lektoren

Blog om undervisning i dansk og historie på gymnasiet

Gå offline med eleverne

9 min­ut­ters læsning
Jeg har mod­taget neden­stående essay fra Nadia Tra­b­jerg, og hun har givet mig lov til at dele uddrag her. Der er nogle inter­es­sante tanker om elevers brug af inter­net. Jeg har lavet lidt flere afs­nit i tek­sten for at gøre det mere læsev­en­ligt på nettet.

Lin­da Stone, tidligere Apple-chef og for­fat­ter, nævn­er i artiklen i denne sam­men­hæng ”den fælles hukom­melse”, som er en god beskriv­else af hvad inter­net­tet i grun­den er – eller det er i hvert fald hvad vi bruger den til. For det er i sand­hed nok den største følgesyg­dom af inter­net­tet at vi ikke behøver selv at lære noget, vi behøver ikke selv at huske noget, vi kan jo bare lige løbe ind til com­put­eren og ’Google’ det.

Kilde: Flickr, markeret til genbrug: http://www.flickr.com/photos/fboyd/3507672573/
Kilde: Flickr, mark­eret til gen­brug:
http://www.flickr.com/photos/fboyd/3507672573/

Det er en for­læn­gelse af Pla­tons bekym­ring om det skrevne medie, om at skrift­sprog­ets ind­tog ville med­føre, at men­nes­ket ville svigte dets egen evne til at huske og tænke selv. Og desværre lad­er dette også til at være en vok­sende ten­dens. Jeg ser det selv hver dag, i hver eneste lek­tion hvor vi bliv­er udsat for det ræd­somme fænomen kaldet ”grup­pear­be­jde”. Vi har hjem­me­fra læst og arbe­jdet med en tekst, som pass­er sig til det emne som vi nu engang er ved at behan­dle i det fag vi nu engang har. Tek­sten vari­er­er mellem 2–10 sider, hvilket ikke er en urimelig lek­tie, hvis man spørg­er mig. I skolen bliv­er vi så delt op i grup­per, ud fra hvor meget man har for­beredt sig. Men selvom at man ender i grup­pen med ’100 % ‘ så er det første der sker, når der i opgaven står ”redegør kort for tek­sten”, at en i grup­pen siger ”jeg prøver lige at finde et resumé på [ind­sæt opslagsh­jemme­side her] …”. Det er højest foruroli­gende, for jeg er sikker på, at alle i grup­pen har læst, det kender jeg dem alligev­el nok til at kunne påstå, siderne er flit­tigt og elek­tro­n­isk over­streget og nogle er end­da tyvs­tartet på arbe­jdsspørgsmå­lene hjem­me­fra – alligev­el er det uhyre sjældent at bare én i grup­pen kan, uden at se ned i tek­sten, snakke frit om hvad han/hun har læst og selv starte en analyse af f.eks. tem­atik og personkarakteristik.

Det er end­nu sjæld­nere at alle i grup­pen kan kon­cen­trere sig om arbe­jdet med lek­tien, uden lige at tjekke Face­book, Politiken.dk og en eller anden til­fældig shop­ping-side, som f.eks. hm.com/dk eller amazon.co.uk under­ve­js, her er jeg heller ikke selv undtaget.
Selv synes jeg at dette er en uhyggelig udvikling, men jeg er også stor tilhænger af den brede, bog­lige viden. Jeg har enorm stor respekt for gam­le, gam­melk­loge mænd, som sid­der dagen lang i deres hjem­me­bib­liotek­er og vender sider, for viden skyld. Jeg er stor fan af viden for videns skyld. Det pass­er desværre bare ikke ind i dette meget over­fladiske, stressede, Nescafé-lav-en-”god”-kop-kaffe-på-30-sekunder-samfund som vi er ved at udvikle os til og det er i bund og grund helt vildt ærg­erligt, for jeg tror ikke at det var dét der var menin­gen med inter­net­tet til at beg­y­n­de med.
Det er som om at vi i dag har lært at mis­bruge inter­net­tet, for lige så meget som det er en kilde til hur­tig viden, så er det også en kilde til kæmpe, kæmpe stor, bred, uen­delig viden.

Det er jo vidun­derligt at det er blevet så let at lære! Hvis jeg f.eks. sat­te mig for at finde ud af hvor­dan en symask­ine virk­er, så ville jeg kunne det, uden at skulle låne fem forskel­lige faglit­terære bøger, som hver især inde­hold­er måske 1–3 kapitler om emnet, for så at køre mig selv træt i opslag og uforståeligt sprog. Jeg kunne sætte mig her, foran min bær­bare com­put­er, for bare at kværne hjemmesider om emnet igen­nem, til jeg vid­ste alt. Det ville tage mig højest en dag. Måske sek­sten timer, hvis jeg fak­tisk sat­te mig for at skulle læse det og bruge tid på at være lidt kildekri­tisk. Men i stedet så drøn­er vi igen­nem alle disse skatkam­re, med 180km/t, uden at suge noget til os, for det er der jo også i morgen.

I stedet for at mis­bruge og overse inter­net­tets egentlige mulighed­er, burde vi sætte os for at lær­er noget, lige­som i de gode gam­le dage. Det er blevet for nemt at lade som om vi ved noget som helst om noget som helst, det eneste det kræver, er en mobil­tele­fon og en uop­mærk­som lyt­ter, og i løbet af to hur­tige wikipedia-min­ut­ter, er vi plud­selig ekspert­er i Pla­tons Hule­te­ori eller i kende­tegn ved mod­ernistiske tek­ster og billed­kun­st. Det tager kun to min­ut­ter. Og bagefter kan vi glemme det, så hur­tigt som vi ”lærte” det, for ham/hende/dem vi snakkede med er allerede over­be­vist om, at dét ved vi alt om, og vil der­for aldrig spørge os igen. Og hvor­for skulle de også det? De kan jo lige så let som jeg, åbne for com­put­eren og blive eksp­re­sekspert­er selv.

