Palæstinakonflikten – et overblik

Download som ebog

Staten Israel 1948

Den 29. november 1947 vedtog FN en delingsplan for Palæstina (se kort). Ifølge planen skulle jøderne have ca. 58% af området, mens araberne fik de resterende 42%. Ingen af parterne skulle have Jerusalem, der i stedet skulle være under international kontrol. 33 lande stemte for og 13 imod, heriblandt de arabiske lande, som slet ikke accepterede FN’s ret til at dele området op. 10 lande undlod at stemme, men planen var altså vedtaget med et klart flertal.

FN's delingsplan 1947

FN’s delingsplan 1947

Da englænderne forlod Palæstina udråbte zionisterne i maj 1948 staten Israel i henhold til delingsplanen. Israels arabiske naboer angreb straks og startede den krig, som Israel siden har kaldt ‘uafhængighedskrigen’, der sluttede med en våbenhvile (ikke en fredsaftale!) i 1949. Israel tilkæmpede sig i krigen 78% af Palæstina. Ifølge delingsplanen skulle de have 58%.

Ca. 750.000 arabere valgte/var nødt til at flygte fra Palæstina, mens ca. 150.000 blev i Palæstina. De områder, som delingsplanen havde tildelt palæstinenserne blev erobret af Egypten (Gaza-striben) og Jordan (Vestbredden). Palæstinensernes jord blev konfiskeret af den nye israelske stat. 374 palæstinensiske byer og landsbyer blev jævnet med jorden og udstykket til nye israelske borgere.

Palæstinenserne var dermed statsløse.

I dag er flygtningeproblemet et væsentligt spørgsmål i konflikten. Nogle palæstinensere kræver at flygtningene fra 1948 skal have lov at vende tilbage. Nogle israelere hævder, at palæstinenserne selv frivilligt forlod Israel for at kunne vende tilbage, når krigen var ovre.


Fredsprocessen 1991-2000

 

En ny verdensorden

I 45 år havde international politik været præget af frygten for en atomkrig mellem Sovjet og USA. Regionale eller lokale konflikter blev fedtet ind i magtkampen mellem USA og Sovjet, der ønskede udbredelsen af hver deres samfundssystem. Berlinmurens fald i 1989 og Sovjets efterfølgende kollaps betød at Den kolde krig var slut. Dermed var risikoen for atomkrig også faldet kraftigt. I en vis forstand havde USA og Sovjet i spidsen for hver deres blok af allierede, reguleret og dikteret international politik. De to supermagter brugte deres vetoret i FN, hvis deres interesser for alvor var truet. Terrorbalancen afskrækkede supermagterne fra at angribe hinanden.

Men hvordan ville verden blive med kun én supermagt?

Golfkrigen 1990-91

I august 1990 besatte Saddam Husseins Irak den lille oliestat Kuwait. Palæstinensernes leder Yassir Arafat valgte at støtte Saddam Hussein i håbet om, at han kunne blive den stærke mand, som kunne forene alle arabere i kampen mod Israel. Samme dag vedtog FN en resolution (660), der fordømte Iraks besættelse og krævede en betingelsesløs tilbagetrækning. Sovjet stemte sammen med USA i sikkerhedsrådet.

Saddam Hussein nægtede at lystre FN, når Israel ikke havde trukket sig ud af områderne besat efter 6-dages krigen i 1967. Dette synspunkt havde/har mange arabere stor forståelse for. Gælder FN’s resolutioner ikke for alle?

Hussein forsøgte at drage Israel ind i krigen ved at fyre missiler af mod Israels hovedstad, Tel Aviv. Hvis Israel svarede igen, risikerede konflikten at eskalere til en krig mellem Israel og dets naboer. USA overtalte Israel til at holde sig udenfor. Formelt var det en international FN-styrke, der drev Saddam Hussein ud af Kuwait. Reelt var det USA, der vandt en knusende sejr og fik demonstreret sin overlegne militære styrke. Alle vidste nu, at verden havde 1 supermagt.

Saddam Husseins henvisning til Palæstina-konflikten udstillede de vestlige landes dobbeltmoral: Hvorfor skulle Saddam Hussein adlyde en FN-resolution om tilbagetrækning fra Kuwait, når Israel trodsede FN mht. tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza?

I en tale til den amerikanske kongres d. 6. marts 1991 sagde George Bush bl.a.:

“En ordentlig fredsaftale må basere sig på FN’s Sikkerhedsråds resolutioner nr. 242 og 338 og princippet om land for fred. Dette princip må videreudvikles til at kunne give Israel sikkerhed og anerkendelse og palæstinenserne legitime politiske rettigheder. Alt andet vil svigte det dobbelte krav om retfærdighed og fred. Tiden er inde til at løse den arabisk-israelske konflikt.” (Quandt s. 496.)

Osloaftalen 1993

Oslo-aftalen 1993 By Vince Musi / The White House [Public domain], via Wikimedia Commons

Oslo-aftalen 1993
By Vince Musi / The White House [Public domain], via Wikimedia Commons

I 1991 lykkedes det USA’s udenrigsminister James Baker at overtale politiske ledere fra Syrien, Libanon, Jordan og Israel til at mødes til en fredskonference i Madrid. Det vanskeligste problem var at finde repræsentanter for palæstinenserne, som israelske politikere ville tale med. Israel nægtede at forhandle med PLO, som havde gennemført adskillige terroraktioner mod Israel. Problemet blev løst ved en fælles jordansk/palæstinensisk delegation, med palæstinensere, der ikke kom fra de besatte områder. Det kunne både Israel og PLO acceptere. Alene at bringe parterne til samme forhandlingsbord i Madrid var en stor bedrift. Forhandlingerne fortsatte i al hemmelighed i flere arabiske hovedstæder og endte tilsidst i Oslo. Dette førte i 1993 nærmest sensationelt til Oslo-aftalen, der blev indgået mellem Israels ministerpræsident Rabin og PLO-leder Arafat, der efterfølgende gav hinanden et berømt håndtryk.De vigtigste elementer i Osloaftalen var anerkendelse af Israel og selvstyre til palæstinenserne:

  • PLO anerkendte Israels ret til at eksistere – Israel anerkendte PLO som legitim repræsentant for det palæstinensiske folk.
  • Palæstinenserne fik i 1994 selvstyre i udvalgte områder af Gaza og Vestbredden. Senest i 1999 skulle det føre til en selvstændig stat.

Der var mange ting, som der ikke var en løsning på, men man aftalte at sætte en fredsproces igang – problemerne skulle løses hen ad vejen. Osloaftalen lignede et stort skridt fremad for en fredsaftale, for nu anerkendte Israel og PLO for første gang hinandens ret til at være i området. Men både jødiske og palæstinensiske ekstremister var imod fredsprocessen.

Det lykkedes også at få en fredsaftale i stand mellem Israel og Jordan, der jo sammen med lande som Syrien, Libanon, Iran og Saudi-Arabien stadig ikke anerkendte Staten Israels ret til at eksistere. Nu var Israel anerkendt af 2 naboer: Egypten og Jordan. Der er omkring 3 mio. palæstinensiske flygtninge i Jordan.

Yassir Arafat og Rabin modtog Nobels fredspris for deres arbejde – mange håbede at fredsprocessen endelig ville føre til fred i regionen

Palæstinensisk selvstyre i Gaza og Vestbredden

Ifølge Oslo-aftalen skulle der etableres et palæstinensisk selvstyre i Gazastriben og Vestbredden. PLO med Arafat i spidsen skulle omstille sig fra at være en guerillaorganisation til at være ansvarlig statsmyndighed. Det var ikke let – og det gik ikke så godt. Arafat var reelt diktator i selvstyret, der både var korrupt og udemokratisk. Arafat sad fx. på 60 jobs i regeringen, ansatte sine venner og brugte internationale støttemidler på sin kone. I 1998 var 25% af den palæstinensiske arbejdsstyrke ansat i selvstyrets regering og var derfor selvfølgelig afhængige af selvstyret.

Modstand mod Osloaftalen

På palæstinensisk side var Hamas og PFLP imod fredsaftalen. Hamas anerkendte ikke Israels ret til en stat i Palæstina, de ønskede at fortsætte den væbnede kamp bl.a. for at de mere end fire millioner palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage.

Som palæstinenser skulle du altså tage stilling til, om du ville støtte en korrupt og udemokratisk Arafat og fredsprocessen eller terrororganisationer som Hamas. I 1996 skulle der være valg til selvstyrets “Folketing”. Alle andre end Arafats parti ‘Fatah’ boykottede imidlertid valget, da de afviste hele fredsprocessen. Arafat og PLO havde bestemt ikke opbakning fra alle palæstinensere til at forhandle med Israel.

Den israelske regering havde også deres at slås med. Fanatisk religiøse jøder nægtede at opgive jord, som Gud havde lovet dem. Israelske bosættere på Vestbredden og Gaza var imod fredsprocessen. I 1995 blev Rabin myrdet af en ekstremistisk jøde, for at “forråde” Israel og i 1996 vandt Likud-partiet, som var modstandere af fredsprocessen, parlamentsvalget i Israel.

