Aappalutoqs 10-årige søn sultestrejker efter sin mors død og faderen beslutter at overdrage sønnen til Egede for at redde hans liv. Da han er kommet sig efter nogle måneder i Egedes varetægt, nægter han at vende tilbage, fordi han er blevet døbt. Frederik Christian, som han nu hedder, vælger til faderens (rød mands) fortrydelse den danske kultur frem for den grønlandske. Faderen kæmper gennem romanen for at vinde sønnen tilbage, og det kunne ses som et billede på kulturkampen om hele det grønlandske folk. Romanen skildrer et barsk hverdagsliv i kolonien med magtkampe, horeri, sygdomme og mission i en (u)skøn forening. Romanen er sine steder særdeles sanselig – Leines baggrund som sygeplejerske spiller måske ind her.
Danser Kim Leine med ulve?
Jeg er ikke så skarp på dansk/grønlandsk kolonihistorie, men nogle steder føles det som om der er gået lidt (post-)kolonial skyldfølelse ind over karaktererne. Danskerne er stort set nogle egoistiske banditter på forskellig vis, mens grønlænderne er uspolerede og lever i pagt med naturen. Frederik Christians overgang fra den grønlandske til den danske kultur ender da også tragisk. Kim Leine tager som en anden Kevin Costner i ”Danser med ulve” læseren under armen og viser hvordan de indfødte indianere spoleres af den kristne mission. Portrættet af Hans Egede er særdeles usympatisk, han nægter at døbe grønlændere og give dem frelsen, medmindre de kan citere den augsburgske trosbekendelse og fremsige fadervor. Han fremstilles som en radikaliseret fanatiker, der også dyrker alkymisme og stjæler sin hustrus optegnelser om Grønland. I kontrast til denne mørke patriark har vi hustruen Gertrud Egede, som tager koloniens forældreløse børn under sine vinger og vel fungerer som korrektiv til missionæren indtil hun sparker sin mand i ansigtet i vildelse kort før sin død i ét af bogens sidste kapitler. Hvis romanens billede er retvisende, burde man skifte statuen af Hans Egede i Kolonihavnen ud med en statue af Gertrud.
Jeg vil vædde på at trilogien vil blive filmatiseret, og hvis denne historie kommer til at repræsentere Danmarks kolonihistorie som Matador repræsenterer besættelsestiden i den kollektive bevidsthed, så vil det helt sikkert give den grønlandske selvstændighedsbevægelse mere vind i sejlene!
Fortid og fortælling
Et andet interessant aspekt ved romanen er dens leg med faktakoder og læserkontrakt. Mange af kapitlerne indledes med fiktive citater fra Hans Egedes dagbog. Kim Leine skriver selv i et efterskrift:
“Denne bog er en fiktion… man bør ikke læse den som en pålidelig historisk skildring… Tit er der en større sandhed og økonomi i digtet end i faktualiteten. Skønlitterære forfattere og historikere kan noget hver for sig. Det er magikeren versus magisteren. Så lad historikere skrive historie og lad forfattere skrive historier.”
Alligevel har Kim Leine en litteraturliste på mere end 20 titler og han har haft historikeren Hans Christan Gulløv til at ’luge ud i diverse fejl’. Men hvordan kan man tale om ’fejl’ i en fiktion? Magikeren Kim Leine må være skabsmagister. 😊
Rød mand/Sort mand kan bestemt anbefales, også til brug i undervisningen. Man kunne bygge et spændende dansk-historieforløb op omkring dansk kolonihistorie i Grønland.
Roman
Gyldendal
512
Skriv et svar