lektoren

An arrow divider

Thomasine Gyllembourg: “Den lille Karen”

27 min­ut­ters læsning
Download som ebog
Maleri af Wilhelm Marstrand, 1870
Maleri af Wil­helm Marstrand, 1870

En for­muende og anseet Embeds­mand i en af Sjæl­lands Kjøb­stæder sad engang for flere år siden med sin Fam­i­lie i sin smukke og rum­melige Stue. Det var en deilig Efter­aarsaften. Stjern­erne skinnede paa Himlen, og Maa­nen tit­tede ind af Vin­duerne, som om den med qvin­delig Nys­g­jer­righed vilde betragte de skjønne fes­tlige Klæder, det skin­nende hvide Atlask, Blonder og Baand, som laa udbredte rundt om i Værelset, især paa det store Bord, midt i Stuen, hvor Fru­en i Huset med sine to Døtre sad og arbei­d­ede ved Skin­net af Lys og Lam­per, medens Her­ren sad ved Siden, ganske fordy­bet i de nylig ankomne Avis­er. — Men i en Krog nær et Vin­due, sad den lille Karen ved et eget Bord og syede af alle Kræfter. Denne lille Karen var en Dat­ter af en nylig afdød, meget dan­net og meget fat­tig Mand, der efter mangt et Skib­brud paa Livets Hav havde bek­lædt et lille Embe­de i denne by, og lev­et ganske een­som med en aldrende Søster og sin eneste Dat­ter, hvem han fra hen­des tidlig­ste Barn­dom havde ind­vi­et til de ven­lige Muser, der i al hans Modgang havde udgjort hans Trøst. Den gode Tante, stærk bevan­dret i alle huus­lige og qvin­delige Sysler, havde under­vi­ist den unge Pige i disse, og den lykke­lige Fad­er fandt, at hans lille Karen forenede Alt hvad der kunde gjøre et qvin­deligt Væsen elskværdigt og ind­ta­gende. Han glæd­ede sig til at Con­fir­ma­tions­da­gen nærmede sig, da han offentlig skulde frem­stille denne sin Yndling for Gud og Men­nesker, som en hidtil skjult, for Ver­den ubek­jendt Skat. Han pønsede paa, hvorledes han skulde gjøre Udvei til en anstændig Dragt til hende ved denne høi­tidelige Lei­lighed, da Døden plud­selig endte hans Forhaab­ninger og Sorg­er. Den stakkels, neppe femte­naarige Karen, saavel­som hen­des Tante, befandt sig nu i samme Still­ing som Bran­dlidte eller Skib­brudne, uden anden Til­flugt end den, Medli­den­heden vilde skjænke dem. Tan­ten søgte en Con­di­tion som Huush­old­er­ske, medens Karen med lig­nende Udsigter kom i Huset hos en paarørende af hen­des Fad­er, den omtalte Embeds­mand, som vi ville kalde Hr. A. Her skulde hun blive for det Første, og staae til Con­fir­ma­tion næste Søndag med Husets Døt­tre, med hvilke hun var gaaet til Præsten.

