lektoren

An arrow divider

Fortællertype

6 min­ut­ters læsning
 

Fortæller­typer og synsvinkel

Vi skel­ner mellem for­fat­ter og fortæller!

Der er enten tale om en skjult fortæller (implic­it) – delt­ager ikke i eller kom­menter­er på his­to­rien eller en åbenlys fortæller (eksplic­it – kan delt­age og kommentere.)

De 3 hyp­pig­ste fortællertyper:

  • Jeg-fortæller (kan være utroværdig)
  • 3.personsfortæller med indre/ydre/kombineret/vekslende synsvinkel. Knyt­tet til én per­son eller flere per­son­er på skift.
  • Alv­i­dende fortæller : Fortælleren ved mere end de per­son­er, der fortælles om. Den alv­i­dende fortæller kan forudsige og kom­mentere på handlingen.

Fortællemåder

Scenisk: Fortælleren går i detal­jer med et kort tidsrum

Panoramisk frem­still­ing: Fortælleren giv­er et overb­lik over en lang peri­ode på kort fortælletid.

Fortæl­letid vs for­t­alt tid

  • Bagudsyn
  • Medsyn
  • Flash­back
  • Flash­for­ward

 

Kilde: Johannes Fibiger og Gerd Lütken:  “Lit­ter­a­turens Veje”.


 

Opgave: Bestem fortæller­type, synsvinkel og fortællemåde i føl­gende afs­nit. Lav opgaven i Docs og ind­sæt kom­mentar­er i teksterne.

 

Fra Katrine Marie Guldager: ”Nør­re­port”

Bit­ten og hen­des veninde fik deres første kop kaffe. De ros­te hinan­dens udseende. Bit­tens veninde fork­larede, hvor­for hun kom for sent og for­t­alte om uro­lighed­erne i toget. Hun for­t­alte om kvin­den, der havde været involveret i slagsmålet. Så talte de to venin­der om en tred­je, fælles veninde, som netop var blevet fyret fra sit arbejde. (..)

De to venin­der, der havde drukket kaffe ved Storke­spring­van­det, havde efter­hån­den brugt mange penge og følte, at de havde arbe­jdet hårdt. De beslut­tede sig for at gå op mod Nørreport. (…)

Den ældre kvin­de gik hen til kiosken og bad om en pose slik. Mens hun stod og vent­ede på at få den, kom hun til at kigge ned og så, at der sad en fjer på hen­des ene støvle. Idet hun bukkede sig ned, kom den beskidte dreng inden for hen­des syns­felt. Dren­gen så fak­tisk ud til at have det dårligt, men kvin­den tænk­te, at han nok bare var træt. Så fjernede hun fjeren fra sin støvle og begav sig med for­sigtige skridt ned ad sten­trap­pen. Hen­des støvler var en smule for høje, og hun var bange for at få overbalance.

 


Fra H.C. Ander­sen : ”Den lykke­lige familie”

Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtig­nok et Skræppe­blad; hold­er man det foran paa sin lille Mave, saa er det lige­som et heelt Fork­læde, og læg­ger man det paa sit Hov­ed, saa er det i Reg­n­veir næsten lige­saa godt, som en Para­ply, for det er saa for­færdeligt stort. Aldrig vox­er een Skræppe alene, nei hvor der groer een, der groe flere, det er en stor Dei­lighed, og al den Dei­lighed er Sne­gle­mad. De store hvide Sne­gle, som fornemme Folk i gam­le Dage lod lave til Fric­as­ee, spiste og sagde “hum! hvor det smager!” for de troede nu det smagte saa deiligt, de lev­ede af Skræppe­blade og der­for bleve Skræp­perne saaede.
Nu var der en gam­mel Her­re­gaard, hvor man ikke længer spiste Sne­gle, de vare ganske uddøde, men Skræp­perne vare ikke uddøde, de voxte og voxte over alle Gange og alle Bede, man kunde ikke mere faae Bugt med dem, det var en heel Skræppeskov, hist og her stod et Æble- og et Blomme-Træ, ellers kunde man nu aldrig have tænkt at det var en Have. Alt var Skræp­per, og derinde boede de to sid­ste, inderlig gam­le Snegle.
De vid­ste ikke selv hvor gam­le de vare, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Fam­i­lie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig været uden­for, men de vid­ste at der var end­nu noget til i Ver­den, som heed Her­re­gaar­den, og deroppe blev man kogt, og saa blev man sort og saa blev man lagt paa Sølv­fad, men hvad videre der skete vid­ste man ikke. Hvorledes det iøvrigt var at blive kogt og at ligge paa Sølv­fad, kunde de ikke tænke sig, men deiligt skulde det være og særde­les fornemt. Hverken Old­en­bor­ren, Skrup­tudsen eller Reg­nor­men, som de spurgte ad, kunde give Beskeed, ingen af dem havde været kogt eller ligget paa Sølvfad.
De gam­le hvide Sne­gle vare de fornem­ste i Ver­den, vid­ste de, Skoven var til for deres Skyld, og Her­re­gaar­den var til for at de kunde blive kogte og lagte paa Sølvfad.

 


St. St. Blich­er: “Sildig opvåg­nen” (1828)

blicher

Jeg min­des ikke noget Døds­fald, der har vakt større Sen­sa­tion, end min mangeaarige Ven Doc­tor L*s i R*. Man standsede hveran­dre paa Gaden, Man foer omkring fra eet Huus til et Andet med de Spørgs­maal: “Har De hørt det? veed De det? hvad mon var Aarsagen? mon han har gjort det i Vildelse?” o.s.v. …

 


Sis­sel Jo-Gazan – Svalens graf, 2013

Det var tors­dag den 18. marts 2010 og stadig mørkt på Skovve­jen i Hum­le­bæk. Vice­poli­ti­in­spek­tør Søren Marhauge vågnede, for­di hans kæreste, Anna, sagde noget til ham. Hun sad fuldt påk­lædt på kan­ten af deres seng, med sin taske på skrå over skul­drene og det korte, mørke hår i fugtig uor­den, som om hun lige var trådt ud af bruseren.

„Hva’?“ spurgte han forsovet.

Afte­nen før havde de ligget og læst i sen­gen, og Anna havde slukket sin lampe før ham. Søren havde netop tænkt, at hun nok var faldet i søvn, da hun slog øjnene op og sagde, at hans lys blænd­ede. Han havde demon­stra­tivt slukket det, og en fæl surhed havde spredt sig i soveværelset. Søren havde været lysvå­gen af irri­ta­tion, og Anna havde ligget så stille, at det var tydeligt, at hun heller ikke sov.


Djämes Braun — Fugle, 2014

 

 

Se fx tek­sten her


Hen­rik Ibsen: “Et dukke­hjem” (norsk)

Annen Akt

(Samme stue. Oppe i kro­ken ved pianofortet står jule­treet, plukket, for­pjus­ket og med ned­brente lyses­tumper. Noras yttertøy lig­ger på sofaen.)
(Nora, alene i stuen, går urolig omkring; til sist stanser hun ved sofaen og tar sin kåpe.)

NORA (slip­per kåpen igjen). Nu kom der noen! (mot døren; lyt­ter.) Nei, — der er ingen. Naturligvis — der kom­mer ingen i dag, første juledag; — og ikke i mor­gen heller. — Men kan­skje — (åpn­er døren og ser ut.) Nei; ingent­ing i brevkassen; ganske tom. (går fre­mover gul­vet.) Å tosseri! Han gjør naturligvis ikke alvor av det. Der kan jo ikke skje noe slikt. Det er umulig. Jeg har jo tre små børn.
(Barnepiken, med en stor pappeske, kom­mer fra værelset til venstre.)
BARNEPIKEN. Jo endelig fant jeg da esken med maskeradeklærne.


 

Politiken
Poli­tiken

 


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *