ad 2) NATO har FN-mandat, ja, og det giver selvfølgelig missionen legitimitet til forskel fra Vietnam-krigen. Men mandatet hjælper jo ikke meget, når ingen vil ofre de soldater, der skal til.
Mandatet blev fornyet den 13. oktober, dvs. før 2. valgrunde blev aflyst.

Det er noget lort — vi kan ikke lade afghanerne i stikken, men jeg synes heller ikke vi kan støtte en halvhjertet militær indsats som ikke vil nå målet.

1)
” Den eneste rationelle grund til at være i Afghanistan er i mine øjne den politiske goodwill vi får ved at støtte vores vigtigste allierede siden 2. Verdenskrig, USA.”

Har vi ikke trods alt en forpligtelse overfor det land, som vi har været med til at invadere? Altså forstå mig ret — det ser ikke godt ud for “the war on terror” i Afghanistan lige nu, og måske ser det endda endnu værre ud for vores forsøg på at reformere landet, jvf. valget, som du selv skriver. Men jeg mener, at der er en tendens til at glemme, at “rydde op” efter sig selv, så at sige. Landet har ikke ligefrem fået det bedre på grund af FN og NATOs invasion af Afghanistan — skylder vi ikke i det mindste Afghanerne at sørge for, at landet er i en bedre stand, reelt, end da vi invaderede det? Er det ikke forkert at måle vores tilstedeværelse i et land, altså som krigsførende magt, på hvorvidt man får nogen gevinst ud af det, eller ej? Jo, der dør danske soldater, og andre soldater fra forskellige andre lande, men det er trods alt krig. En krig som vi startede mod et andet land, selvom vi sagde, at vi var på jagt efter Bin Laden? Jeg siger ikke, at tilstedeværelsen af soldater skal være der, selvom det ikke nytter, jeg siger blot, at der ikke er forsøgt nok endnu for at retfærdiggøre vores tilbagetrækning.

2)

“Hvis jeg var udenrigsminister, ville jeg prøve at få udarbejdet nogle forskellige exitstrategier, men det er de sikkert også i fuldt sving med over there. De har jo erfaringen fra Vietnam.”

Det tolker jeg som om, at du godt mener, at man kan sammenligne Vietnam-krigen med Afghanistan. Det kan man for så vidt også i forhold til den fjende, som der kæmpes imod og man kan vel også drage paralleller omkring forventningen om en hurtig sejr, der blev skiftet ud med en langvarig krig, hvis popularitet kun er dalende. Men den afgørende forskel, mener jeg, er at USA ikke står alene som det krigsførende og invaderende land. Der er jo givet et FN-Mandat til invasionen! De står ikke alene, og alle de bebrejdelser som krigen fører med sig sætter sig ikke kun på et land. Det sætter sig netop på de alle de krigsførende parter. Derfor vil den samme “skam”, der ramte USA efter Vietnam, ikke ramme hverken USA eller resten af den vestlige verden i så høj grad.

Når det er sagt, godt oplæg og superspændende artikler herinde 🙂