En ny verdensorden

I 45 år havde inter­na­tion­al poli­tik været præget af frygten for en atom­krig mellem Sov­jet og USA. Regionale eller lokale kon­flik­ter blev fedtet ind i magtkam­p­en mellem USA og Sov­jet, der ønskede udbre­delsen af hver deres sam­fundssys­tem. Berlin­murens fald i 1989 og Sov­jets efter­føl­gende kol­laps betød at Den kolde krig var slut. Dermed var risikoen for atom­krig også faldet kraftigt. I en vis for­stand havde USA og Sov­jet i spid­sen for hver deres blok af allierede, reg­uleret og dik­teret inter­na­tion­al poli­tik. De to super­magter brugte deres vetoret i FN, hvis deres inter­ess­er for alvor var truet. Ter­ror­bal­an­cen afskrækkede super­magterne fra at angribe hinanden.

Men hvor­dan ville ver­den blive med kun én supermagt?

Golfkrigen 1990–91

I august 1990 besat­te Sad­dam Hus­seins Irak den lille oli­e­s­tat Kuwait. Palæsti­nensernes led­er Yas­sir Arafat val­gte at støtte Sad­dam Hus­sein i håbet om, at han kunne blive den stærke mand, som kunne forene alle arabere i kam­p­en mod Israel. Samme dag ved­tog FN en res­o­lu­tion (660), der fordømte Iraks besæt­telse og krævede en betingelses­løs tilbagetrækn­ing. Sov­jet stemte sam­men med USA i sikkerhedsrådet.

Sad­dam Hus­sein nægt­ede at lystre FN, når Israel ikke havde trukket sig ud af områderne besat efter 6‑dages kri­gen i 1967. Dette syn­spunkt havde/har mange arabere stor forståelse for. Gælder FN’s res­o­lu­tion­er ikke for alle?

Hus­sein forsøgte at drage Israel ind i kri­gen ved at fyre mis­siler af mod Israels hov­ed­stad, Tel Aviv. Hvis Israel svarede igen, risik­erede kon­flik­ten at eskalere til en krig mellem Israel og dets naboer. USA over­talte Israel til at holde sig uden­for. Formelt var det en inter­na­tion­al FN-styrke, der drev Sad­dam Hus­sein ud af Kuwait. Reelt var det USA, der vandt en knusende sejr og fik demon­str­eret sin over­leg­ne mil­itære styrke. Alle vid­ste nu, at ver­den havde 1 supermagt.

Sad­dam Hus­seins hen­vis­ning til Palæsti­na-kon­flik­ten udstillede de vestlige lan­des dobbelt­moral: Hvor­for skulle Sad­dam Hus­sein adlyde en FN-res­o­lu­tion om tilbagetrækn­ing fra Kuwait, når Israel trodsede FN mht. tilbagetrækn­ing fra Vest­bred­den og Gaza?

I en tale til den amerikanske kon­gres d. 6. marts 1991 sagde George Bush bl.a.:

Osloaftalen 1993

I 1991 lykkedes det USA’s uden­rigsmin­is­ter James Bak­er at over­tale poli­tiske ledere fra Syrien, Libanon, Jor­dan og Israel til at mødes til en fred­skon­fer­ence i Madrid. Det vanske­lig­ste prob­lem var at finde repræsen­tan­ter for palæsti­nenserne, som israelske poli­tikere ville tale med. Israel nægt­ede at forhan­dle med PLO, som havde gen­nem­ført adskil­lige ter­ro­rak­tion­er mod Israel. Prob­lemet blev løst ved en fælles jordansk/palæstinensisk del­e­ga­tion, med palæsti­nensere, der ikke kom fra de besat­te områder. Det kunne både Israel og PLO acceptere. Alene at bringe parterne til samme forhan­dlings­bord i Madrid var en stor bedrift. Forhan­dlingerne fort­sat­te i al hem­me­lighed i flere ara­biske hov­ed­stæder og endte tilsidst i Oslo. Dette førte i 1993 nærmest sen­sa­tionelt til Oslo-aftal­en, der blev indgået mellem Israels min­is­ter­præsi­dent Rabin og PLO-led­er Arafat, der efter­føl­gende gav hinan­den et berømt håndtryk.De vigtig­ste ele­menter i Osloaf­tal­en var anerk­endelse af Israel og selvstyre til palæstinenserne:

• PLO anerk­endte Israels ret til at eksis­tere — Israel anerk­endte PLO som legit­im repræsen­tant for det palæsti­nen­siske folk.
• Palæsti­nenserne fik i 1994 selvstyre i udval­gte områder af Gaza og Vest­bred­den. Sen­est i 1999 skulle det føre til en selvstændig stat.

Der var mange ting, som der ikke var en løs­ning på, men man aftalte at sætte en fred­spro­ces igang — prob­le­merne skulle løs­es hen ad vejen. Osloaf­tal­en lignede et stort skridt fre­mad for en fred­saf­tale, for nu anerk­endte Israel og PLO for første gang hinan­dens ret til at være i området. Men både jødiske og palæsti­nen­siske ekstrem­is­ter var imod fredsprocessen.

Det lykkedes også at få en fred­saf­tale i stand mellem Israel og Jor­dan, der jo sam­men med lande som Syrien, Libanon, Iran og Sau­di-Ara­bi­en stadig ikke anerk­endte Stat­en Israels ret til at eksis­tere. Nu var Israel anerk­endt af 2 naboer: Egypten og Jor­dan. Der er omkring 3 mio. palæsti­nen­siske fly­gt­ninge i Jordan.

Yas­sir Arafat og Rabin mod­tog Nobels fred­spris for deres arbe­jde — mange håbe­de at fred­sprocessen endelig ville føre til fred i regionen

Palæstinensisk selvstyre i Gaza og Vestbredden

Ifølge Oslo-aftal­en skulle der etableres et palæsti­nen­sisk selvstyre i Gaza­s­triben og Vest­bred­den. PLO med Arafat i spid­sen skulle omstille sig fra at være en gueril­laor­gan­i­sa­tion til at være ans­varlig statsmyn­dighed. Det var ikke let — og det gik ikke så godt. Arafat var reelt dik­ta­tor i selvstyret, der både var kor­rupt og udemokratisk. Arafat sad fx. på 60 jobs i regerin­gen, ansat­te sine ven­ner og brugte inter­na­tionale støt­temi­dler på sin kone. I 1998 var 25% af den palæsti­nen­siske arbe­jdsstyrke ansat i selvstyrets regering og var der­for selvføl­gelig afhængige af selvstyret.

Modstand mod Osloaftalen

På palæsti­nen­sisk side var Hamas og PFLP imod fred­saf­tal­en. Hamas anerk­endte ikke Israels ret til en stat i Palæsti­na, de ønskede at fort­sætte den væb­nede kamp bl.a. for at de mere end fire mil­lion­er palæsti­nen­siske fly­gt­ninge kunne vende tilbage.

Som palæsti­nenser skulle du alt­så tage still­ing til, om du ville støtte en kor­rupt og udemokratisk Arafat og fred­sprocessen eller ter­ro­ror­gan­i­sa­tion­er som Hamas. I 1996 skulle der være valg til selvstyrets “Folket­ing”. Alle andre end Arafats par­ti ‘Fatah’ boykot­tede imi­dler­tid val­get, da de afviste hele fred­sprocessen. Arafat og PLO havde bestemt ikke opbakn­ing fra alle palæsti­nensere til at forhan­dle med Israel.

Den israelske regering havde også deres at slås med. Fanatisk religiøse jøder nægt­ede at opgive jord, som Gud havde lovet dem. Israelske bosæt­tere på Vest­bred­den og Gaza var imod fred­sprocessen. I 1995 blev Rabin myrdet af en ekstrem­istisk jøde, for at “for­råde” Israel og i 1996 vandt Likud-par­ti­et, som var mod­standere af fred­sprocessen, par­la­mentsval­get i Israel.

Hamas og PFLP fort­sat­te deres ter­ro­rak­tion­er med selv­mords­bomber ind i Israel, og Israel nægt­ede der­for at leve op til deres del af aftalerne. Israel over­skred fris­terne for tilbage­givelse af ter­ri­to­ri­um, og man kunne ikke blive enige om Jerusalems sta­tus, spørgsmålet om de palæsti­nen­siske fly­gt­ninges ret til at vende tilbage og de israelske bosæt­telser i de besat­te områder.

Bill Clin­ton inviterede til end­nu en runde forhan­dlinger på hans land­st­ed Camp David i 2000. Israels led­er Ehud Barak og palæsti­nensernes led­er Arafat forsøgte igen, og denne gang var de meget tæt på en aftale, men det mis­lykkedes. Angiveligt var det Jerusalems sta­tus, man ikke kunne enes om.

Fred­sprocessens tids­fris­ter var således over­skre­det mange gange. Den palæsti­nen­siske skuf­felse over fred­sprocessens man­glende resul­tater blev til åbent oprør i sep­tem­ber 2000, da Israels nye led­er Ariel Sharon besøgte Øst-Jerusalem. Det blev opfat­tet som om Israel ville beholde dette område, som man ifølge plan­erne skulle have forhan­dlet om for længst.

---

Arbejdsspørgsmål til fredsprocessen 1991 — 2000

1. Lav jeres egen over­sigt over væsentlige begiven­hed­er i kon­flik­ten fra 1991–2000 på grund­lag af teksten.
2. Hvor­for ville Sad­dam Hus­sein ikke lystre FN op til Golfkrigen?
3. Kunne USA ikke helt und­være FN i den nye verdensorden ?
4. Hvad er forskellen på en fred­saf­tale og en fred­spro­ces ? Hvad var Osloaftalen?
5. Hvad fik Israel / hhv. PLO ud af at indgå en aftale? Hvem fik mest ud af det?
6. Hvem var mod­standere af fred­saf­tal­en — hvorfor?
7. “Som palæsti­nenser skulle du tage still­ing til… ” — hvem ville du/I støtte, hvis… — begrund.
8. Hvem/hvad/hvorfor stoppede fredsprocessen?

---

Køreplan med forsinkelser — 2000 — 2006

Al Aqsa Intifadaen

Den 13. sep­tem­ber 2000 skulle en selvstændig palæsti­nen­sisk stat efter fred­sprocessens plan være udråbt. Den 28. sep­tem­ber 2000 besøgte Sharon Jerusalems Tem­pel­b­jerg i Øst-Jerusalem, hvor mus­limernes hel­lig­dom Al Aqsa Moskeen lig­ger. Det virkede meget pro­vok­erende på nogle palæsti­nensere, der opfat­tede besøget som en under­streg­n­ing af, at hele Jerusalem skulle høre under Israel. Det start­ede den anden palæsti­nen­siske Intifa­da, som i en vis for­stand ikke er slut end­nu. Oprør­erne krævede, at Israel skulle trække sig tilbage til 1967-grænserne, at bosæt­telserne på Vest­bred­den og Gaza blev fjer­net og at de palæsti­nen­siske fly­gt­ninge skulle have kom­pen­sa­tion for den jord, de var fly­gtet fra. Selv­mords­bombere ter­roris­erede atter Israel for at få israel­erne til at kræve sikker­hed fra deres regering. Antallet af selv­mords­bombere steg.

11. september 2001

Ter­ro­ran­gre­bet på USA i 2001 og den efter­føl­gende krig mod ter­ror i Afghanistan og Irak påvirkede også Palæsti­na-kon­flik­ten. Led­eren af det israelske Likud-par­ti, Ariel Sharon, mente at deres kamp mod palæsti­nen­siske ter­ror­is­ter var en par­al­lel sit­u­a­tion. Siden 2001 har USA der­for støt­tet Israels led­er Ariel Sharons hårde kurs over­for palæsti­nen­siske ter­ror-grup­per. Sam­tidig lagde USA dog (igen) vægt på, at Palæsti­na-kon­flik­ten måtte finde en varig løs­ning. Som i 1990/91 ønskede man ikke at Irak-kri­gen blev udlagt som et Vestens korstog mod Islam eller arabere, det var netop en kamp mod ter­ror­isme. Den danske statsmin­is­ter Anders Fogh Ras­mussen lagde også vægt på en løs­ning i Palæsti­na, da Dan­mark i 2003 val­gte at gå i krig i Irak:

Køreplan for fred 2002

Det inter­na­tionale sam­fund forsøgte i 2002 at puste nyt liv i fred­sprocessen. USA, Rus­land, FN og EU god­k­endte det år en såkaldt “Køre­plan for fred” som deres bud på en løs­ning. Pla­nen er bl.a. udar­be­jdet af den danske uden­rigsmin­is­ter Per Stig Møller.

Pla­nen består af 3 faser:

1. Det palæsti­nen­siske selvstyre skulle stoppe vold­en. Israelserne skulle trække deres mil­itær ud af det palæsti­nen­siske selvstyre­om­råde og fjerne nye bosæt­telser etableret efter 2000.
2. Etab­ler­ing af en egentlig palæsti­nen­sisk stat inden­for foreløbige grænser. (skulle være afs­lut­tet i 2003)
3. En inter­na­tion­al kon­fer­ence skulle drøfte de vanske­lige spørgsmål: Jerusalems sta­tus, fly­gt­nin­gene, bosæt­telserne og den endelige grænsedragning.

Køre­plan for fred min­der på mange måder om Osloaf­tal­en. Land for fred-prin­cip­pet bruges igen og nogle af de vanske­lig­ste prob­le­mer udsættes til senere. Pla­nens suc­ces? Tja…

Reaktioner

Palæsti­nenserne beg­y­n­dte at reformere deres selvstyre. Arafat blev tvunget til at trække sig tilbage til fordel for Abu Mazen som ny palæsti­nen­sisk statsmin­is­ter. Han over­talte ter­ro­ror­gan­i­sa­tion­erne, bl.a. Hamas og Islamisk Jihad, til en våben­hvile. Den varede desværre kun kort tid, for israel­sk mil­itær fort­sat­te i august 2003 jagten på palæsti­nen­siske ter­ror­is­ter. Israel gen­nem­førte mil­itærak­tion­er mod fly­gningele­jre, som de mente husede ter­ror­is­ter fra Hamas og Islamisk Jihad. Israel­sk mil­itær har dræbt flere ledere fra disse grup­per. I marts 2004 dræbte israel­sk mil­itær Hamas led­eren Ahmed Yasin. I 2002 bele­jrede de Arafats hov­ed­kvarter i Ramal­lah på Vest­bred­den, for­di de ikke mente, han gjorde nok for at stoppe volden.

I 2003 beg­y­n­dte Israel at opføre et 200 kilo­me­ter 8–10 meter højt cemen­thegn i grænseom­rådet ved Vest­bred­den. Heg­net har en sikker­hed­szone på 60–100 meter. For­målet med heg­net er at holde selv­mord­ster­ror­is­ter ude. Heg­net opføres delvist på palæsti­nen­sisk ter­ri­to­ri­um. På kor­tet til højre ses nogle tyrk­is­farvede områder nede omkring Jerusalem. Det er de israelske bosæt­telser på Vest­bred­den, som skal beskyttes mod palæsti­nen­sisk terror.

I juli 2004 erk­lærede Den Inter­na­tionale Dom­stol i Haag at sikker­hed­sheg­net var i strid med folk­eretten. Israel anerk­ender ikke denne kendelse.

Sam­tidig med denne hårde kurs på Vest­bred­den gen­nem­førte Sharon over­rask­ende også i 2005 en israel­sk tilbagetrækn­ing fra Gaza-striben. Ca. 8000 jødiske bosæt­tere blev fjer­net med magt af den israelske hær. Kri­tikere hævder, at dette skete for at fjerne inter­na­tion­al opmærk­somhed fra Vest­bred­den, især Øst­jerusalem, hvor der befind­er sig væsentlig flere jødiske bosæt­tere (ca. 400.000 har bosat sig ulovligt i disse områder gen­nem de sid­ste 30 år)

Meget tyder på, at Sharon var beg­y­n­dt at for­berede en ensidig israel­sk grænse­dragn­ing. Ved at give palæsti­nenserne Gaza-striben håbe­de han at få mere land på Vestbredden.

Palæstinenserne valgte Hamas

Yas­sir Arafat døde i novem­ber 2004 og en anden PLO-stifter, Mah­moud Abbas (Abu Mazen), blev val­gt af palæsti­nenserne som afløs­er. I 2006 fik Hamas fler­tal i det palæsti­nen­siske par­la­ment efter et demokratisk valg i selvstyret. Det skabte et kæm­peprob­lem for det inter­na­tionale sam­fund, der havde støt­tet det palæsti­nen­siske selvstyre økonomisk siden starten. Hamas er en ter­ro­ror­gan­i­sa­tion. Hamas anerk­ender ikke Israel. Man skulle vel heller ikke give penge til Al Qai­da?? På den anden side var Hamas jo demokratisk valgt.

I april 2006 stoppede EU og USA den økonomiske støtte til selvstyret. Sam­tidig med­delte de at støt­ten vil blive genop­taget, hvis Hamas anerk­ender Israel og lover ikke at bruge vold. (kilde: dr.dk) Det har bety­det, at selvstyret ikke har kun­net aflønne sine ansat­te — poli­ti, embedsmænd, lærere, osv.

