Kilde: Jon Rogers, Flickr
Jeg har lige været på EU-kursus for historielærere. 5 dygtige oplægsholdere og en didaktisk workshop.
På vej hjem kom jeg til at spekulere lidt på om EU fylder for lidt i vores undervisning, når nu 50–60% af dansk logivning kommer fra EU ?
Er det måske endda lige så vigtigt for vores studenter at forstå baggrunden for Lissabontraktaten som den danske grundlov?
Læreplanen i historie for stx, siger at kernestof efter 1914 er:
1914–1989: Kampen om det gode samfund
– ideologiernes kamp
– velfærdsstaten
– afkolonisering
– Murens fald.
1989‑i dag: Det globale samfund
– Danmarks internationale placering
– europæisk integration
– nye grænser og konflikter.
(Hvorfor kommer europæisk integration først efter 1989?!)
Historieundervisningen skal nu indeholde 9–15 forløb i fagets kernestof. Mit indtryk er at mange historielærere ikke laver selvstændigt forløb i EU’s historie, men tager det ind i fx forløb om ‘Danmark efter 1945’ eller ‘Danmarks internationale placering’ el. lignende.
Og der er virkelig også mange ting vi skal nå, men hvis man kun får 2 lektioner i 3.g om den der klub nede i Bruxelles, som vi melder os ind i i 1973, så bidrager vi ikke til en mere oplyst debat om hvad der foregår i EU. Tænker vi “det må være samfundsfag”?
‘Dem mod os’
EU’s charter om grundlæggende rettigheder har fra december 2009 haft direkte retsvirkning i Danmark, og danske statsborgere kan anlægge sag mod den danske stat ved EU-domstole, hvis rettighederne overtrædes.
Fx har Danmark afvist ansøgninger om SU fra EU-borgere, som er kommet til Danmark for at studere, men vi er efter en dom ved EU-domstolen blevet nødt til at rette ind.
Men hov, nu kom jeg selv til at skrive ‘vi må rette ind’ — og det illustrerer ét af EU-problemerne i en nøddeskal: Europæisk politik ses stadig i en ‘dem mod os’- optik. Men vi har jo selv meldt os ind i klubben og har været med til at vedtage reglerne. Vi melder os jo heller ikke ud af Folketinget, hvis der vedtages en lov, som vi ikke er enige i.
EU er en politisk platform, ikke en politisk modstander.
Fastholder historiefaget, politikerne og danske medier en falsk nationalstatslig, borgerlig offentlighed ?
Underviser vi i virkeligheden frem mod målet ‘ Kongeriget Danmark, Den Suveræne Stat anno 1972’ — sådan blev det til — og derfor er det godt? Grundlovsrevisionen i 1866 var et tilbageslag, men så fik vi heldigvis parlamentarismen i 1901 og velfærdsstaten i 1960’erne.
Hvem har egentlig interesse i at der opstår en europæisk offentlighed udover EU-parlamentarikere og kommissær Hedegaard?
Christiansborgpolitikere har måske ikke den store interesse i at fortælle, at så mange beslutninger ikke vedtages af dem. De skal jo vælges og vise at de gør en forskel og respekt for det.
Danske medier prioriterer Christiansborg-politik langt højere end Bruxelles-politik og dækker ikke rigtig EU-parlamentsvalgene. Er det fordi befolkningen ikke gider høre om det eller fordi de ikke er klædt på i gymnasiet til at forstå, hvad der foregår? Det bliver under alle omstændigheder en ond cirkel.
Den grove ‘Follow the money’ — version : Christiansborgpolitikere og lærere lønnes af staten, som de så legitimerer. De (ud)danner en nationalstatslig, borgerlig offentlighed, som efterspørger nationalstatslige historier, som medierne leverer.
“Lakridspibegate” fik Connie Hedegaard til at fare i det virtuelle blækhus med en ordentlig bandbulle til danske medier. Vel talt.
Jeg tror vi som historielærere har et medansvar her. Og ja, helt ærligt, jeg synes det er vigtigere end at bruge 10 lektioner på Inka-riget.
Jamen, Lars, er du så ikke bare ude på at legitimere EU? Nej, jeg er ude på at eleverne skal forstå den historiske baggrund for deres samtid — det er jo for hulen historiefagets raison d’être.
For at sætte det på spidsen, så kunne man måske sammenligne det med at mine elever kun lærte om Herning Kommunes historie og læste kilder om beslutninger i Herning Byråd. Absurd tanke, ikke?
Skriv et svar