Generelt skal hele den måde vi bruger inter­net­tet på ændres, hvis vi vil gøre os nogle forhåb­ninger om ikke at miste evnen til at tænke selv. Nicholas Carr, amerikan­sk iagt­tager af dig­i­tale medi­er og for­fat­ter til bøger og artik­ler om emnet, samt essayet ’Gør Google os dumme?’, udtaler som mod­spil til under­søgelser der vis­er, at bru­gen af inter­net­tet har gjort os bedre til at mul­ti­taske, til at være til stede her og nu og til at træffe svære beslut­ninger hur­tigere, at bru­gen af inter­net­tet for hans eget ved­k­om­mende, har gjort ham til en min­dre kri­tisk og mere over­fladisk læs­er og en rin­gere tænker — og der er noget om snakken. For selv hvis det skulle være sandt, at vi skulle være blevet bedre til at mul­ti­taske og til at træffe svære beslut­ninger hur­tigere, hvem siger så at det nød­vendigvis skulle være en pos­i­tiv ting? For i takt med at vi bliv­er bedre til at mul­ti­taske, må vi også blive dårligere til at fordybe os, præ­cis som jeg har oplevet det med mig selv.

Jeg oplever også på samme måde som han beskriv­er det, at folk er blevet langt min­dre kri­tiske med de ting de læs­er på inter­net­tet. Generelt er det ikke svært at virke tro­værdig på net­tet, det eneste det kræver, er en hjemme­side med et rent og æstetisk design, nogle artik­ler skrevet af folk som kalder sig cand., prof., osv.. Det er en meget sim­pel men meget effek­tiv måde at snige sig ind på folk og få dem til at stole på sig. Det han­dler plud­selig mere om appel end om gode tro­værdi­ge kilder, det er smeltet sam­men på inter­net­tet og blevet til ét.

Men det er jo ikke helt skidt, for det er jo i den grad pos­i­tivt at det er blevet så meget let­tere for folk, som fak­tisk sid­der inde med en helt utrolig viden, en god his­to­rie eller bare en bunke gode råd, at komme ud og igen­nem til folk, som de ellers aldrig ville kunne komme i kon­takt med, uden internettet.

Vi lever i bloggens tid­salder, og hvis man ved hvor­dan og hvor man skal lede, så er det virke­lig en fan­tastisk ting at få lov til at læse så mange læg­folksper­spek­tiviske tek­ster om, bogstaveligt talt, alt mellem him­mel og jord. Det er også fan­tastisk at man som blog­ger kan skrive et indlæg, og så vide at der fak­tisk er folk et sted, som sid­der og læs­er det. Det er en helt ny måde at kom­mu­nikere med hinan­den og det rum­mer utal­lige mulighed­er for udviklin­gen af det skrevne sprog, hvilket jo må siges at være en meget spæn­dende og pos­i­tiv del af udvek­slin­gen af viden på net­tet. Så længe at man husker at tage alt med et gran salt. (..)

Nicholas Carr stiller os spørgsmålet: Gør Google os dumme? Med ’Google’ men­er han mulighe­den for at slå alt­ing op på net­tet. Mulighe­den for hur­tig viden, lånt viden.

Svaret er tvety­digt. Hvis vi fort­sæt­ter med at udvikle os i ret­nin­gen af, at inter­net­tet bliv­er én stor fælles hukom­melse, og vi med tiden selv mis­ter evnen til at lagre vigtig (og lig­e­gyldig!) infor­ma­tion, som følge af denne skimme-men­tal­itet vi befind­er os i, så ja. Så gør Google os dumme. Det vil ende med at vi vil blive helt ude af stand til selv at tænke, huske eller mene, lige­som at vi lang­somt men stødt vil miste evnen til at sam­le og kon­cen­trere os om én ting ad gangen.

Hvis vi der­i­mod er vil­lige til at ændre på den måde vi bruger inter­net­tet på, eller i hvert fald være mere opmærk­somme på hvad vi bruger det til og hvor­dan vi bruger det, så nej.

Inter­net­tet er en viden­srev­o­lu­tion! Det har aldrig har været let­tere at tileg­ne sig ny viden, som det er lige nu. På inter­net­tet del­er vi alt med alle. Det er i kon­stant bevægelse, det bliv­er hele tiden større. På inter­net­tet er vi alle lige og vi har alle én ting til fælles: vi elsker internettet.

Bevæger vi os væk fra denne ten­dens til at springe over hvor gærdet er lavest, og beg­y­n­der vi i stedet at udnytte inter­net­tets uen­delige mulighed­er, så nej, så gør Google os ikke dumme, så tror jeg tvært imod på at Google i dén grad kun vil gøre os klogere. Men det kræver at vi lær­er at bruge inter­net­tet for­nuftigt og sym­bi­o­tisk med en mere klas­sisk og dis­ci­plineret form for tileg­nelse af viden, sådan at vi ikke mis­ter os selv i det.

Stol­er vi så lidt på selv, at vi er nødt til at google en tekst for at se hvor­dan skal forståes? Eller er det bare dovenskab?

De fleste bær­bare har en lille kon­takt til at slå wifi til og fra. Den kan man jo lære elev­erne at bruge.  “Nu tager vi et offline gruppearbejde”.

På min skole er vi ved ind­føre UMS — et sys­tem, der gør at lær­eren kan lukke net­tet for et helt hold eller enkelte elever.

Men bør vi ikke lære dem at slukke for knap­pen selv?


Udgivet

i

, ,

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *