Linda Stone, tidligere Apple-chef og forfatter, nævner i artiklen i denne sammenhæng ”den fælles hukommelse”, som er en god beskrivelse af hvad internettet i grunden er – eller det er i hvert fald hvad vi bruger den til. For det er i sandhed nok den største følgesygdom af internettet at vi ikke behøver selv at lære noget, vi behøver ikke selv at huske noget, vi kan jo bare lige løbe ind til computeren og ’Google’ det.
Det er en forlængelse af Platons bekymring om det skrevne medie, om at skriftsprogets indtog ville medføre, at mennesket ville svigte dets egen evne til at huske og tænke selv. Og desværre lader dette også til at være en voksende tendens. Jeg ser det selv hver dag, i hver eneste lektion hvor vi bliver udsat for det rædsomme fænomen kaldet ”gruppearbejde”. Vi har hjemmefra læst og arbejdet med en tekst, som passer sig til det emne som vi nu engang er ved at behandle i det fag vi nu engang har. Teksten varierer mellem 2–10 sider, hvilket ikke er en urimelig lektie, hvis man spørger mig. I skolen bliver vi så delt op i grupper, ud fra hvor meget man har forberedt sig. Men selvom at man ender i gruppen med ’100 % ‘ så er det første der sker, når der i opgaven står ”redegør kort for teksten”, at en i gruppen siger ”jeg prøver lige at finde et resumé på [indsæt opslagshjemmeside her] …”. Det er højest foruroligende, for jeg er sikker på, at alle i gruppen har læst, det kender jeg dem alligevel nok til at kunne påstå, siderne er flittigt og elektronisk overstreget og nogle er endda tyvstartet på arbejdsspørgsmålene hjemmefra – alligevel er det uhyre sjældent at bare én i gruppen kan, uden at se ned i teksten, snakke frit om hvad han/hun har læst og selv starte en analyse af f.eks. tematik og personkarakteristik.
Det er endnu sjældnere at alle i gruppen kan koncentrere sig om arbejdet med lektien, uden lige at tjekke Facebook, Politiken.dk og en eller anden tilfældig shopping-side, som f.eks. hm.com/dk eller amazon.co.uk undervejs, her er jeg heller ikke selv undtaget.
Selv synes jeg at dette er en uhyggelig udvikling, men jeg er også stor tilhænger af den brede, boglige viden. Jeg har enorm stor respekt for gamle, gammelkloge mænd, som sidder dagen lang i deres hjemmebiblioteker og vender sider, for viden skyld. Jeg er stor fan af viden for videns skyld. Det passer desværre bare ikke ind i dette meget overfladiske, stressede, Nescafé-lav-en-”god”-kop-kaffe-på-30-sekunder-samfund som vi er ved at udvikle os til og det er i bund og grund helt vildt ærgerligt, for jeg tror ikke at det var dét der var meningen med internettet til at begynde med.
Det er som om at vi i dag har lært at misbruge internettet, for lige så meget som det er en kilde til hurtig viden, så er det også en kilde til kæmpe, kæmpe stor, bred, uendelig viden.Det er jo vidunderligt at det er blevet så let at lære! Hvis jeg f.eks. satte mig for at finde ud af hvordan en symaskine virker, så ville jeg kunne det, uden at skulle låne fem forskellige faglitterære bøger, som hver især indeholder måske 1–3 kapitler om emnet, for så at køre mig selv træt i opslag og uforståeligt sprog. Jeg kunne sætte mig her, foran min bærbare computer, for bare at kværne hjemmesider om emnet igennem, til jeg vidste alt. Det ville tage mig højest en dag. Måske seksten timer, hvis jeg faktisk satte mig for at skulle læse det og bruge tid på at være lidt kildekritisk. Men i stedet så drøner vi igennem alle disse skatkamre, med 180km/t, uden at suge noget til os, for det er der jo også i morgen.
I stedet for at misbruge og overse internettets egentlige muligheder, burde vi sætte os for at lærer noget, ligesom i de gode gamle dage. Det er blevet for nemt at lade som om vi ved noget som helst om noget som helst, det eneste det kræver, er en mobiltelefon og en uopmærksom lytter, og i løbet af to hurtige wikipedia-minutter, er vi pludselig eksperter i Platons Huleteori eller i kendetegn ved modernistiske tekster og billedkunst. Det tager kun to minutter. Og bagefter kan vi glemme det, så hurtigt som vi ”lærte” det, for ham/hende/dem vi snakkede med er allerede overbevist om, at dét ved vi alt om, og vil derfor aldrig spørge os igen. Og hvorfor skulle de også det? De kan jo lige så let som jeg, åbne for computeren og blive ekspreseksperter selv.
Generelt skal hele den måde vi bruger internettet på ændres, hvis vi vil gøre os nogle forhåbninger om ikke at miste evnen til at tænke selv. Nicholas Carr, amerikansk iagttager af digitale medier og forfatter til bøger og artikler om emnet, samt essayet ’Gør Google os dumme?’, udtaler som modspil til undersøgelser der viser, at brugen af internettet har gjort os bedre til at multitaske, til at være til stede her og nu og til at træffe svære beslutninger hurtigere, at brugen af internettet for hans eget vedkommende, har gjort ham til en mindre kritisk og mere overfladisk læser og en ringere tænker — og der er noget om snakken. For selv hvis det skulle være sandt, at vi skulle være blevet bedre til at multitaske og til at træffe svære beslutninger hurtigere, hvem siger så at det nødvendigvis skulle være en positiv ting? For i takt med at vi bliver bedre til at multitaske, må vi også blive dårligere til at fordybe os, præcis som jeg har oplevet det med mig selv.
Jeg oplever også på samme måde som han beskriver det, at folk er blevet langt mindre kritiske med de ting de læser på internettet. Generelt er det ikke svært at virke troværdig på nettet, det eneste det kræver, er en hjemmeside med et rent og æstetisk design, nogle artikler skrevet af folk som kalder sig cand., prof., osv.. Det er en meget simpel men meget effektiv måde at snige sig ind på folk og få dem til at stole på sig. Det handler pludselig mere om appel end om gode troværdige kilder, det er smeltet sammen på internettet og blevet til ét.
Men det er jo ikke helt skidt, for det er jo i den grad positivt at det er blevet så meget lettere for folk, som faktisk sidder inde med en helt utrolig viden, en god historie eller bare en bunke gode råd, at komme ud og igennem til folk, som de ellers aldrig ville kunne komme i kontakt med, uden internettet.
Vi lever i bloggens tidsalder, og hvis man ved hvordan og hvor man skal lede, så er det virkelig en fantastisk ting at få lov til at læse så mange lægfolksperspektiviske tekster om, bogstaveligt talt, alt mellem himmel og jord. Det er også fantastisk at man som blogger kan skrive et indlæg, og så vide at der faktisk er folk et sted, som sidder og læser det. Det er en helt ny måde at kommunikere med hinanden og det rummer utallige muligheder for udviklingen af det skrevne sprog, hvilket jo må siges at være en meget spændende og positiv del af udvekslingen af viden på nettet. Så længe at man husker at tage alt med et gran salt. (..)
Nicholas Carr stiller os spørgsmålet: Gør Google os dumme? Med ’Google’ mener han muligheden for at slå alting op på nettet. Muligheden for hurtig viden, lånt viden.
Svaret er tvetydigt. Hvis vi fortsætter med at udvikle os i retningen af, at internettet bliver én stor fælles hukommelse, og vi med tiden selv mister evnen til at lagre vigtig (og ligegyldig!) information, som følge af denne skimme-mentalitet vi befinder os i, så ja. Så gør Google os dumme. Det vil ende med at vi vil blive helt ude af stand til selv at tænke, huske eller mene, ligesom at vi langsomt men stødt vil miste evnen til at samle og koncentrere os om én ting ad gangen.
Hvis vi derimod er villige til at ændre på den måde vi bruger internettet på, eller i hvert fald være mere opmærksomme på hvad vi bruger det til og hvordan vi bruger det, så nej.
Internettet er en vidensrevolution! Det har aldrig har været lettere at tilegne sig ny viden, som det er lige nu. På internettet deler vi alt med alle. Det er i konstant bevægelse, det bliver hele tiden større. På internettet er vi alle lige og vi har alle én ting til fælles: vi elsker internettet.
Bevæger vi os væk fra denne tendens til at springe over hvor gærdet er lavest, og begynder vi i stedet at udnytte internettets uendelige muligheder, så nej, så gør Google os ikke dumme, så tror jeg tvært imod på at Google i dén grad kun vil gøre os klogere. Men det kræver at vi lærer at bruge internettet fornuftigt og symbiotisk med en mere klassisk og disciplineret form for tilegnelse af viden, sådan at vi ikke mister os selv i det.
Stoler vi så lidt på selv, at vi er nødt til at google en tekst for at se hvordan skal forståes? Eller er det bare dovenskab?
De fleste bærbare har en lille kontakt til at slå wifi til og fra. Den kan man jo lære eleverne at bruge. “Nu tager vi et offline gruppearbejde”.
På min skole er vi ved indføre UMS — et system, der gør at læreren kan lukke nettet for et helt hold eller enkelte elever.
Men bør vi ikke lære dem at slukke for knappen selv?
Skriv et svar