“Jerusalem is not a settlement (bosættelse) ; it’s our capital”,
sagde Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, i en tale i AIPAC i denne uge.
Dermed fastholder han og Israels regering at Østjerusalem, som Israel har besat siden 6‑dages krigen i 1967, skal være en del af en israelsk stat til stor frustration for palæstinenserne og mange andre i hele verden.
I 1964 oprettedes PLO, som ønskede Staten Israel fjernet, så man kunne etablere én stat i det tidligere britiske mandatområde Palæstina. Israel blev fra 1965 angrebet fra Jordan af Al Fatah og fra de syriske Golan-højder af små terrorgrupper, og derfor kan man opfatte 1967-krigen som den israelske stats legitime selvforsvar. Men ved 6‑dages krigen tredobledes det landområde som Israel havde efter uafhængighedskrigen i 1948–49.
Efter krigen i 1967 vedtog FN en resolution, der krævede at Israel skulle trække sig tilbage fra de erobrede områder:
The Security Council .…
1) Affirms that the fulfillment of Charter principles requires the establishment of a just and lasting peace in the Middle East which should include the application of both the following principles:
(i) Withdrawal of Israel armed forces from territories occupied in the recent conflict;(i i) Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgment of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force;
Israel har aldrig trukket sig tilbage fra de erobrede områder (øst for den grønne linje på kortet). Skiftende israelske regeringer har sagt , at det gør man når de arabiske lande har anerkendt Israel (som det står i punkt 2) eller at man er nødt til at sikre sig mod terrorangreb. PLO har som bekendt anerkendt Israel som del af den stærkt forkomne og hensygnende “fredsproces”, som startede tilbage i 1993, men andre grupper som fx Hamas, siger at de vil stoppe deres angreb, når Israel har trukket sig tilbage fra de besatte områder. Det er specielt Jerusalem, som er det ømme punkt, med hellige steder for både muslimer, jøder og kristne.
Siden 1967 har Israel opført “bosættelser” i Østjerusalem — altså jødiske boligkomplekser, hvor der selvfølgelig flytter jøder ind. Det gjorde man altså selvom FN har krævet at Israel trækker sig tilbage (kan nogen huske, hvad begrundelsen var for at gå i krig mod Saddam Hussein … altså den officielle, ikke den med masseødelæggelsesvåben, som man aldrig fandt?)
Skiftende palæstinensiske repræsentanter har stort set siden 1993 krævet, at Israel stopper med at bygge bosættelser som forudsætning for at sætte sig ved forhandlingsbordet. I sidste uge annoncerede Netanyahu så at man vil opføre 1600 nye boliger i det besatte Østjerusalem, tilfældigvis mens USA’s vicepræsident Joe Biden var i Israel, så det så ud som om at USA var indforstået.
Hvorfor er denne konflikt så væsentlig? Fordi en del arabiske ledere bruger den til at hidse arabere op imod den vestlige verden. Et par eksempler:
“We declared jihad against the US government, because the US government is unjust, criminal and tyrannical. It has committed acts that are extremely unjust, hideous and criminal whether directly or through its support of the Israeli occupation.”
- Osama bin Laden — to CNN in March 1997
“Enhver, der anerkender Israel, vil brænde op i den islamiske nations vrede. Når en muslimsk leder anerkender det zionistiske regime, betyder det, at han anerkender den islamiske verdens nederlag og overgivelse.”(Irans præsident Ahmadinejad, 2005)
Præsident Truman var den første, som tilbage i 1948 anerkendte den israelske stat, og USA har siden støttet og støtter Israel økonomisk og militært. Israel opfattes derfor — med en vis ret — som USA’s forlængede arm i Mellemøsten.
I dag har Netanyahu mødt Obama i Det hvide Hus, men der har ikke været nogen fotosessions, som der plejer. Hillary Clinton har ifølge NY times talt dunder til Netanyahu i 43 minutter — er USA ved at have fået nok?
Israelerne skaber jo også bare problemer for sig selv i al overskuelig fremtid, når man bliver ved med at bygge bosættelser og ignorere det internationale samfund. For den israelske stats egen skyld skal USA derfor nu stå fast og få stoppet planerne om nye bosættelser, så man kan få løst palæstinakonflikten, med en endelig grænsedragning mellem to selvstændige stater i Palæstina.
Kilder:
Johan Bender: Palæstinaproblemet. Gyldendal 1986.
Edit 31/3 : Folketingets udenrigspolitiske nævn har besøgt Palæstina og Høgni Hoydal, Margrethe Vestager og Mogens Lykketoft kommer frem til samme konklusion: Israels bosættelsespolitik er dybt skadelig for Israel selv, fordi den gør det helt umuligt at genoptage fredsforhandlingerne.
Skriv et svar