Man sad nu, og arbei­d­ede paa disse unge Damers pynt; ogsaa Karen var beskjæftiget dermed. Hun var glad over at sid­de ube­mær­ket i sin stille Krog. Hun følte sig fremmed i denne Omgivelse, og for­ladt af hele Ver­den. Hen­des Tanker sværmede med usigelig Veemod tilbage i den forsvundne Tid, og vendte sig med Æng­s­telse mod den tilk­om­mende. Med et bek­lemt Hjerte løft­ede hun sine Øine fra sit Arbei­de, og saae ud af Vin­duet mod den stjerne­fulde Him­mel, da i det Samme et klart Stjer­neskud foer hen over den, til hjertelig Opmuntring for den bedrøvede Pige, der synes, at en god Aand havde tilhvisket hende Trøst og Haab ved dette Tegn. I samme Øieb­lik kom en prægtig Rei­sevogn med fire Heste for, rul­lende gjen­nem Gaden, og holdt for Porten. Husets Damer foer op med hæftige Udraab: “Ak Herre Gud! Det er Hr. von S. Skal vi nu være saa ulykke­lige at rækkes med det ræd­somme Uhyre!” — Her­ren i Huset truede ad sine Døt­tre, og løb ud at mod­tage den saa frygtelige bebud­ede Gjæst, og imi­dler­tid sagde den yng­ste Dat­ter til den ganske forskrækkede Karen: “Det er en rig og fornem God­seier som boer et par mile her­fra.” — “Er han ond og gru­som?” spurgte den uskyldige Karen. “Nei paa ingen maade,” sagde Frøken Louise, og loe høit: “Man kunde gjerne sige, han er god, men det er en kjed­som­melig Pedant og en afskyelig Van­sk­ab­n­ing!” — Nu gik Døren op og Hr. A. ind­førte med mange Buk og Com­pli­menter en midal­drende Mand af et sørgeligt Udseende. Han var alde­les for­vox­et, skjæv og krum, og støt­tede sig ved en Krykke. Damerne mod­toge ham med største Mild­hed og Opmærk­somhed. Han sat­te sig, og talte med Liv­lighed og en fiin Ver­den­stone. Karen kunde ikke blive kjed af at betragte hans besyn­derlige Udseende. Hans død­blege Ansigt, hans sygelige, lidende, skarpe Træk, og især hans store Øine, havde et saadant Udtryk af noget Ophøi­et og Ædelt, at hun følte sig lige­som ved­erqvæget ved hans Nærværelse. Hun havde bemær­ket, at han ofte med Opmærk­somhed havde hæftet sine Øine paa hende, og sagte spurgt Fru­en i Huset om hvem hun var. Han ind­lod sig nu med Damerne i en Sam­tale om deres Con­fir­ma­tions-Klæder og Pynt,som de udfold­ede og fork­larede for ham. Med Besværlighed reiste han sig omsider, nærmede sig Karen, og spurgte beske­den: “De syer ogsaa paa Deres Pynt til næste Søndag?” -“Nei,” svarede hun und­seel­ig, “det er ikke min Pynt.” — “Er Deres da færdig?” — Den stakkels Pige taug for­legen. — “Jeg skal vise Dem Karens Stads,” raabte Frøken Louise leende, idet hun løb ud af Stuen, og kom strax igjen med en, baade i Henseende til Materie og Form meget fat­tig, og langt fra ikke ny Kjole. Frøke­nen udbredte den leende og sagde: “Det er, som De seer, en Sørgekjole, thi Karen har Sorg for sin Fad­er, men hvor bedrøvet hun end selv er, saa seer Kjolen dog end­nu mere bedrøvet ud end hun.” Taar­erne stode den stakkels Karen i Øinene, Hr. v.S. saae paa hende, uden at sige et Ord, og steg strax der­paa i sin Vogn, og kjørte hjem.

Dagen efter fik Karen det glædelige Bud fra sin Tante, at hun ganske uven­tet var bleven hen­tet til Hr. v.S., der uden videre Anbe­fal­ing havde antaget hende, paa høist fordee­lagtige Vilka­ar, til at bestyre sit Huus, hvis Pragt og Behage­lighed hun ikke nok­som kunde berømme. En stor Sorg blev herved let­tet af den lille Karens Hjerte, og en stor Over­raskelse vent­ede hende, thi Dagen før Con­fir­matins­da­gen bragte en Staffet fra Kjøben­havn en stor Kasse og et Brev under hen­des Adresse. Brevet var uden Under­skrift, og lød som følger:

“Fat Mod, elskværdi­ge Pige! Og tro ikke at Du er for­ladt og ene i Ver­den. Tro heller at en god Skyt­saand føl­ger Dig, og agter paa hvert Dit Skridt. I dennes Navn mod­tage Du med­føl­gende ringe Gaver. Du kan bære dem uden at rødme”.

Med største Forun­dring fandt man nu i Kassen en heel Paak­læd­ning, tydelig bestemt til næste Dags Høi­tid. Det var en høist ele­gant, smag­fuld og tillige beske­den Sørge­dragt. Den var besør­get med stor Omhu, ikke det Mind­ste man­glede derved. Alle vare forun­drede, Karen fandt en Rig­dom af Trøst i ove­nan­førte Lin­ier; og den Tanke at en god Aand virke­lig beskyt­tende ful­gte hende, og saae Alt hvad hun fore­tog sig, beskjæftigede hen­des Phan­tasie, skjøndt hen­des klare For­stand vel ind­saae at det var en jordisk Ven som han­dlede her. Hun gjæt­tede endogsaa paa Hr. v. S., og da hun næste Dag ved Indtrædelsen i Kirken saae ham, hilsede hun ham med Und­seelse og Taknem­me­lighed. Ubeskriv­elig deilig og elske­lig, stod den lille Karen paa Kirkeg­ul­vet i sin sorte Dragt, ved Siden af de hvide, glind­sende Cousin­er, som hun alde­les for­dun­klede. Ingen følte dette mere lev­ende end den unge Husar-Lieu­tenant H., en udmær­ket smuk og behagelig Mand, der med sin Mod­er var kom­men fra Kjøben­havn for at besøge Hr. A’s Fam­i­lie, med hvem de stode i ven­sk­a­belig Forbindelse. Denne unge Mand fat­tede en virke­lig Liden­skab for den smukke Karen, og vid­ste saa godt at give hende sine Følelser tilk­jende, at han ganske vandt hen­des uskyldige, tro­faste Hjerte. For hende, som var ubek­jendt med al Forstil­lelse og Coquet­terie, var den Mand, hun elskede, den Sid­ste for hvem hun forstod at skjule sig, Dog, under bestandig Tvang ved deres Omgivelsers mis­tænke­lige Øine, var det kun i faa og fly­gtige Øieb­likke at de turde nærme dem hinanden.

En dag fandt Karen i sit Syskri­in en Sed­del, som hun ikke begreb, hvor­fra kom. Hun aab­nede den, gjenkjendte den samme Haand som i hiint anonyme Brev, der ful­gte den omtalte Kasse, og læste Følgende:

“Vogt Dig, uskyldige Karen! Lieu­tenant H. har i flere Maaned­er været forlovet med Din Cou­sine, Frøken Louise A. Ifølge sin Mod­ers Ønske, men dog friv­il­lig, har han indgaaet denne Forbindelse.”

Den stakkels Karen blev som ramt af Lynild. Lieu­tenant H. og hans Mod­er reiste bort Dagen efter, uden at det var muligt for hende at faae talt et Ord med ham i Een­rum, men tusinde smaa Omstændighed­er, som hun nu først bemærkede, og Frøken Louis­es egne Yttringer over­be­viste hende tilstrække­lig om Sand­he­den af den advarende Skyt­saands Ord. Hen­des hold i Hr. A’s Fam­i­lie, blev hende nu dobbelt tungt, og da der paa samme Tid tilbød sig en Lei­lighed til at for­lade dette Huus, greb hun denne med Begjærlighed og mod­tog en Con­di­tion hos en Dame, der søgte en saakaldet Jom­fru, det er at sige, en Per­son, der foru­den de Arbei­der og Byrder, der paalægges en sim­pel Tjen­estepige, end­nu har den langt tun­gere Pligt, stedse at maat­te opholde sig i sit Her­sk­abs Sel­skab, som en Afled­er for dets onde Luner, en Deelt­ager og Med­hjelper i alle Fam­i­liens Sorg­er og Besværlighed­er, uden dog at reg­nes som et Medlem af samme. En saadan Still­ing, som faa Mænd vilde have Kraft til at bære, blev nu den femte­naarige Karens Lod. Men der gives Men­nesker, især i det qvin­delige Kjøn, der, om ogsaa Skjæb­nen før­er dem ud i den værste Ørken, dog altid forstaae at finde en grøn Plet, og opslaae der en lille Hytte mod Stor­men, hvor Enhver maa bek­jende, at der er godt at være. Dette lykke­lige Tal­ent besad Karen; hun var født med en egen Gave til at behage Andre og trøste sig selv. I det Huus, hvor hun nu befandt sig, var en vox­en Dat­ter, der besad For­stand og Hjerte nok til at skjønne paa Karens For­trin, og som ved sit Ven­skab og sin Omgang søgte at holde hende skadesløs for det Torne­fulde i hen­des Still­ing. De to unge Venin­der vid­ste saaledes at indrette det, at Karen fik Lov til for det meeste at opholde sig med sit Arbei­de i Frøke­nens Værelse, og der indret­tede hun sig et hyggeligt og fre­deligt Hjem. Heller ikke var hun for­ladt af sin Skyt­saand (et navn, hvormed hun i sine Tanker altid beteg­nede sin ubek­jendte Ven). Fra Tid til anden fandt hun i sine Gjem­mer alleslags Foræringer, saav­el af nød­vendi­ge som behagelige Ting, og smaa Breve, der ros­te hen­des Opførsel og fortrøst­ede hende til en lykke­ligere Fremtid, der ikke vilde ude­blive. Ivrigt forskede hun efter at erfare, hvor­fra og paa hvad Maade disse Ting kom i hen­des Hæn­der. Hen­des Mis­tanke faldt paa en gam­mel Pige i Huset, som ofte gav sig Ærinde i hen­des Kam­mer, men dette Spor forsvandt ogsaa, uden at give nærmere Oplysning.

