lektoren

Ole Chris­t­ian Mad­sens film om de to modi­ge danske mod­stands­folk Bent Faurschou-Hvi­id og Jør­gen Haa­gen Schmidt har fort­jent sin suc­ces. Det er en under­hold­ende og medrivende film. Den frem­stiller ikke de to hov­ed­per­son­er som teg­ne­seriehelte, dog virk­er Mads Mikkelsens Cit­ron med sit hold-up mod den nazis­tiske køb­mand lidt mere anløben end Flammen.

Det er ikke som i amerikanske krigs­film fra 50’erne og 60’erne, hvor det er meget let at iden­ti­fi­cere de gode og de onde. Da jeg så fil­men, ændrede jeg løbende opfat­telse af spi­o­nen Ket­ty Selmer, der både lig­ger i med Flam­men og gestapoc­hefen, og poli­ti­ad­vokat Leifer, der beor­drede likvideringer af tyskere, som han selv havde samar­be­jdet med. Gestapoc­hefen ændres også nærmest til “good guy”, da han griber ind over­for tyske sol­dater, der hån­er Flam­m­mens og Cit­ro­nens lig tilsidst.
I fil­men er det alt­så ikke så enty­digt, hvem der er helte og hvem der er skurke — bort­set fra Schal­burg-korpset. De rigtige mod­stands­folk må også have haft svært ved at vide, hvem de kunne stole på, så her tror jeg fil­men giv­er et real­is­tisk billede af tidens paranoia.

Et prob­lem kan være, at “Flam­men og Cit­ro­nen” nu kom­mer til at repræsen­tere besæt­telses­ti­den for kom­mende gen­er­a­tioner, som his­torik­eren Niels Wium Ole­sen skriv­er i en debat på avisen.dk Fik­tions­film har stor betyd­ning for unges his­to­rieop­fat­telse, det kan jeg som under­vis­er skrive under på.
Mod­stand­skam­p­en var meget andet end likvideringer. Den ille­gale presse og sab­o­tageak­tion­erne fylder ikke meget i fil­men, som heller ikke fortæller om de 1800 danskere, der kæm­pede for tyskerne på øst­fron­ten i Friko­rps Dan­mark eller de ca. 100.000 danskere, som arbe­jd­ede i Tyskland.

Men det kan man jo ikke bebre­jde Ole Chris­t­ian Mad­sen og Nim­bus film, der har kun­st­ner­isk fri­hed til at lave den film, de vil. “Frit baseret på virke­lige hæn­delser”, stod der vist i starten.

Og dog. Instruk­tøren leg­er lidt med koderne, da fil­men starter med aut­en­tiske klip. I en kort scene præsen­teres Flam­mens tilholdsst­ed med til­fø­jet fal­sk pati­na — man ser Thure Lind­hardt på støvede og ridsede billed­er. Er det for­di instruk­tøren godt ved, at his­toriske fik­tions­film påvirk­er historieopfattelsen ?

Nu ven­ter vi bare på fil­men om de danske anti­helte fra besæt­telses­ti­den. Der lig­ger sikkert mass­er af spæn­dende værnemager-his­to­ri­er, der ven­ter på at blive for­t­alt i de gam­le pro­tokoller fra ret­sopgøret efter 1945.

Mon “Hipoen og Værnemageren” vil lokke 350.000 i biografen ?

Vil du vide mere, så prøv Fri­hedsmuseets webud­still­ing om Flam­men og cit­ro­nen eller læs kro­nikken af Bent Koch, tidligere medlem af Hol­ger Danske.

Fædrelandet!