lektoren

Dig­i­tal læring i gymnasieskolen

Hvis man tænker på hvor meget sam­fun­det har ændret sig på mange områder de sid­ste 200 år, så er det lidt påfaldende at én lær­er stadig under­vis­er 20–30 elever i ét lokale i ét fag i langt de fleste til­fælde på vores skol­er. Og hvis lær­eren ikke kan møde op fysisk i samme lokale, så er under­vis­nin­gen aflyst.

På https://www.coursera.org/ udby­der anerk­endte uni­ver­siteter et hav af gratis onlinekurs­er om alt fra pro­gram­mer­ing til psykolo­gi. I Dan­mark prøver forskel­lige kom­mer­cielle aktør­er at gøre det samme, men burde vi lærere ikke selv gøre det? Jeg synes at https://www.frividen.dk/ er et glim­rende ini­tia­tiv. Hvornår får vi det første online gym­na­si­um, hvor elev­erne kan sam­men­sætte deres egen stu­den­terek­samen ved at gen­nem­føre X onlinekurs­er fra skolens portal?

For snart 5 år siden skrev jeg om onlinekurs­er på it i gym­nasi­et . Når vi byg­ger et for­løb i Lec­tio, så kunne det godt minde om et onlinekur­sus med video­er og quizzer osv, men det er jo stadig bygget op omkring én time, ét hold – tankegan­gen, og det er lær­eren som bestem­mer tem­po­et og doser­er for­lø­bet time for time. Det kunne være sjovt at lave et his­to­riekur­sus, som elev­erne kan gen­nem­føre asynkro­nt online. En sekvens af video­er, fak­taquizzer, evt. udformet som små spil, ful­gt op af to-tre kilder, som elev­erne skal analy­sere skriftligt og som et men­neske senere bedøm­mer. Men det er selvføl­gelig et prob­lem at finde tid til at lege med det.

Dig­i­tal inter­ak­tion er lige så værdi­fuld som fysisk interaktion

Men med dig­i­tal læring er der jo ingen social inter­ak­tion med klassekam­mer­ater­ne og med lær­eren, ind­ven­der du? I bogen beskrives det, hvor­dan den unge gen­er­a­tion af ”mil­lenials” ikke opfat­ter dig­i­tale inter­ak­tion­er som anden­rangs. De er lige så virke­lige og værdi­fulde for dem som enhver anden inter­ak­tion, se bare på den tid, de bruger på sociale medi­er. Min egen søn på 16 købte sig for nylig adgang til en amerikan­sk trom­me­un­dervis­ningsportal med video­er. (Han opsagde det dog igen, for­di han ikke havde tid nok til at se video­erne). Han har stud­eret både klaver- og gui­tar­spil på Youtube. Jeg men­er ikke at lær­eren og fysisk samvær med elev­erne kan und­væres, men er vi gode nok til at udnytte de dig­i­tale mulighed­er i gymnasieskolen?

Design et dig­i­talt læringsforløb

I ”Dig­i­tal læring” fortæl­ller cand. comm. og læringskon­sulent Julie Koch om sine erfaringer med at under­vise med dig­i­tale værk­tø­jer. Hun gen­nemgår mulighed­er og bar­ri­er­er i første del og derefter han­dler sid­ste del om dig­i­talt lærings­de­sign i prak­sis, alt­så gode råd til at bruge dig­i­tale værk­tø­jer til at lave dig­i­tale under­vis­nings­for­løb. Erfaringerne og eksem­plerne er ikke lige høstet inden for gym­nasiever­de­nen, men der­for kan nogle af dem godt over­føres eller give inspi­ra­tion til gym­nasielærere. I bogen giv­er Julie Koch gode råd til at opstille et overord­net mål for kurset og nogle suc­ceskri­terier. Derefter skal man opløse målet i nogle delmål, som man så kan quizze elev­erne i: ”Min erfar­ing er at dig­i­tal læring bedst lykkes, hvis man del­er ind­hold­et op i min­dre bid­der og definer­er et læringsmål for hver af disse”. Com­pu­ta­tion­al didak­tisk think­ing. Julie Koch anerk­ender at forskel­lige viden­styper kalder på forskel­lige læringstil­gange. Det er jo klart nem­mere at lave en online test i fak­tuel viden om kongerækken, end det er at lave en test i demokratisk dan­nelse og med­borg­er­skab. Men måske kunne man godt lave et online kur­sus i en færdighed som kilde­analyse? Bogen fores­lår for­sigtigt forskel­lige it-værk­tø­jer, men Julie Koch ved godt at der hele tiden kom­mer nye til, så bogen inde­hold­er mere didak­tiske overve­jelser, end it, hvilket er et plus.

Viden­del­ing i prak­s­is­fæl­lessk­aber – work­ing out loud

Sid­ste del af bogen han­dler om viden­del­ing i virk­somhed­ers ”prak­s­is­fæl­lessk­aber”, og her tror jeg mange uddan­nelsesledere vil kunne få inspi­ra­tion til deres skole. Mange lærere bruger allerede face­book­grup­per som dig­i­tale lejr­bål, hvor de åbent tør fortælle om deres udfor­dringer og får værdi­fuld feed­back fra fagkol­leger, som de sikkert aldrig møder i virke­lighe­den. Jeg gæt­ter på at nogle lærere får mere faglig spar­ring på Face­book end de gør fra deres egne kol­leger. Prob­lemet ved det er at man skal acceptere Face­books vilkår for at være med. Er det godt nok?

Hvor­dan viden­de­les der bedst muligt i fag­grup­perne? Hvor­dan undgår man at fag­grup­perne bliv­er silo­er i organ­i­sa­tio­nen? Hvor­dan skaber man en kul­tur, hvor man tør fejle og fortælle om sine fejl? Disse spørgsmål kan man også finde inspi­ra­tion til at arbe­jde med i bogen.

Jeg har i øvrigt startet historielaerer.dk i håbet om at det kunne blive et sådant dig­i­talt lejr­bål for his­to­rielærere, hvor Face­book ikke dik­ter­er vilkårene.

Bogen inde­hold­er mange fig­ur­er og er generelt let læselig – dog er øver­ste afs­nit s. 137 smut­tet for kor­rek­turlæseren —  det bør rettes til en evt. 2.udgave.