Mens vi venter på Obama

I kulis­serne arbe­jder diplo­mater og poli­tikere på en våben­hvile, så der ikke er kam­phan­dlinger, når Oba­ma tiltræder på tirsdag.

I dag udtalte FN’s gen­er­alsekretær Ban Ki-Moon efter et møde med Ægyptens udenrigsminister:

I repeat my call for an imme­di­ate and durable cease­fire… Hamas rock­et attacks must stop and at the same time I have been con­demn­ing the exces­sive mil­i­tary oper­a­tion by the Israelis.

Men der lig­ger stakke­vis af FN-res­o­lu­tion­er helt tilbage fra 1967, som parterne ikke har over­holdt. Alle ved, at USA er den eneste nation som kan lægge et tilstrække­ligt pres på Israel.

Efter granatchokket den 11/9 2001 så George Bush næsten udelukkende kon­flik­ten i en “either you are with us, or you are with the ter­ror­ists” — optik, hvor palæsti­nenserne var ter­ror­is­ter. (Det er Hamas jo også, men måske kunne man kigge lidt på årsagen til terroren.)

I dag kom det også frem at Osama Bin Laden opfor­dr­er til Jihad i Gaza:

Det vil i hvert fald ikke dæmpe gemytterne.

Oba­mas kom­mende uden­rigsmin­is­ter Hillary Clin­ton sagde i tirs­dags i sen­atet at USA vil arbe­jde for en to-stats løs­ning. Men hvor­dan? Hvem skal have Jerusalem? Skal fly­gt­ninge fra 1948/49 vende tilbage? Hvad skal der ske med de mere end 400.000 ulovlige jødiske bosæt­telser på Vestbredden?

“Yes, we can.…”