Sådan sagde Leo Tandrup til mig da jeg skrev opgave om et topmøde mellem Chr. 4. og Gustav Adolf i 1629. Det er jo sådan lidt et tveægget sværd; på den ene side et kompliment til nogle gode kilder, på den anden side ligger der måske i ’faldet for’ en antydning af at man har ladet sig styre lidt for meget af sit materiale.
Jeg kom til at tænke på det flere gange mens jeg læste Kristian Hvidts ”Det moderne gennembrud set igennem Erik og Amalie Skram”, som især er baseret på personlige breve til og fra Erik og Amalie Skram, men også andre kulturpersonligheder kommer til orde, fx brødrene Brandes og Viggo Hørup.
Hvidt skriver i indledningen at han har forsøgt at lade kilderne tale så meget som muligt for sig selv: ”Der er ikke en dråbe fiktion i denne bog”. (!)
Ideen er at se et udsnit af danmarkshistorien gennem ægteparret Skrams personlige filter, og det er også medrivende, men nogle gange er kildeuddragene lidt lange og man savner lidt mere kritisk distance og at komme et spadestik dybere, fx i forbindelse med striden om Københavns befæstning — men det er nok meget forlangt af et oversigtsværk.
Erik Skram deltog i 1864 som 17-årig på Dybbøl Banker, han arbejdede som stenograf på Christiansborg fra 1869 – 1918 og oplevede slagsmålene mellem Venstre og Højre fra første parket. Han skrev teater- og litteraturanmeldelser for diverse aviser og tidsskrifter, og så fik han selv udgivet flere romaner og skuespil.
Men det der fylder mest i bogen er det stormfulde forhold til forfatterinden Amalie Skram fra Bergen midt under sædelighedsfejden. Erik Skram og Amalie Müller mødte hinanden til Bjørnstjerne Bjørnssons jubilæumsfest i august 1882 og blev stormende forelsket og gift et par år senere.
Erik Skram støttede Amalie som forfatter, både praktisk, professionelt og økonomisk og hun får større succes både kunstnerisk og materielt end ham. I dag læses Amalie Skrams værker i hvert fald stadig i dansktimerne.
Erik og Amalie var på hver sin side i sædelighedsfejden: Erik sympatiserede med Brandes ønske om fri kærlighed for begge køn før (og i?) ægteskabet, mens Amalie var tilhænger af Bjørnsons ”handskemoral”, opkaldt efter skuespillet ”En handske”, der fordrer kyskhed før ægteskabet af begge køn. Så kunne man måske forvente en masse gode kilder til at belyse dette – men det har de to måske diskuteret over aftensmaden.
Amalie Skram var jaloux på sin ægtemand, som hverken be- eller afkræftede at han ”gik til fruentimmer” ved siden af ægteskabet til Amalies store frustration. Dén var nok ikke gået i dag. Hun får et sammenbrud og indlægges i to måneder på Kommunehospitalets nye sjette afdeling og får stof til sin næste nøgleroman ’Professor Hieronimus’, som udleverer personalet og skaber stor debat om psykiatrisk behandling i samtiden.
Kristian Hvidt refererer mange af Amalie Skrams noveller og romaner og læser dem biografisk, ja ligefrem som kilder: ”Med sin sitrende intensitet og præcise dialog er det stor kunst, men også en historisk kilde, der skal ses i forhold til mange andre kilder” (Om professor Hieronimus s. 352). Jeg ved da at nogle læsere af dette blad pure afviser brug af fiktion som kilder til noget som helst. Så det er da lidt kontroversielt.
Parret blev skilt i 1900 og Amalie Skram døde i 1905, Erik Skram dør først i 1923
Til sidst refereres en sjov episode hvor Edvard Brandes udfordrede skuespilleren Robert Schyberg til en vaskeægte duel, fordi han gav Brandes en ørefigen som tak for en dårlig anmeldelse i Politiken. Erik Skram sekunderede Brandes sammen med Peter Nansen. I Ermelunden blev der vekslet 4 skud, men ingen af dem ramte og duellanterne måtte så gå hver til sit med uforrettet sag – men de fik hver 14 dage i spjældet.
Det er også spændende at læse om de første folkevalgtes arbejdsvilkår på Christiansborg i de af kongen ”allernådigst indrømmede værelser”. Der var et lokale med 29 natpotter, og så var der 3 sæt skrivetøj til 150 folkevalgte i de to kamre.
Bogen anbefales til skolens bibliotek og er selvfølgelig også relevant i forbindelse med danskopgaver om sædelighedsfejden.

Vandkunsten
2015
410

Skriv et svar