Mere end et Aar var saaledes for­lø­bet, da der en Dag var stort Sel­skab i Huset, og hun i dette med For­bauselse mødte Lieu­tenant H., der havde vidst at skaffe sig Adgang i denne Fam­i­lie. End­nu samme Aften fandt han Lei­lighed til at tale med Karen. Med bræn­dende Kjærlighed afmalte han hende sit Hjertes Til­stand, sagde hende (hvad hun allerede havde hørt) at han ganske havde brudt sin Forbindelse med Frøken A., hvilken han, førend han kjendte Karen, over­talt af sin Mod­er, havde indgaaet; at han i lang Tid forgjæves havde søgt at nærme sig sin elskede Karen, som han bøn­faldt om at skjænke ham sin Tro og for­lade den ydmy­gende Still­ing, hvori hun befandt sig. Til sin Mod­er kunne han desværre ikke føre hende, men han ville bringe hende til en Fam­i­lie, hvor hun kunde opholde sig, indtil han, som han haabe­de, om faa Aar kunde være i saadanne Kaar, at han turde tilbyde hende at dele dem. Den stakkels Pige tænk­te, at alle Kaar vilde synes hende gode, naar hun blot turde dele dem med ham. Men den Tanke, at give sig under en fremmed Fam­i­lies Beskyt­telse og forbinde sig med denne unge Mand til trods for hans Mod­ers Vil­lie, saarede hen­des rene Følelse. Hun saae oftere den Elskede, der ingen Møie sparede for at over­tale hende til at begun­stige hans Ønsker. Han stod desu­den i ven­sk­a­belig Forbindelse med en Søn af det Huus, hvori Karen opholdt sig, og gjen­nem denne fik hun jævn­lig Breve og mundtlige Bud fra ham.

Vægt­skaalen tyn­gede stærkt til Lieu­tenan­tens Side. Da fandt Karen paanye en af de vel­bek­jendte Sedler, og dens Ind­hold var føl­gende: “Lad Dig advare, elskede Karen! Lad Dit varme Hjerte, Din Uer­faren­hed ikke forlede Dig til at vige fra den Vei, hvor For­nuft og Maade­hold ere gaaet ved Din Side. Lieu­tenant H. har ingen Udsigter til at kunne ægte dig førend efter mange Aars For­løb. Ind­lad Dig ikke i en Forbindelse, som Tiden næsten altid berøver dens Fortryl­lelse. Er den unge Mand tro­fast og mandig, da lad ham vise det ved Taalmodighed og Beske­den­hed. O Karen! Hør en ubek­jendt, men tro­fast Vens Stemme. Fordærv ikke Din Skjæb­ne! Din Lykkest­jerne glimter alt i Hor­i­zon­ten og vil snart skinne over dit Hoved.”

Det syntes Karen umulig at være denne Stemme uly­dig. For­nuft og Ret, meente hun, vare altid enige med den. Da hun nu saae den Elskede igjen, søgte hun med den elskværdig­ste Fromhed, den inderlig­ste Hen­given­hed at bib­ringe ham de Grunde, der bestemte hende til ikke at ville enten binde ham eller sig selv ved Løfter, eller tage Deel i Han­dlinger, som strede mod hen­des fine qvin­delige Følelse.

Den unge Mand, som troede at have seiren i Haan­den, blev fort­vivlet, og vovede at yttre, at han af hen­des egen Fam­i­lie havde hørt, at en hem­melig Elsker allerede inden hen­des Con­fir­ma­tions­dag havde sendt hende Foræringer og Breve, og at hun bestandig stod i Forbindelse med denne Ubek­jendte. Han havde, sagde han, æret hende saa høit, at disse Rygter bleve uden Virkn­ing paa hans Sind; men nu vaagnede de med dobbelt Kraft. Hvor dybt det end smert­ede Karen at høre et Forhold, der var hende saa hel­ligt, omtalt paa denne Maade, for­t­alte dog den aaben­hjer­tige Pige ham Alt hvad hun selv vid­ste om denne Sag; men langt fra hermed at berolige ham, blev han end­nu mere opbragt, og i sin Hæftighed talte han sig selv ind i en saa rasende Liden­skab, at han paa det Skrække­lig­ste fornærmede og saarede Karen, og for­lod hende i en Sinds­bevægelse, der ind­jog den lille fromme Pige en dødelig Skræk.

Dybt kræn­ket og søn­der­reven i sit inder­ste Væsen, blev den stakkels Pige end­nu ulykke­ligere, da hun kort efter erfarede, at Lieu­tenant H. strax efter hiin Scene havde fornyet sin gam­le Forbindelse med hen­des Cou­sine Frøken Louise. Dette var mere end Karen kunde bære. Hun blev syg, og det varede længe inden hun gjen­vandt sin Sund­hed og Fatning.

