Dialogcirklen

Variér din undervisning med dialogcirkler i klasserummet

Har du også ind imellem indtrykket af at dine elever taler dig efter munden og måske ikke helt tør dele deres usikker­hed i klasserum­met? I en lille bog med den lange titel ”Dialog­baseret under­vis­ning – om bæredygtige lærings­fæl­lessk­aber i indi­videts tid­salder” uddy­ber og begrun­der Mikkel Ris­b­jerg og Michael Bang Sørensen fra det frie Gym­na­si­um bru­gen af en meget sim­pel og kendt struk­tur til at få elev­erne mere på banen i nogle sekvenser af undervisningen.

I ”dialog­cirklen” sid­der elev­erne sim­pelthen i en rund­kreds og kig­ger på hinan­den i stedet for på deres skærme, som de ikke må have med. Lær­eren opstiller føl­gende regler for cirklen:

1. Der er ingen talerliste, og lær­eren fordel­er ikke ordet
2. Man skal lytte til andre og lade dem tale færdig
3. Byd ind, når der er plads i diskussionen
4. Vis respekt, også for udsagn du er uenig i. (Den bruger Clement Kjærs­gaard også i Debatten)

Lær­eren skal fun­gere som facil­i­ta­tor for et lærings­fæl­lesskab i stedet for at være under­vis­nin­gens cen­trum og endemål.

Bogen er bygget op i 3 dele: Først intro­duc­er­er for­fat­terne meto­den i et afs­nit med titlen ”Prak­sis” og senere føl­ger så en teo­retisk begrun­delse for meto­den, som også inde­hold­er ideer til at anvende dialog­cirklen til for­ma­tiv skrive­feed­back og i den sid­ste del, som hed­der ”Plug and Play”, er der en lang række enkle og gry­deklare forslag med tilhørende tek­ster, der kan danne udgangspunkt for dialogcirkler.

Jeg synes de prak­tiske dele af bogen er inspir­erende og præ­cise, og jeg kunne da heller ikke nære mig for at teste meto­den i to lek­tion­er. I en dan­sk­time diskuterede vi spørgsmålet ”Hvor­dan påvirk­er sociale medi­er demokrati­et / den offentlige sam­tale?” og i en his­to­ri­etime forsøgte jeg mig med ”Hvilken rolle spiller reli­gion for nuti­dens magth­a­vere?” På begge hold havde vi arbe­jdet med emnet i nogle lek­tion­er, så der var noget at diskutere ud fra. Det spæn­dende for alle delt­agere er, at man ikke ved, hvor diskus­sio­nen vil føre hen. Når en deld­iskus­sion er slut, så bliv­er der helt stille, indtil en elev tager ans­var og stiller et nyt spørgsmål eller del­er en per­son­lig oplevelse. Udfor­drin­gen kan være bal­an­cen mellem pæd­a­gogiske og faglige hen­syn – det kan let for­falde til den Foghske ”hvad synes du selv” rund­kred­spæd­a­gogik, hvis andre elever eller lær­eren ikke griber ind og bed­er elev­erne uddybe og begrunde ”semi­faglige” udsagn, og så kan det også være frus­tr­erende for nogle, at man ikke når frem til en klar kon­klu­sion. ”Hvad skal jeg så sige for at få 12 til eksamen?”. Men det spørgsmål kunne man måske også tage op med eleverne.

I bogen find­er man gode råd til spør­geteknik i 4 forskel­lige ret­ninger under selve cirkelsekvensen, og for­fat­terne anbe­faler at man føl­ger den op med indi­vidu­el reflek­sion­sskrivn­ing til sidst. Det kan godt nås på en 70 min­ut­ters lek­tion. Bogen og struk­turen som vari­a­tion­s­mu­lighed er hermed anbefalet.