
Kristelig Dagblad

På omslaget kaldes bogen for en ’fortælling baseret på kendte og ukendte skikkelser og dokumenter fra tiden’. Der er 20 sider med kildehenvisninger til både samtidige kilder og aktørers senere erindringer, så dokumentation er der nok af, men historien (eller historierne) fortælles som en roman. Man bliver en smule genreforvirret ved læsningen af de første linjer: Først en vejrudsigt fra den pågældende dag og derefter historier fortalt i præsens fra synsvinkler tilhørende skiftende autentiske personer. Der krydsklippes mellem de forskellige personer, som i en film. Dog kommer den alvidende historikerfortæller indimellem med små forfatterkommentarer som i dette eksempel, hvor vi følger forfatteren Thomas Wolfe:
”at Berlin er epicentret for et brutalt diktatur – det interesserer alt sammen tilsyneladende ikke Tom. Ikke endnu.”
Thomas Wolfe var i Berlin for at markedsføre sin nye bog under olympiaden og lod sig begejstre for Berlins kultur- og natteliv og imponere over den nationalsocialistiske stats teknologiske og organisatoriske færdigheder under olympiaden – men nazisternes had til jøder og andre minoriteter bliver til sidst for meget for ham, og han bearbejder sine indtryk i en rejsebog, da han kommer hjem til USA.
Så det er altså ikke altid helt let at gennemskue hvad der er fiktion og fakta. Nogle af de fyndigste citater i bogen er udførligt dokumenteret i noterne, men hvad med de andre? Der findes også enkelte indre monologer i præsens på historiske personer…
”Herrliche Welt des Scheins”
Et centralt motiv i bogen er dobbeltheden mellem den pæne facade, som propagandaminister Goebbels gerne vil vise omverden af et mægtigt, freds- og førerelskende Tyskland – og så virkeligheden med diskrimination, forfølgelse og internering af forskellige segmenter af befolkningen. Sportsfesten i Berlin skulle gøre det godt igen efter tyskernes indmarch i Rhinlandet i foråret 1936. Nazisterne brugte også olympiaden til at konsolidere og legitimere deres magtovertagelse i 1933. En truende ”shitstorm” af udenlandsk boykot pga. Nürnberg-lovene blev afværget ved at tyskerne udtog en ”alibijøde” til olympiaden efter råd fra IOC.
Læseren kommer med til aftenselskaber hos de ledende nazister, fx Göring og Goebbels, som prøver at overgå hinanden i ekstravagance og selvfølgelig benytte lejligheden til at påvirke opinionen, hos de gæster, som har gennemskuet nazisterne. Goebbels sammenfatter en gallafest i sin dagbog med ”Tusind gæster, tusind gange sludder”.
I sommeren 36 opføres Sachsenhausen kun 40 minutter med S‑banen fra Berlins centrum. Lige for snuden af de udenlandske notabiliteter og kendisser som ikke ser andet end nazisternes olympiske Potemkin-kulisser.
i juli måned — altså før olympiaden – sender Hitler i hemmelighed 16 flyvemaskiner til den Iberiske halvø for at støtte Franco. To uger før olympiaden bliver 600 romaer arresteret og interneret i en lejr i Berlinbydelen Marzahn med kun 2 toiletter – kun 25 kilometer fra det olympiske stadion. Udhængsskabene med ”Der Stürmer” blev afmonteret og gemt væk i de 16 dage olympiaden varede – eller der blev sat sportsnyheder i dem. På legenes 12. dag henrettes den 22-årige Hans Giese efter en lov indført 1. juni 1936 med tilbagevirkende kraft for bortførelse af børn i afpresningsøjemed.
En anmelder bruger overskriften ”Herrliche Welt des Scheins” til en artikel om den kommende teatersæson på Scala – men den kunne også passe på Berlin under olympiaden. Brød og skuespil.
Raceforestillinger og praksis
Jesse Owens, som vandt 4 guldmedaljer i forskellige løbediscipliner og længdespring, var selvfølgelig en torn i øjet på nazisterne.
”Amerikanerne skulle skamme sig over at de vinder deres medaljer med negre. Jeg giver ikke denne neger hånden” knurrede Hitler på et tidspunkt i sin førerloge ifølge en kilde.
Vi følger Goebbels’ kvabbabelser, da han finder ud af at hans kone Magda Goebbels har en jødisk far… og mange andre historier.
Det er en anderledes, underholdende og oplysende læseoplevelse, som jeg vil anbefale alle historieinteresserede, men jeg vil nok ikke bruge bogen i undervisningen med mindre fokusset er på formidling af historie. Forfatteren har studeret historie, men arbejder som ”kommunikationsansvarlig” for Berlinerfilharmonikerne (det er sikkert derfor komponister og musik fylder forholdsvis meget, slår det mig nu) – og denne måde at fortælle historie på vil helt sikkert appellere til andre målgrupper end den fagtraditionelle fremstillingsform. Han fortæller i præsens, han bruger suspense i sine fortællerkommentarer om personerne – han dramatiserer, han underholder. Og sådan er det jo ikke nødvendigvis med de fremstillinger, vi præsenterer eleverne for, vel.. (host).
Skriv et svar