En Aften mod Efter­aaret stod hun i Vin­duet, fordy­bet i sine Tanker; da kom en prægtig Rei­sevogn, for­spændt med fire Heste, rul­lende ned ad Gaden, og holdt for Porten. Med Forun­dring syntes Karen at gjenkjende den samme Equipage, som hiin Aften for to Aar siden havde bragt Hr. v. S.; men inden hun fik Tid til at anstille Betragt­ninger herover, traadte hen­des Tante ind til hende, og med alle Tegn paa den inderlig­ste Kjærlighed slut­tede denne hen­des første Veninde sin længe savnede Yndling i sine Arme. Hun sagde Karen med faa og hur­tige Ord, at hun kom i sin Her­res Navn for at hente hende, da H. v. S. laa for Døden, og havde en Sag af Vigtighed at aaben­bare hende; hun maat­te strax følge med hende, der var intet Øieb­lik at spilde. Tan­ten begjærede hende Afsked af Her­sk­a­bet, hun var hos. Hen­des Veninde, den gode Frøken, omfavnede hende med Taar­er, hjalp selv at ind­pakke hen­des faa Sager, og inden en Time vare Karen og hen­des Tante paa Reisen. De kjørte hele Nat­ten, og imi­dler­tid for­t­alte hen­des gam­le Veninde, hvad Karen til­forn havde anet, at Hr. v. S. var den skjulte Ven, som hun kaldte sin Skyt­saand; ved meget sim­ple Midler, især ved en fortrolig Ven af ham, som boede i Hov­ed­staden og omgikkes i det Huus hvor Karen havde opholdt sig, havde han ful­gt hen­des Skridt, vaaget over hende, og vidst at skaffe de omtalte Breve og Foræringer i hen­des Hæn­der. Hun aaben­barede nu ogsaa Karen, at Hr. v. S. havde isinde at efter­lade hende sit skjønne Gods og al sin Rig­dom, men for at kunne gjøre dette lov­formeligt og sikkert, var det nød­vendigt at hun maat­te være hans Enke, og der­for havde han beslut­tet paa sin Døds­seng at lade sig vie til hende. Karen blev for­færdet, og havde tusinde Betænke­lighed­er, som Tan­ten alle over­vandt ved at forestille hende, at Hr. v. S. ingen Nær­paarørende havde, og de faa lang­tud Beslægt­ede, han end­nu eiede, vare rige og bosat­te i Udlan­det, og at denne ædle Mand, lige­fra den første og eneste Gang han havde seet Karen, havde fat­tet denne Plan, som han nu vilde udføre.

Inderligt bevægede det Karen at see Hr. v. S. igjen. Disse Træk, som hiin Aften havde gjort saa dybt et Indtryk paa hen­des Sind, saae hun nu saa kjen­delig berørte af Dødens Haand. “Kun saaledes,” sagde han, “vilde jeg lægge Deres varme, friske Haand i min kolde og visne; kun naar Døden stod ved min Side som en sikker Forlover, vilde jeg binde en blom­strende Skab­n­ing til en ussel Krøbling”. En Jurist var tilst­ede, med de fornødne Vid­ner, et Tes­ta­ment var allerede opsat. Præsten paa God­set ind­viede med faa Ord den besyn­derlige Pagt. Alle For­maliteter bleve iagttagne.

Det var mod Aften. Karen og hen­des Tante sadde tause ved den Døen­des Seng. Alt­ing var stille. Man hørte ingen Lyd uden Per­pendike­lens Slag i et Stueuhr, der syntes at holde en æng­stelig Forelæs­ning over Livets Korthed og Min­utets Længde i Timer som disse. Nu kom en gam­mel Tjen­er ind med for­grædte Øine, og hviskede til Tan­ten, og Karen bemærkede med Gysen, at han talte om Sned­keren, som var kom­men fra Kjøb­staden for at tage Maal til Ligk­isten. Med et bek­lemt Hjerte reiste Karen sig, og gik hen til Vin­duet. Hele Gaar­den var fuld af Men­nesker, for det meeste Bøn­der, Mænd og Qvin­der, som stode og saae op til Vin­duerne. Tjeneren sagde, det var God­sets Folk, som vare komne for at spørge til Her­rens Til­stand. Karen bemærkede at Mange iblandt dem græd. Hen­des Taar­er flød lige­som deres, hun løft­ede sine Øine til den Stjerne­fulde him­mel, og bad begeistret for et Liv, der var så Mange dyre­bart. “Skjænk ham Livet, o min Gud!” sagde hun, “og und mig at jeg maa leve for at for­sone ham med det!” et Stjer­neskud foer over Himlen, og Karen erindrede med Veemod hiin Aften, da hun lige­som nu havde seet et saadant Lys­billede, og i samme Øieb­lik den Mand var ind­traadt, som saa mægtig og vel­gjørende havde ind­gre­bet i hen­des Skjæbne.

