bevært­ning derude; jeg kunde høre det lige ind, hvor jeg laae i min fat­tige Stue. Da var det saadanne hen mod Aften­stid, Maa­nen var oppe, men den var ikke end­nu kom­met til Kræfter, jeg saae fra min Seng gjen­nem Vin­duet heelt ud over Stran­den, og der lige i Kan­ten af Him­mel og Hav kom en under­lig hvid Sky; jeg laae og saae paa den, saae paa den sorte Prik midt i, der blev større og større; og saa vid­ste jeg hvad det betød; jeg er gam­mel og erfaren, skjøndt det Tegn seer man ikke ofte. Jeg kjendte det og fik en Gru! jeg har to Gange forud i min Lev­etid seet den Ting komme, og vid­ste, at der vilde blive en for­færdelig Storm med Springflod, der vilde komme over de arme Men­nesker derude, som nu drak og sprang og jubil­erede; Unge og Gam­le, den hele By var jo derude, hvem skulde vare dem, hvis Ingen der saae og kjendte, hvad jeg nu kjendte. Jeg blev saa ræd, jeg blev saa lev­ende, som ikke i mange Tider! ud af Sen­gen kom jeg og hen til Vin­duet, længer kunde jeg ikke orke; Vin­duet fik jeg dog op, jeg kunde see Men­neskene løbe og springe derude paa Isen, see de pyn­telige Flag, høre, hvor Dren­gene raabte Hur­ra, og Piger og Kar­le sang, det gik lystigt til, men høiere og høiere steeg den hvide Sky med den sorte Pose i! jeg raabte Alt hvad jeg kunde, men Ingen hørte mig, jeg var for langt der­fra. Snart vilde Veiret bryde løs, Isen gaae istykker og Alle derude synke igjen­nem uden Frelse. Høre mig kunde de ikke, naae ud til dem mægt­ede jeg ikke; kunde jeg dog faae dem i Land! Da gav vor Herre mig den Tanke at stikke Ild i min Seng, heller lade Huset brænde af, end at de Mange saa ynke­ligt skulle døe. Jeg fik Lyset tændt, saae den røde Flamme — ja, jeg naaede ud af Døren, men der blev jeg liggende, jeg kunde ikke mere; Luen stod ud efter mig og ud af Vin­duet, hen over Taget; de saae den derude fra og de løb Alle, hvad de kunde, for at hjelpe mig arme Stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke Eenæ, som jo løb afst­ed; jeg hørte de kom, men jeg hørte ogsaa, hvor det med Eet susede i Luften; jeg hørte det dun­drede som svære Kanon­skud, Springflo­den løft­ede Isen, der brødes itu; men til Diget naaede de, hvor Gnis­terne fløi hen over mig; jeg fik dem Alle i Behold; men jeg har ikke maat­tet kunne taale Kulden og den Forskrækkelse, og saa er jeg kom­met herop til Him­meriges Port; de sige, den bliv­er lukket op ogsaa for saadan en Stakkel, som jeg! og nu har jeg jo ingen Huus mere dernede paa Diget, dog det giv­er mig da ingen Adgang her.”

Da aab­nede sig Him­meriges Port og Enge­len førte den gam­le Kone ind; hun tabte et Sen­ge­halm uden­for, et af de Straa, der havde ligget i hen­des Seng, den hun tændte for at frelse de mange, og det var blevet til det pure Guld, men et Guld, der voxede og slyn­gede sig i de deilig­ste Forsiringer.

“See, det bragte den fat­tige Kone!” sagde Enge­len. “Hvad bringer nu Du? Ja, jeg veed nok, Du har Ingent­ing udret­tet, ikke engang lavet en Muursteen; kunde Du bare gaae tilbage igjen og bringe idet­mind­ste saameget; den duede sagtens ikke, naar Du havde gjort den, dog gjort med en god Vil­lie, det var altid Noget; men Du kan ikke gaae tilbage, og jeg kan ikke gjøre Noget for Dig!”

Da bad den fat­tige Sjæl, Konen fra Dige­huset, for ham: “hans Broder har gjort og givet mig alle Steen og Stumper, hvo­raf jeg klinede mit usselige Huus, det var grumme meget for mig arme Stakkel! kan nu ikke alle de Stumper og Stykker gjælde som een Muursteen for ham? Det er en Naadens Gjern­ing! nu trænger han til den og her er jo Naadens hjem!”

“Din Broder, den, Du kaldte den Ringeste,” sagde Enge­len, “den, hvis Dont i al ærlighed var Dig nedrigst, giv­er Dig sin Him­meriges-Skjerv. Du skal ikke vis­es bort, Du skal have Lov til at staae heru­den­for og tænke over, see at oph­jelpe dit Liv dernede, men ind kom­mer Du ikke, før Du i god Gjern­ing har udret­tet — Noget!”

“Det kunde jeg have sagt bedre!” tænk­te Raison­neuren, men han sagde det ikke høit, og det var nok allerede Noget.

 

 


 

 

(Brug evt. ord­bog over det danske sprog)