Israel har nægtet og nægter stadig at forhan­dle med Hamas.

Israelerne valgte Kadima

I 2005 stift­ede Ariel Sharon et nyt par­ti, ‘Kadi­ma’, som satsede på fred med palæsti­nenserne som vigtig­ste mærke­sag. Fre­den skulle sikres ved at israel skulle trække sig tilbage fra besat­te områder og selv fastlægge statens grænser uden forhan­dling med palæstinenserne.

Den 4/1 2006 fik Ariel Sharon et slagtil­fælde og dermed endte hans poli­tiske kar­riere. Ehud Olmert over­tog for­mand­sposten i Kadi­ma og blev efter val­get i marts Israels statsmin­is­ter. Kadi­ma blev det største par­ti med 29 ud af 120 pladser i Knes­set, det israelske par­la­ment. Kadi­ma må alt­så samar­be­jde med andre parti­er og her opstår vanske­lighed­erne jo som regel.

Krig i Libanon

I som­meren 2006 udbrød der reg­ulær krig i Mellemøsten. Gueril­laer fra libane­siske Hizbol­lah skød tre og kid­nappede to israelske sol­dater. Hizbol­lah ville tvinge Israel til at fri­give libane­siske og palæsti­nen­siske fanger fra lan­dets fængsler. I de føl­gende uger gen­nem­førte Israel flere mil­itærak­tion­er ind i Libanon, der skulle ned­kæmpe Hizbol­lah. Men Hizbol­lah blev ved med at sende mis­siler ind i Israel. FN udar­be­jd­ede forslag til en våben­hvile, der trådte i kraft d. 14. august 2006.

Våben­hvilen blev udlagt som en sejr for Hizbol­lah. Det lykkedes nem­lig ikke for israel at opspore alle organ­i­sa­tio­nens medlem­mer. Israel virkede ikke læn­gere helt så mil­itært over­legen, som efter seks­dageskri­gen i 1967.

 

De vigtigste problemer i dag (2006)

Sit­u­a­tio­nen i Palæsti­na har desværre ikke ændret sig meget siden 1967. Prob­le­merne er stadig:

• Jerusalems sta­tus. Israel vil have hele Jerusalem som hov­ed­stad i Israel. Palæsti­nenserne ønsker en del af byen i deres frem­tidi­ge stat.
• De jødiske bosæt­telser på resten af Vest­bred­den og Golan
• De palæsti­nen­siske fly­gt­ninges mulighed­er for at vende hjem til områder, de er fly­gtet fra i 1948 eller 1967 eller alter­na­tivt at få en kompensation.
• Grænse­dragn­ing og anerk­endelse af de to stater.

Køre­pla­nen for fred har ikke hjulpet syn­derligt. Desværre kom­mer der nok flere ofre for selv­mords­bomber og terroristjagter.

---

Arbejdsspørgsmål til Køreplan med forsinkelser

1. Hvad betød 11/9 2001 for Palæstinakonflikten?
2. Hvor­for opførte Israel i 2003 en sikker­hedsmur om Jerusalem?

---

Litteratur: (desværre er mange links ikke længere aktive)

• Ander­sen, Lars Erslev: “Den tabte uskyld” Odense 2006.
• Ben­der, Johan: “Palæsti­naprob­lemet”, 3. udg. Gylden­dal 1999.
• DR Tema­side om kri­gen i Libanon
• Grøn­ning, Lasse Holm: Vest­bred­den: Ehud Olmerts satsning
• Jensen, Michael Irv­ing: Irak og Palæstina
• Jensen, Michael Irv­ing: Fra palæsti­nen­sisk selvstyre til Al Aqsa-intifadaen.
• Mach, Trine Per­tou: Genop­tag støt­ten til palæstinenserne
• Mørch, Søren og Anne Olsen: “Den nye ver­den­sor­den og kri­gen om Kuwait”, Sys­time 1995.
• Quandt, William B. : “Peace Process — Amer­i­can diplo­ma­cy and the Arab-Israeli Con­flict since 1967”, Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia Press 1993.
• Stort ‘Fak­talink’ om kon­flik­ten — kræver Skoda-koder
• Palæstina-info.dk 

Tek­sten sidst rev­ideret 28.02.2006