Mod Mid­nat vaagnede den Syge af en dyb Slum­mer, hvori han var falden; han syntes styr­ket. Karen rak­te ham en Læskedrik, han tømte den, trykkede smilende hen­des Haand, og sov atter ind.

Tidlig næste Mor­gen kom en aldrende Læge fra næste By; han kom kjørende Fod for Fod, <a epub:type="noteref" href="#n2">2</a></p> og blev ledet op ad Trap­pen af en ung Amanu­en­sis, der under sin gam­le Prin­ci­pals Syg­dom havde behan­dlet Hr. v. S. Det Ønske, dog dog end­nu engang at see denne hans gam­le Ven, havde bevæget ham, uagtet han selv var syg, til at reise til Hr. v. S. Han nærmede sig Sen­gen, under­søgte den Syges Til­stand, og sagde: “Jeg anseer det ikke for afgjort at Døden er saa nær.” — “Her er ogsaa skeet en meget besyn­derlig Foran­dring til det Bedre siden i Gaar,” svarede den unge Læge. Og virke­lig forbedrede Hr. v. Ss. Til­stand sig fra Time til anden, saa at han inden tre Dages For­løb blev af Lægerne erk­læret for at være uden Fare. Det var som om den Glæde at have udført den længe betænk­te Plan, at have sikkret den lille Karens Fremtid og viist hende sin Kjærlighed, havde gydet en vel­gjørende Ro i den syges Sind, og som hen­des Nærværelse, den Lyk­sa­lighed at pleies af hende havde holdt den allerede fly­g­tende Sjæl tilbage paa Jorden.

En dag da Hr. v. S. selv følte, hvorledes Sund­he­den vendte tilbage, tog han veemodig Karens Haand, kyssede den, og sagde: “Til­giv mig, min elskede Karen! Gud er mit Vidne, det var ikke saaledes meent: Livet har aldrig været mig sødt førend nu, og dog er jeg næsten istand til at kaste det fra mig for at befrie en saa elskværdig Pige fra et saa ulige, saa ulyk­saligt Baand, som det hvormed jeg mod min Vil­je har lænke­bun­det hen­des skjønne Ung­dom.” — Med al denne skjønne Ung­doms Varme udfold­ede Karen sit hele englelige Hjerte for ham, for­t­alte ham, hvorledes hun stedse havde kaldt ham sin Skytssaand, hvilke varme Bøn­ner hun havde sendt til Himlen for hans Hel­bre­delse, og vid­ste saav­el at berolige ha, at Hr. v. S. i dette Øieb­lik nød den første salige Time, der nogensinde var bleven ham til Deel i hans, af en umild Skjæb­nes Haand smertelig fordærvede Liv.

Han kom sig nu meget snart alde­les, ja det syntes endog, som om han svagelige Hel­bred var bleven styr­ket ved denne sid­ste Syg­dom, saa han aldrig havde følt sig saa sund som nu. Men hans Sjæl var alt­for Sund, til at han ikke i mangt et Øieb­lik skulde med ubeskriv­elig Smerte tænke paa Karens Fremtid ved hans Side, og heller ikke hun selv var altid istand til den enthu­si­astiske Følelse af hans indre Værd, der i hans Syg­dom havde opløftet hende over sig selv. Mangt et Øieb­lik følte hun en sørgelig Tomhed, som hun ofte forgjæves opbød Alt for at skjule.

