De er delt ind efter 4 forskellige forskellige temaer:
- Konflikt eller forsoning – et personligt dilemma
- Kampen for åbenhed og opklaring – historikeren som aktivist
- Erindringspolitiske konflikter
- Besættelse og retsopgør i universalismens lys
I de første essays fortæller Claus Bryld om sin egen personlige besættelse af besættelsestiden. Claus Bryld er født i 1940 som søn af den danske nazist og landsretssagfører Børge Bryld, som blev idømt 8 års fængsel ved retsopgøret i 1945 efter lovgivning med tilbagevirkende kraft for at være leder af det danske nazistpartis juridiske råd. Han fik også frataget sine borgerlige rettigheder, herunder retten til at udøve sagførervirksomhed eller blive ansat i det offentlige. Børge Bryld havde 3 brødre som også fik hårde straffe – i alt 41 års fængsel blev de idømt (!). Den personlige besættelseshistorie har Claus Bryld i øvrigt også udfoldet i bogen ”Hvilken befrielse” fra 1995.
Det er ikke svært at sætte sig ind i at det må have været en tung byrde at vokse op med for Claus Bryld – og det blev en personlig besættelse for ham: Konflikten mellem en privat loyalitet og respekt for faderen og herefter i teenageårene faderopgør og afstandtagen – og man fornemmer at sønnen ikke har fået talt ud med sin far.
Claus Bryld forsvarer ikke sin fars politiske overbevisning, men problematiserer det efterrationaliserende og dobbeltmoralske retsopgør og den selektive danske historiehukommelse eller erindring, når det gælder besættelsen.
Stigmatiseringen af faderen og dermed sønnen har været en vigtig drivkraft for historikeren Claus Brylds arbejde kan man mærke. Formålet har ikke været at rense Børge Bryld for skyld, men at påvise efterrationaliseringen og måske udfordre dem som sidder på den høje moralske hest ved at få flere fortiede historier frem fra besættelsen. Blandt andet gøres der et stort nummer ud af at de danske kulturpersonligheder Knud W. Jensen og Ole Wivel under besættelsen fraterniserede med tyskeren Fritz Waschnitius i broderskabet ’Ringen’ – et forhold de siden har fortiet. Brylds kontrafaktiske påstand er så at vi ikke ville have haft Louisiana og Gyldendal, hvis det var kommet frem noget før.
Bogens tredje del indeholder de bedste essays, synes jeg. Det handler om erindringspolitik og historiebrug. I ’besættelsestiden som patriotisk praksis’ gennemgår Bryld forskellige eksempler på at det skaber problemer, når historikerne udfordrer den ”almindelige danskers” eller erindringsfællesskabets fortælling om besættelsestiden – men også at erindringsfællesskabets fortælling sagtens kan leve videre uanfægtet af historieforskning.
Essays fra bogen kan bestemt bruges til SRP og måske i AT-projekter med sprog- eller mediefag, hvor man kunne tage fat i historiefortælling og fortælleteori. Claus Bryld påviser at en fremstilling af Jørgen Hæstrup om besættelsestiden følger berettermodellen – men gør det forhold så fremstillingen mindre lødig eller objektiv?
”Min besættelse” er en god og levende indføring i besættelsestidens historiografi –og den påviser og forklarer hvorfor og hvordan historieskrivningen ændres over tid.

Historie
Roskilde Universitetsforlag
274

Skriv et svar