”Min besæt­telse – 50 års liv­tag med his­to­rien” er en opsam­ling af 20 tidligere udgivede essays fra 1965 — 2015 af Claus Bryld omhan­dlende besæt­telses­ti­dens historie.

De er delt ind efter 4 forskel­lige forskel­lige temaer:

1. Kon­flikt eller for­son­ing – et per­son­ligt dilemma
2. Kam­p­en for åben­hed og opklar­ing – his­torik­eren som aktivist
3. Erindringspoli­tiske konflikter
4. Besæt­telse og ret­sopgør i uni­ver­sal­is­mens lys

I de første essays fortæller Claus Bryld om sin egen per­son­lige besæt­telse af besæt­telses­ti­den. Claus Bryld er født i 1940 som søn af den danske nazist og land­sretssagfør­er Børge Bryld, som blev idømt 8 års fængsel ved ret­sopgøret i 1945 efter lov­givn­ing med tilbagevirk­ende kraft for at være led­er af det danske nazist­par­tis juridiske råd.  Han fik også frataget sine borg­erlige ret­tighed­er, herun­der ret­ten til at udøve sagfør­ervirk­somhed eller blive ansat i det offentlige. Børge Bryld havde 3 brø­dre som også fik hårde straffe – i alt 41 års fængsel blev de idømt (!). Den per­son­lige besæt­telse­shis­to­rie har Claus Bryld i øvrigt også udfold­et i bogen ”Hvilken befrielse” fra 1995.

Det er ikke svært at sætte sig ind i at det må have været en tung byrde at vokse op med for Claus Bryld – og det blev en per­son­lig besæt­telse for ham: Kon­flik­ten mellem en pri­vat loy­alitet og respekt for faderen og herefter i teenageårene faderopgør og afs­tand­ta­gen – og man fornem­mer at søn­nen ikke har fået talt ud med sin far.

Claus Bryld forsvar­er ikke sin fars poli­tiske over­be­vis­ning, men prob­lema­tis­er­er det efter­ra­tionalis­erende og dobbelt­moralske ret­sopgør og den selek­tive danske his­to­riehukom­melse eller erindring, når det gælder besættelsen.

Stig­ma­tis­erin­gen af faderen og dermed søn­nen har været en vigtig dri­vkraft for his­torik­eren Claus Brylds arbe­jde kan man mærke. For­målet har ikke været at rense Børge Bryld for skyld, men at påvise efter­ra­tionalis­erin­gen og måske udfor­dre dem som sid­der på den høje moralske hest ved at få flere for­tiede his­to­ri­er frem fra besæt­telsen. Blandt andet gøres der et stort num­mer ud af at de danske kul­turper­son­lighed­er Knud W. Jensen og Ole Wiv­el under besæt­telsen frater­niserede med tyskeren Fritz Waschni­tius i broder­sk­a­bet ’Rin­gen’ – et forhold de siden har for­ti­et. Brylds kon­trafak­tiske pås­tand er så at vi ikke ville have haft Louisiana og Gylden­dal, hvis det var kom­met frem noget før.

Bogens tred­je del inde­hold­er de bed­ste essays, synes jeg. Det han­dler om erindringspoli­tik og his­to­riebrug. I ’besæt­telses­ti­den som patri­o­tisk prak­sis’ gen­nemgår Bryld forskel­lige eksem­pler på at det skaber prob­le­mer, når his­torik­erne udfor­dr­er den ”almin­delige danskers” eller erindrings­fæl­lessk­a­bets fortælling om besæt­telses­ti­den – men også at erindrings­fæl­lessk­a­bets fortælling sagtens kan leve videre uan­fægtet af historieforskning.

Essays fra bogen kan bestemt bruges til SRP og måske i AT-pro­jek­ter med sprog- eller mediefag, hvor man kunne tage fat i his­to­riefortælling og fortæl­lete­ori. Claus Bryld påvis­er at en frem­still­ing af Jør­gen Hæstrup om besæt­telses­ti­den føl­ger beretter­mod­ellen – men gør det forhold så frem­still­in­gen min­dre lødig eller objektiv?

”Min besæt­telse” er en god og lev­ende ind­føring i besæt­telses­ti­dens his­to­ri­ografi –og den påvis­er og fork­lar­er hvor­for og hvor­dan his­to­rieskrivnin­gen ændres over tid.