- Hen­des Still­ing var iøvrigt, som man kan tænke sig: glim­rende. Den lille ydmyge, for­ladte Karen var omgiv­en af Pragt og Rig­dom, els­ket af Alt hvad der nærmede sig til hende, en Gjen­stand for Alles Opmærk­somhed, tilbe­det af sin Mand, der bestræbte sig for at gjætte hen­des Ønsker. Heller ikke var Karen blind for denne lykke­lige Foran­dring i hen­des Skjæb­ne; med hvad som mere end noget Andet forligte hende med denne, var hen­des Ægte­mands Behage­lighed og Del­i­catesse i Omgang. Det syntes virke­lig som om Naturen havde erstat­tet ham hans leg­em­lige Feil ved at begave ham med en sjelden Rig­dom af aan­delige Gaver. Man kunde ikke uden Forun­dring see den store Liv­lighed som saa overor­dentlig con­trasterede med hans sam­menkrym­pede Leg­eme, og de bræn­dende Øine, de bevægelige Træk, som, naar han talede, oplivede hans blege Ansigt. Det var umuligt at kjede sig med ham. En Rig­dom af Tanker og Følelser spillede uophørligt i hans Sam­tale, og et fiint Galanterie, en besyn­derlig Takt og Gratie i hans Omgang gjorde den tiltrækkende selv for dem som ikke forstode at gjøre sig Rede for disse For­trin. Karen forstod at skjønne der­paa. Hr. v. S. var hele Formid­da­gen beskjæftiget. I de korte Vin­ter­dage mødtes han først med Karen i den smukke Spis­esal, hvor et stedse fes­tligt og ele­gant dækket Mid­dags­bord mod­tog den lille Fam­i­lie, der, foru­den Tan­ten, som oftest forøgedes med et Par af Egnens fornem­ste Embedsmænd, Præsten og Andre. Disse Maaltider forstod Hr. v. S. at kry­dre ved et stort Tal­ent til at være en behagelig Vert og ved disse smaa Yttringer i Sam­tal­en, som ere Intet, naar man betragter dem nøie, men som forskjønne Øieb­likket, der føder og tilin­tet­gjør dem, hvor­for man medrette kan ligne en saadan Sam­tale ved et Fyrværk­eri. De lange Aften­er, som de ofte een­somt tilbragte i Karens Cab­i­net, glede, hur­tigt og behageligt hen ved en fortrolig Ild, medens Stor­men raste uden­for, og Sneen piskede mod Ruden, eller Maa­nen skinnede i en stille Vin­ter­aften, og man hørte Uglens sørgelige Sang fra den nærliggende Skov. Ofte læste Hr. v. S. høit for Tan­ten og Karen, hvem han derved gjorde bek­jendt med hidtil ukjendte Skat­te; ofte udfold­ede han her i stille Sam­tale sin egen Aands og sit Hjertes rige Skat­te. Ingen Kun­st eller Viden­skab syntes fremmed for denne Mand. Hans uheldige Leg­ems­bygn­ing, der fra Barn­dom­men af havde till­rukket for ham saa man­gen Vei til Glæder, som optage de Lykke­ligeres Tid, havde, forenet med hans aan­delige Anlæg og hans udvortes lykke­lige Kaar, givet ham Lyst, Tid og Midler til ganske at hel­lige sig Viden­sk­aber og Stud­eringer, og i den Dan­nelse, han saaledes forskaffede sig, at finde Erstat­ning for sin Ulykke.

Vin­teren var saaledes hen­gaaet; da fik Karen en Dag et Brev fra Hr. A’s Famili8e, hvori man meldte hende, at hen­des for­dums Elskede, Lieu­tenant H., nu skulde have Bryllup med sin forlovede Brud, at en civ­il Post, som han havde erholdt i en langt fraliggende Provin­ds, gjorde det muligt for det unge Par at leve anstændigt, og at Bryllups­da­gen var bestemt om en Maaned. Man ind­bød til denne Fest Hr. v. S. og hans Frue. Karen blev blo­drød ved at læse dette Brev. Hun lev­erede det til sin Mand, og for­lod V??relset. Da hun kom tilbage, fandt hun Hr. v. S. forstemt. Hun syntes endogsaa, at han saae ud som om han havde grædt.- Forgjæves stræbte de begge at falde ind i den gam­le Tone. Det var umuligt. Denne ulykke­lige Stemn­ing vilde ikke vige den næste Dag, heller ikke den føl­gende, og saaledes forgik Uger og Maaned­er. Karen spurgte ofte kjærligt om Grun­den til sin Vens Mis­mod. Hun spurgte kjærligt, men ikke frimodigt, ikke aaben­hjer­tigt, og fik føl­gelig heller intet frimodigt og aaben­hjer­tigt Svar. Hans Stemn­ing betog hende Mod­et, naar hun vilde tale frit med ham. Hr. v. S. saae atter bleg og bedrøvet ud, som da Karen første Gang havde seet ham. Han sat­te sig ofte langt fra hende, og betragt­ede hende taus med inderlig Veemodighed. Hun græmmede sig, uden at tale mere derom, men hen­des friske Ung­dom syntes at falme.

Det var en deilig Paaske­mor­gen, da Karen stod op med let­tere Hjerte end sæd­van­ligt. I sit lille Cab­i­net fandt hun Blom­ster og Krandse af friske Løv, som God­sets Piger havde bragt. Gjen­nem det aab­ne Vin­due duft­ede Blom­sterne hende imøde fra den skjønne Have. Hun spurgte efter Hr. v. S. Man svarede at han var kjørt ud. — Uden at gjøre sig videre Betænkn­ing, gik hun til Kirken, og traadte ind mellem den tal­rige For­sam­ling af God­sets Bøn­der, der alle hilsede hende med kjærlig Ærbødighed. Hun syntes, at en glad Anelse gjen­nemtrængte hen­des Hjerte, da hun i Foren­ing med disse sim­ple, men tro­faste Ven­ner opsendte sine Bøn­ner til Himlen.

