Sådan sagde Leo Tan­drup til mig da jeg skrev opgave om et top­møde mellem Chr. 4. og Gus­tav Adolf i 1629. Det er jo sådan lidt et tveægget sværd; på den ene side et kom­pli­ment til nogle gode kilder, på den anden side lig­ger der måske i ’faldet for’ en antyd­ning af at man har ladet sig styre lidt for meget af sit materiale.

Jeg kom til at tænke på det flere gange mens jeg læste Kris­t­ian Hvidts ”Det mod­erne gen­nem­brud set igen­nem Erik og Amalie Skram”, som især er baseret på per­son­lige breve til og fra Erik og Amalie Skram, men også andre kul­turper­son­lighed­er kom­mer til orde, fx brø­drene Bran­des og Vig­go Hørup.

Hvidt skriv­er i indled­nin­gen at han har forsøgt at lade kilderne tale så meget som muligt for sig selv: ”Der er ikke en dråbe fik­tion i denne bog”. (!)

Ideen er at se et udsnit af dan­mark­shis­to­rien gen­nem ægtepar­ret Skrams per­son­lige fil­ter, og det er også medrivende, men nogle gange er kildeud­dra­gene lidt lange og man savn­er lidt mere kri­tisk dis­tance og at komme et spades­tik dybere, fx i forbindelse med stri­den om Køben­havns befæst­ning —  men det er nok meget for­langt af et oversigtsværk.

Erik Skram del­tog i 1864 som 17-årig på Dyb­bøl Banker, han arbe­jd­ede som stenograf på Chris­tians­borg fra 1869 – 1918 og oplevede slagsmå­lene mellem Ven­stre og Højre fra første par­ket. Han skrev teater- og lit­ter­at­u­ran­meldelser for diverse avis­er og tidsskrifter, og så fik han selv udgivet flere roman­er og skuespil.

Men det der fylder mest i bogen er det storm­fulde forhold til for­fat­terinden Amalie Skram fra Bergen midt under sæde­ligheds­fe­j­den. Erik Skram og Amalie Müller mødte hinan­den til Bjørn­st­jerne Bjørnssons jubilæums­fest i august 1882 og blev stor­mende forels­ket og gift et par år senere.

Erik Skram støt­tede Amalie som for­fat­ter, både prak­tisk, pro­fes­sionelt og økonomisk og hun får større suc­ces både kun­st­ner­isk og materielt end ham. I dag læs­es Amalie Skrams værk­er i hvert fald stadig i dansktimerne.

Erik og Amalie var på hver sin side i sæde­ligheds­fe­j­den: Erik sym­pa­tis­erede med Bran­des ønske om fri kærlighed for begge køn før (og i?) ægtesk­a­bet, mens Amalie var tilhænger af Bjørn­sons ”handske­moral”, opkaldt efter skue­spillet ”En handske”, der for­dr­er kyskhed før ægtesk­a­bet af begge køn. Så kunne man måske for­vente en masse gode kilder til at bel­yse dette – men det har de to måske diskuteret over aftensmaden.

Amalie Skram var jaloux på sin ægte­mand, som hverken be- eller afkræft­ede at han ”gik til fru­en­tim­mer” ved siden af ægtesk­a­bet til Amalies store frus­tra­tion. Dén var nok ikke gået i dag. Hun får et sam­men­brud og indlægges i to måned­er på Kom­mune­hos­pi­talets nye sjette afdel­ing og får stof til sin næste nøglero­man ’Pro­fes­sor Hieron­imus’, som udlev­er­er per­son­alet og skaber stor debat om psyki­a­trisk behan­dling i samtiden.

Kris­t­ian Hvidt ref­er­erer mange af Amalie Skrams nov­el­ler og roman­er og læs­er dem biografisk, ja lige­frem som kilder: ”Med sin sitrende inten­sitet og præ­cise dia­log er det stor kun­st, men også en his­torisk kilde, der skal ses i forhold til mange andre kilder” (Om pro­fes­sor Hieron­imus s. 352). Jeg ved da at nogle læsere af dette blad pure afvis­er brug af fik­tion som kilder til noget som helst. Så det er da lidt kontroversielt.

Par­ret blev skilt i 1900 og Amalie Skram døde i 1905, Erik Skram dør først i 1923

Til sidst ref­er­eres en sjov episode hvor Edvard Bran­des udfor­drede skue­spilleren Robert Schy­berg til en vaskeægte duel, for­di han gav Bran­des en øre­fi­gen som tak for en dårlig anmeldelse i Poli­tiken. Erik Skram sekun­derede Bran­des sam­men med Peter Nansen. I Ermelun­den blev der vek­slet 4 skud, men ingen af dem ramte og duel­lanterne måtte så gå hver til sit med ufor­ret­tet sag – men de fik hver 14 dage i spjældet.

Det er også spæn­dende at læse om de første folke­val­gtes arbe­jdsvilkår på Chris­tians­borg i de af kon­gen ”allernådigst indrømmede værelser”. Der var et lokale med 29 nat­pot­ter, og så var der 3 sæt skriv­etøj til 150 folke­val­gte i de to kamre.

Bogen anbe­fales til skolens bib­liotek og er selvføl­gelig også rel­e­vant i forbindelse med dan­skop­gaver om sædelighedsfejden.