Fortællertyper og synsvinkel
Vi skelner mellem forfatter og fortæller!
Der er enten tale om en skjult fortæller (implicit) – deltager ikke i eller kommenterer på historien eller en åbenlys fortæller (eksplicit – kan deltage og kommentere.)
De 3 hyppigste fortællertyper:
- Jeg-fortæller (kan være utroværdig)
- 3.personsfortæller med indre/ydre/kombineret/vekslende synsvinkel. Knyttet til én person eller flere personer på skift.
- Alvidende fortæller : Fortælleren ved mere end de personer, der fortælles om. Den alvidende fortæller kan forudsige og kommentere på handlingen.
Fortællemåder
Scenisk: Fortælleren går i detaljer med et kort tidsrum
Panoramisk fremstilling: Fortælleren giver et overblik over en lang periode på kort fortælletid.
Fortælletid vs fortalt tid
- Bagudsyn
- Medsyn
- Flashback
- Flashforward
Kilde: Johannes Fibiger og Gerd Lütken: “Litteraturens Veje”.
Opgave: Bestem fortællertype, synsvinkel og fortællemåde i følgende afsnit. Lav opgaven i Docs og indsæt kommentarer i teksterne.
Fra Katrine Marie Guldager: ”Nørreport”
Bitten og hendes veninde fik deres første kop kaffe. De roste hinandens udseende. Bittens veninde forklarede, hvorfor hun kom for sent og fortalte om urolighederne i toget. Hun fortalte om kvinden, der havde været involveret i slagsmålet. Så talte de to veninder om en tredje, fælles veninde, som netop var blevet fyret fra sit arbejde. (..)
De to veninder, der havde drukket kaffe ved Storkespringvandet, havde efterhånden brugt mange penge og følte, at de havde arbejdet hårdt. De besluttede sig for at gå op mod Nørreport. (…)
Den ældre kvinde gik hen til kiosken og bad om en pose slik. Mens hun stod og ventede på at få den, kom hun til at kigge ned og så, at der sad en fjer på hendes ene støvle. Idet hun bukkede sig ned, kom den beskidte dreng inden for hendes synsfelt. Drengen så faktisk ud til at have det dårligt, men kvinden tænkte, at han nok bare var træt. Så fjernede hun fjeren fra sin støvle og begav sig med forsigtige skridt ned ad stentrappen. Hendes støvler var en smule for høje, og hun var bange for at få overbalance.
Fra H.C. Andersen : ”Den lykkelige familie”
Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt Forklæde, og lægger man det paa sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten ligesaa godt, som en Paraply, for det er saa forfærdeligt stort. Aldrig voxer een Skræppe alene, nei hvor der groer een, der groe flere, det er en stor Deilighed, og al den Deilighed er Sneglemad. De store hvide Snegle, som fornemme Folk i gamle Dage lod lave til Fricasee, spiste og sagde “hum! hvor det smager!” for de troede nu det smagte saa deiligt, de levede af Skræppeblade og derfor bleve Skræpperne saaede.
Nu var der en gammel Herregaard, hvor man ikke længer spiste Snegle, de vare ganske uddøde, men Skræpperne vare ikke uddøde, de voxte og voxte over alle Gange og alle Bede, man kunde ikke mere faae Bugt med dem, det var en heel Skræppeskov, hist og her stod et Æble- og et Blomme-Træ, ellers kunde man nu aldrig have tænkt at det var en Have. Alt var Skræpper, og derinde boede de to sidste, inderlig gamle Snegle.
De vidste ikke selv hvor gamle de vare, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Familie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig været udenfor, men de vidste at der var endnu noget til i Verden, som heed Herregaarden, og deroppe blev man kogt, og saa blev man sort og saa blev man lagt paa Sølvfad, men hvad videre der skete vidste man ikke. Hvorledes det iøvrigt var at blive kogt og at ligge paa Sølvfad, kunde de ikke tænke sig, men deiligt skulde det være og særdeles fornemt. Hverken Oldenborren, Skruptudsen eller Regnormen, som de spurgte ad, kunde give Beskeed, ingen af dem havde været kogt eller ligget paa Sølvfad.
De gamle hvide Snegle vare de fornemste i Verden, vidste de, Skoven var til for deres Skyld, og Herregaarden var til for at de kunde blive kogte og lagte paa Sølvfad.
St. St. Blicher: “Sildig opvågnen” (1828)
Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede hverandre paa Gaden, Man foer omkring fra eet Huus til et Andet med de Spørgsmaal: “Har De hørt det? veed De det? hvad mon var Aarsagen? mon han har gjort det i Vildelse?” o.s.v. …
Sissel Jo-Gazan – Svalens graf, 2013
Det var torsdag den 18. marts 2010 og stadig mørkt på Skovvejen i Humlebæk. Vicepolitiinspektør Søren Marhauge vågnede, fordi hans kæreste, Anna, sagde noget til ham. Hun sad fuldt påklædt på kanten af deres seng, med sin taske på skrå over skuldrene og det korte, mørke hår i fugtig uorden, som om hun lige var trådt ud af bruseren.
„Hva’?“ spurgte han forsovet.
Aftenen før havde de ligget og læst i sengen, og Anna havde slukket sin lampe før ham. Søren havde netop tænkt, at hun nok var faldet i søvn, da hun slog øjnene op og sagde, at hans lys blændede. Han havde demonstrativt slukket det, og en fæl surhed havde spredt sig i soveværelset. Søren havde været lysvågen af irritation, og Anna havde ligget så stille, at det var tydeligt, at hun heller ikke sov.
Djämes Braun — Fugle, 2014
Henrik Ibsen: “Et dukkehjem” (norsk)
Annen Akt
(Samme stue. Oppe i kroken ved pianofortet står juletreet, plukket, forpjusket og med nedbrente lysestumper. Noras yttertøy ligger på sofaen.)
(Nora, alene i stuen, går urolig omkring; til sist stanser hun ved sofaen og tar sin kåpe.)
NORA (slipper kåpen igjen). Nu kom der noen! (mot døren; lytter.) Nei, — der er ingen. Naturligvis — der kommer ingen i dag, første juledag; — og ikke i morgen heller. — Men kanskje — (åpner døren og ser ut.) Nei; ingenting i brevkassen; ganske tom. (går fremover gulvet.) Å tosseri! Han gjør naturligvis ikke alvor av det. Der kan jo ikke skje noe slikt. Det er umulig. Jeg har jo tre små børn.
(Barnepiken, med en stor pappeske, kommer fra værelset til venstre.)
BARNEPIKEN. Jo endelig fant jeg da esken med maskeradeklærne.
Skriv et svar