Da hun kom hjem, kom Hr. v. S’s gam­le Tjen­er hende imøde, og bad hende træde ind i hans Her­res Værelse. Hr. v. S. mod­tog hende med en rørt og høi­tidelig Mine, og sagde: “Min dyre­bare Karen! Du veed selv, at jeg ikke bød Dig min Haand uden i den Tanke at Døden strax skulde løse vor unaturlige Foren­ing. Min Hen­sigt var at gjøre Dig lykke­lig, men jeg har gjort det Mod­sat­te mod min Vil­lie. Du veed at jeg — med al min Kjærlighed — dog aldrig har nærmet mig Dine Yndighed­er uden med en Faders kjærlige Ærbødighed; jeg kan der­for uden For­legen­hed række Dig til Under­skrift denne Skilsmisse-Con­tract, som jeg alt har under­skrevet. Det Gods, jeg eier i en anden Provin­ds, er Dit; om tre Aars For­løb kan Du række Din Haand til Lieu­tenant H., som jeg veed Du elsker. Jeg har erkyn­di­get mig om ham. Jeg tror sikkert, at han kun i For­bit­trelse over Din formeente Utroskab har fornyet sin Forbindelse med Din Cou­sine, og tvivler ikke paa, at han jo med Glæde bry­der dette Baand, naar han derved tør haabe at vin­de Dig. Jeg har skrevet ham til. Læs Brevet, inden jeg afsender det, for at Du kan over­be­vise Dig om, at jeg ikke har behan­dlet denne Sag med Udel­i­catesse. Du reis­er nu strax til Dit Gods, og oppe­bier de for Skilsmis­sen bestemte tre Aars For­løb. I ere begge unge, den Tid vil snart gaae..” Hr. v. S. fik ikke udtalt, da Karen med hæftig Graad kast­ede sig i en Stol. Han nærmede sig til hende. Hun reiste sig: og sagde med Fat­ning: “Det havde jeg ikke ven­tet, Hr. v. S., at De saaledes vilde fjerne mig fra Dem. Deres Opførsel er vist nok ædel, men jeg kan ikke beun­dre den. Ja, jeg har els­ket Lieu­tenant H., det er sandt, men jeg troer, at jeg i mine for­ladte Dage har udgrædt denne Kjærlighed. Ved Efter­ret­nin­gen om hans nær­forestaaende Bryllup blev jeg forvir­ret, jeg veed ikke selv, hvor­for. Var det en Gnist af den gam­le Kjærlighed, der blussede op, da var det den sid­ste. Jeg har netop siden hiint Øieb­lik prøvet mig selv. Jeg elsker ham ikke læn­gere. Jeg har lært at kjende noget Bedre. Jeg har lært at skjønne paa hvad en Mands Fas­thed og Selvbe­herskelse har for Værd for et værgeløst Fru­en­tim­mer. Jeg kan ikke leve uden hos Dem. Deres aan­drige Omgang, Deres høie Dyd overveier for mig alle andre For­trin. De kan forskyde mig, om De vil, men dette Doc­u­ment under­skriv­er jeg ikke.” — Med disse Ord søn­der­rev hun for­bit­tret det Papi­ir, Hr. v. S. havde lev­eret hende, og med Taar­er for­lod hun Værelset, og gik ind i sit Cab­i­net, hvor hen­des over al Beskriv­else lyk­salige Ægte­mand snart ful­gte efter hende.

Næste Aars Paaske­mor­gen lod Hr. v. S. med stor Høi­tide­lighed døbe sin og Karens Søn, og den lykke­lige unge Mod­er følte fra hiint Øieb­lik ingen Tomhed i sit Hjem eller sit Hjerte.

Kilde: Køge bib­liotek


Arbejdsspørgsmål:

  1. Præsen­tér Thoma­sine Gyllem­bourg for klassen, evt. vha. PP. Brug Lit­ter­a­turens veje og fx. for­fat­ter­web. Fork­lar begre­bet ‘poet­isk real­isme’ og påvis det i teksten.
  2. Del tek­sten ind i afs­nit og giv dem en over­skrift. Forsøg at bestemme Karens alder i hvert afsnit.
  3. Karak­ter­isér Karens bejlere. Giv eksem­pler fra teksten.
  4. Giv en miljøkarak­ter­is­tik af hr. A’s fam­i­lie — hvilke værdier pri­or­iteres højest? Giv eksem­pler fra teksten.
  5. Giv en karak­ter­is­tik af Karen. Beskriv hen­des udvikling. Giv eksem­pler fra teksten.

Udgivet

i

,

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *