Oliv­er Hilmes ”Berlin 1936” fortæller his­to­ri­er fra Berlin i de 16 dage i august 1936 , hvor olympiaden  blev afholdt i Hitlers Berlin. His­to­ri­erne tager udgangspunkt i levn og beretninger af og om de aut­en­tiske per­son­er, som skil­dres. Det er et mylder af top­poli­tikere, diplo­mater, sport­sudø­vere og kun­st­nere af alle nation­aliteter og i kapi­tel 17 føl­ger en epi­log, som fortæller hvor­dan det gik med de omtalte per­son­er efter olympiaden.

På omslaget kaldes bogen for en ’fortælling baseret på kendte og ukendte skikkelser og doku­menter fra tiden’. Der er 20 sider med kilde­hen­vis­ninger til både sam­tidi­ge kilder og aktør­ers senere erindringer, så doku­men­ta­tion er der nok af, men his­to­rien (eller his­to­ri­erne) fortælles som en roman. Man bliv­er en smule gen­re­forvir­ret ved læs­nin­gen af de første lin­jer: Først en vejrudsigt fra den pågældende dag og derefter his­to­ri­er for­t­alt i præsens fra synsvin­kler tilhørende skif­tende aut­en­tiske per­son­er. Der kryd­sklippes mellem de forskel­lige per­son­er, som i en film. Dog kom­mer den alv­i­dende his­torik­er­fortæller indimellem med små for­fat­terkom­mentar­er som i dette eksem­pel, hvor vi føl­ger for­fat­teren Thomas Wolfe:

”at Berlin er epi­cen­tret for et bru­talt dik­tatur – det inter­esser­er alt sam­men tilsyneladende ikke Tom. Ikke endnu.”

Thomas Wolfe var i Berlin for at markeds­føre sin nye bog under olympiaden og lod sig bege­jstre for Berlins kul­tur- og nat­te­liv og imponere over den nation­al­so­cial­is­tiske stats tek­nol­o­giske og organ­isatoriske færdighed­er under olympiaden – men nazis­ternes had til jøder og andre minoriteter bliv­er til sidst for meget for ham, og han bear­be­jder sine  indtryk i en rejse­bog, da han kom­mer hjem til USA.

Så det er alt­så ikke altid helt let at gen­nem­skue hvad der er fik­tion og fak­ta. Nogle af de fyn­dig­ste citater i bogen er udførligt doku­menteret i noterne, men hvad med de andre? Der find­es også enkelte indre monologer i præsens på his­toriske personer…

”Her­rliche Welt des Scheins”

Et cen­tralt motiv i bogen er dobbelthe­den mellem den pæne facade, som pro­pa­gan­damin­is­ter Goebbels gerne vil vise omver­den af et mægtigt, freds- og før­erelsk­ende Tysk­land – og så virke­lighe­den med diskrim­i­na­tion, for­føl­gelse og interner­ing af forskel­lige seg­menter af befolknin­gen.  Sports­festen i Berlin skulle gøre det godt igen efter tyskernes ind­march i  Rhin­lan­det i foråret 1936. Nazis­terne brugte også olympiaden til at  kon­solid­ere og legit­imere deres mag­tovertagelse i 1933. En tru­ende ”shit­storm” af uden­land­sk boykot pga. Nürn­berg-lovene blev afvær­get ved at tyskerne udtog en ”ali­bi­jøde” til olympiaden efter råd fra IOC.

Læseren kom­mer med til aftensel­sk­aber hos de ledende nazis­ter, fx Göring og Goebbels, som prøver at overgå hinan­den i ekstrav­a­gance og selvføl­gelig benytte lej­lighe­den til at påvirke opin­io­nen, hos de gæster, som har gen­nem­skuet nazis­terne. Goebbels sam­men­fat­ter en gal­lafest i sin dag­bog med ”Tusind gæster, tusind gange sludder”.

I som­meren 36 opføres Sach­sen­hausen kun 40 min­ut­ter med S‑banen fra Berlins cen­trum. Lige for snuden af de uden­landske nota­biliteter og kendiss­er som ikke ser andet end nazis­ternes olymp­iske Potemkin-kulisser.

i juli måned — alt­så før olympiaden – sender Hitler i hem­me­lighed 16 fly­ve­mask­in­er til den Iberiske halvø for at støtte Fran­co. To uger før olympiaden bliv­er 600 romaer arresteret og interneret i en lejr i Berlin­by­de­len Marzahn med kun 2 toi­let­ter – kun 25 kilo­me­ter fra det olymp­iske sta­dion. Udhængssk­abene med ”Der Stürmer” blev afmon­teret og gemt væk i de 16 dage olympiaden varede – eller der blev sat sport­sny­hed­er i dem. På leg­enes 12. dag hen­rettes den 22-årige Hans Giese efter en lov ind­ført 1. juni 1936 med tilbagevirk­ende kraft for bort­førelse af børn i afpresningsøjemed.

En anmelder bruger over­skriften ”Her­rliche Welt des Scheins” til en artikel om den kom­mende teater­sæ­son på Scala – men den kunne også passe på Berlin under olympiaden. Brød og skuespil.

Race­for­estill­inger og praksis

Jesse Owens, som vandt 4 guldmedal­jer i forskel­lige løbe­dis­ci­plin­er og længde­spring, var selvføl­gelig en torn i øjet på nazisterne.

”Amerikan­erne skulle skamme sig over at de vin­der deres medal­jer med negre. Jeg giv­er ikke denne neger hån­den” knurrede Hitler på et tid­spunkt i sin før­erloge ifølge en kilde.

Vi føl­ger Goebbels’ kvab­ba­belser, da han find­er ud af at hans kone Mag­da Goebbels har en jødisk far… og mange andre historier.

Det er en anderledes, under­hold­ende og opl­y­sende læseo­plevelse, som jeg vil anbe­fale alle his­to­riein­ter­esserede, men jeg vil nok ikke bruge bogen i under­vis­nin­gen med min­dre fokus­set er på formidling af his­to­rie. For­fat­teren har stud­eret his­to­rie, men arbe­jder som ”kom­mu­nika­tion­sans­varlig” for Berlin­er­fil­har­monikerne (det er sikkert der­for kom­pon­is­ter og musik fylder forholdsvis meget, slår det mig nu) – og denne måde at fortælle his­to­rie på vil helt sikkert appellere til andre mål­grup­per end den fag­tra­di­tionelle frem­still­ings­form. Han fortæller i præsens, han bruger sus­pense i sine fortællerkom­mentar­er om per­son­erne – han drama­tis­er­er, han under­hold­er. Og sådan er det jo ikke nød­vendigvis med de frem­still­inger, vi præsen­ter­er elev­erne for, vel.. (host).