lektoren

An arrow divider
Springsteen i Herning 2009

Bruce i Herning

6 min­ut­ters læsning

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=ry_xr6nc1Gg]

I videoen ses Bruce med en af de fan­tasi­fulde sangønsker. Det er vist­nok en gui­tar — som han i øvrigt knækkede på et senere tid­spunkt i koncerten.

Bruce Spring­steen er vel en af ver­dens få nulevende hvide, sjældne rock­hanele­fan­ter. Et kraftværk, som Leth ville sige. Og det viste han også i aftes i Hern­ing. Jeg har aldrig troet, jeg skulle se ham selv. Men live-pladerne og rygtet taler sandt. Bruce Spring­steen er inkar­na­tio­nen af maskulin­itet og vital­itet. Om det er pro­fes­sionel, ind­stud­eret aut­en­ticitet eller virke­lig, aut­en­tisk aut­en­ticitet kan man spekulere længe over. Men brænde igen­nem, det gør han sgu. Med store arm­bevægelser, kæmpe sved­pla­m­ager, stærkt anstrengte halsmuskler og fuld skrald på alle instru­menter nåede han i hvert fald ind til mig. Det er hans styrke, men også hans svaghed. Hans musikalske udtryk virk­er nogle gange lidt firkan­tet og lidt klod­set — som når han syn­ger “Sur­prise, Sur­prise” som gjaldt det selve livet. Rock­ele­fant i en glasbutik.

Og medlem­merne af E Street Band kan ikke helt møn­stre den samme bege­jstring med deres ‘end­nu en aften på kon­toret ’ — udtryk. Sax­o­fon­is­ten Clarence Clemons havde tydeligvis fået at vide, at han skulle kigge og pege ned i storskærm­skam­er­aet, så alle ude på bager­ste række kunne være med, men det virkede netop ind­stud­eret efter de første 2 gange.

Jeg vil ikke kalde mig hard­core-fan, men jeg har da ful­gt ham gen­nem årene. Jeg mødte ham første gang, på et af de bland­ede kas­set­te­bånd, vi lavede hos min første musikalske klassekam­mer­at og men­tor, da jeg var 12–13 år. Her blev min musiks­mag opgraderet.
Fra “Born In the U.S.A.” LP’en val­gte vi “No Sur­ren­der” og “I’m goin’ down” og gik dermed bev­idst og med ken­der­mine ude­nom de oplagte hits på pladen. Det kas­set­te­bånd har jeg vist slidt op.

Da jeg fik min første plade­spiller, købte jeg pladerne selv. “Born In The U.S.A.” var vist den første. Så udgav han “Tun­nel Of Love” i 1987 og den plade står stadig som et mester­værk, selvom den var markant anderledes end E Street Bands sound. Der er uen­deligt langt fra “Two Faces” og “One Step Up” til “Born in the U.S.A.”.

Ved kon­certen i går åbnede han med “Bad­lands”, og så ful­gte “No Sur­ren­der”. Lyden mudrede desværre en del, det var svært at skelne instru­menterne fra hinan­den. Men Bruces sang og gui­tar brændte igen­nem. På “My Lucky Day” forstod jeg ikke hvor­for Steve van Zandt abso­lut skulle syn­ge kor — det lød mildest talt elendigt. “John­ny 99” er en tragisk his­to­rie om John­ny der idømmes dødsstraf, da han bliv­er des­per­at af arbe­jd­sløshed og dræber en til­fældig kon­tor­nuss­er. På “Nebras­ka” kør­er san­gen med gui­tar og mund­harpe, og Bruce fortæller his­to­rien med passende indlevelse. I går fik vi en røvballe — udgave med et tungt 4/4 groove og smil på læben fra Roy Bit­tan. Det forstår jeg alt­så ikke. Er det for at give folk opmuntring i krisetider?

E Street Bands ruti­ne giv­er mulighed for at lave “De ringer-vi spiller” ca. midtve­js i første sæt. På Spring­steens hjemme­side kan man se Bruces hånd­skrevne sætliste — her er der 3 spørgsmål­stegn, som alt­så udfyldes af ønsker fra pub­likum. Han spillede fak­tisk 4 num­re mere, end han havde plan­lagt — det kan selvføl­gelig også være plan­lagt. Fans i inder­cirklen havde skrevet titler på pap­skilte, som Bruce selv gik ud og sam­lede ind. Disse pap­skilte er jo også meget storskærms-ven­lige og pub­likum får ind­fly­delse og mede­jer­skab på fes­t­lighed­erne. En slags web 2.0 tænkn­ing. Det blev “Hun­gry Heart”, “Ren­dezvous”, “Mony Mony”, “Thun­der Road”, “Prove It all night”, “I’m on fire”, “Sur­prise, Surprise”.

“Thun­der Road” er et fan­tastisk num­mer med den sug­ges­tive første strofe:

The screen door slams
Mary’s dress waves
Like a vision she dances across the porch
As the radio plays
Roy Orbi­son singing for the lonely
Hey that’s me and I want you only
Don’t turn me home again
I just can’t face myself alone again
Don’t run back inside
dar­ling you know just what I’m here for
So you’re scared and you’re thinking
That maybe we ain’t that young anymore
Show a lit­tle faith, there’s mag­ic in the night
You ain’t a beau­ty, but hey you’re alright

Det er næsten en film. Som at være der selv. Og pub­likum sang “you ain’t a beau­ty, but hey you’re alright” til deres kæreste.

Jeg fik sim­pelthen kuld­e­gys­ninger, da de første har­monika­ton­er til “The Riv­er” lød og jeg sang med på en af hans bed­ste strofer:

I come from down in the valley
where mis­ter when you’re young
They bring you up to do like your dad­dy done
Me and Mary we met in high school
when she was just seventeen
We’d ride out of that val­ley down to where the fields were green

Den sid­ste lin­je kunne jeg ikke huske, men her tog bossen så over. Det var fedt!

“Born to Run” var afs­lut­nin­gen på første sæt og burde have været afs­lut­nin­gen på kon­certen. Som ekstranum­re kom “Amer­i­can Land” som er for meget Lars Lil­holt efter min smag og “Twist and Shout” var et hit, men på en eller anden måde ikke rigtig som afs­lut­ning på en Spring­steen koncert.

Der var 4 num­re fra den nye CD; “My Lucky Day”,” Out­law Pete”, “Work­ing On A Dream” og “Sur­prise, Sur­prise”, hvo­raf ‘Work­ing’ fun­gerede bedst. Det er måske også bed­ste bud på en ny Springsteen-klassiker.

Jeg forstår godt, hvor­for Bruce Spring­steen indimellem hold­er pause fra “E Street Band”. Det er helt tydeligt Bruce Spring­steen, der trækker læs­set musikalsk. Han er helt klart ind­pisker og diri­gent på sce­nen. Han tæller for ved alle num­re (I Bruces blå bog står under “ofte hørt: 1–2‑3–4 ! ”) og til sidst fik alle i ban­det et klap af “The Boss” som tak for dagens arbe­jde. Men det er jo også hans musik og hjer­te­blod. En dan­sk par­al­lel kunne være Stef­fen Brandt og TV‑2.

MCH har gjort et scoop ved at få Bruce Spring­steen til Hern­ing, men der skal stadig arbe­jdes med logis­tikken. Udslus­nin­gen fra plad­sen virkede ikke for godt. Jeg stod tæt på tri­bunen i højre side, og det var ulo­gisk at man ikke lukkede folk ud sam­men med pub­likum fra inder­cirklen. I stedet blev vi ledt ude­nom tri­bunen, hvilket betød en unød­vendig gåtur ude­nom MCH Are­na. Der var lidt kaos for­di folk hoppede op fra plad­sen på tri­bunen for at komme hur­tigere ud. Der skal være flere udgange, og de skal mark­eres tydeligere.

Det var en glim­rende kon­cert, og jeg glæder mig allerede til Cold­play den 16. august. Hvornår kom­mer U2?


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *