”Fag­di­dak­tik i his­to­rie” af Rune Chris­tiansen og Hei­di Eskelund Knud­sen er en letlæst og inspir­erende vit­a­minind­sprøjt­ning til en historielærerhverdag.

Efter et indle­dende kapi­tel med et overb­lik over skolefagets udvikling præsen­teres nogle aktuelle didak­tiske udfor­dringer som det at bal­ancere og pri­or­itere under­vis­ningsti­den mellem for­tid og his­to­rie, alt­så viden om ’Wie es eigentlich gewe­sen’ og arbe­jdet med tolkninger af /fortællinger om for­tiden. Når andre fag også beskæftiger sig i større eller min­dre omfang med his­to­rie og viden om for­tiden og enhver (næsten) kan google sig til kongerækken før du kan sige ’Chris­t­ian 2.’ – hvad er det så lige man skal lære i faget?

Chris­tiansen og Knud­sen men­er at his­to­rielær­eren skal lægge hov­ed­vægten på indlæring og anven­delse af fagets metabegre­ber og bruge en del kræfter på at relatere under­vis­nin­gen til elev­ernes ’livsver­den’ for at moti­vere dem for faget. Elev­erne får deres viden om for­tiden fra fik­tions­film og com­put­er­spil og denne his­to­riebrug kan vi nok i højere grad tage udgangspunkt i og forholde os kri­tisk til.

I to seper­ate kapitler beskrives en række ret konkrete under­vis­ningsek­sem­pler mål­ret­tet mod både folkeskolen og gym­nasi­et, som træn­er og udfor­dr­er elev­ernes metabegre­ber og his­to­riebe­v­id­s­thed som fx ’kilde­baseret grup­per­olle­spil’ og ’cv som his­to­riefortælling’. Nogle af øvelserne min­der om noget jeg har prøvet, andre kunne jeg nemt finde på at tage op i den nærmeste fremtid.

Det er en fin lille hånd­bog, som anbe­fales til alle som ønsker at holde sig ajour og videreud­vikle sin praksis.