Discoormene er en sjov og underholdende lille film om individets kamp med sin sociale arv.
Regnormen Bjarne bor under jorden, i hvad der ligner et almindeligt forstadskvarter. Hans mor presser på for at han kan få arbejde i kompostvæsenet, men Bjarne har ikke meget lyst til at sortere og arkivere blade resten af sit liv.
Ved et tilfælde finder han en discoplade fra ’77, og den sætter gang i drømmen om en karriere som discostjerne, og førstepræmien i et TV-talentshow.
Bjarne får samlet bandet “Bjarne og discoormene”, og de går i øveren, hvor der skal slibes nogle musikalske kanter. Der er en meget sjov scene, hvor leadguitaristen spiller riffet fra AC/DC’s “Thunderstruck” til et disconummer.
Bassisten Niller forsøger ved siden af popkarrieren at passe sit mellemlederkursus — der er langt fra discodrømmene til hverdagen i kompostvæsenet.
Ligesom soul- og discomusikkens sorte udøvere måtte kæmpe mod fordomme og snobberi fra hvide, så får regnormene besked på, at de ikke må hedde “Regnormene”.
Bjarnes værste rival, også til sangerinden Gurlis gunst, er den selvfede bille Tony Dennis, som tydeligvis er baseret på den hvide crooner Tony Bennett.
Discoormen Bjarne kunne godt minde lidt om Teodor Amsted i “Den forsvundne fuldmægtig”. Et røvkedeligt hverdagsliv med faste rutiner og uden overraskelser.
Regnormene Bjarne og Niller tumler således med et særdeles genkendeligt problem: Hvorfor skal vi gå på arbejde eller i skole hver dag, når vi hellere vil … booogie?
Skriv et svar