Hamas og PFLP fortsatte deres terroraktioner med selvmordsbomber ind i Israel, og Israel nægtede derfor at leve op til deres del af aftalerne. Israel overskred fristerne for tilbagegivelse af territorium, og man kunne ikke blive enige om Jerusalems status, spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og de israelske bosættelser i de besatte områder.

Bill Clinton inviterede til endnu en runde forhandlinger på hans landsted Camp David i 2000. Israels leder Ehud Barak og palæstinensernes leder Arafat forsøgte igen, og denne gang var de meget tæt på en aftale, men det mislykkedes. Angiveligt var det Jerusalems status, man ikke kunne enes om.

Fredsprocessens tidsfrister var således overskredet mange gange. Den palæstinensiske skuffelse over fredsprocessens manglende resultater blev til åbent oprør i september 2000, da Israels nye leder Ariel Sharon besøgte Øst-Jerusalem. Det blev opfattet som om Israel ville beholde dette område, som man ifølge planerne skulle have forhandlet om for længst.


Arbejdsspørgsmål til fredsprocessen 1991 – 2000

  1. Lav jeres egen oversigt over væsentlige begivenheder i konflikten fra 1991-2000 på grundlag af teksten.
  2. Hvorfor ville Saddam Hussein ikke lystre FN op til Golfkrigen?
  3. Kunne USA ikke helt undvære FN i den nye verdensorden ?
  4. Hvad er forskellen på en fredsaftale og en fredsproces ? Hvad var Osloaftalen?
  5. Hvad fik Israel / hhv. PLO ud af at indgå en aftale? Hvem fik mest ud af det?
  6. Hvem var modstandere af fredsaftalen – hvorfor?
  7. “Som palæstinenser skulle du tage stilling til… ” – hvem ville du/I støtte, hvis… – begrund.
  8. Hvem/hvad/hvorfor stoppede fredsprocessen?

Køreplan med forsinkelser – 2000 – 2006

Al Aqsa Intifadaen

Sharon besøgte Al Aqsa Moskeen under stærk bevogtning

Den 13. september 2000 skulle en selvstændig palæstinensisk stat efter fredsprocessens plan være udråbt. Den 28. september 2000 besøgte Sharon Jerusalems Tempelbjerg i Øst-Jerusalem, hvor muslimernes helligdom Al Aqsa Moskeen ligger. Det virkede meget provokerende på nogle palæstinensere, der opfattede besøget som en understregning af, at hele Jerusalem skulle høre under Israel. Det startede den anden palæstinensiske Intifada, som i en vis forstand ikke er slut endnu. Oprørerne krævede, at Israel skulle trække sig tilbage til 1967-grænserne, at bosættelserne på Vestbredden og Gaza blev fjernet og at de palæstinensiske flygtninge skulle have kompensation for den jord, de var flygtet fra. Selvmordsbombere terroriserede atter Israel for at få israelerne til at kræve sikkerhed fra deres regering. Antallet af selvmordsbombere steg.

11. september 2001

Terrorangrebet på USA i 2001 og den efterfølgende krig mod terror i Afghanistan og Irak påvirkede også Palæstina-konflikten. Lederen af det israelske Likud-parti, Ariel Sharon, mente at deres kamp mod palæstinensiske terrorister var en parallel situation. Siden 2001 har USA derfor støttet Israels leder Ariel Sharons hårde kurs overfor palæstinensiske terror-grupper. Samtidig lagde USA dog (igen) vægt på, at Palæstina-konflikten måtte finde en varig løsning. Som i 1990/91 ønskede man ikke at Irak-krigen blev udlagt som et Vestens korstog mod Islam eller arabere, det var netop en kamp mod terrorisme. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen lagde også vægt på en løsning i Palæstina, da Danmark i 2003 valgte at gå i krig i Irak:

“Regeringen lægger i sin støtte til USA stor vægt på, at præsident Bush har erklæret sin klare støtte til en køreplan for en samlet løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Uden en sådan løsning bliver der aldrig fred og ro i Mellemøsten.” (Jensen: Irak og Palæstina)

Køreplan for fred 2002

Det internationale samfund forsøgte i 2002 at puste nyt liv i fredsprocessen. USA, Rusland, FN og EU godkendte det år en såkaldt “Køreplan for fred” som deres bud på en løsning. Planen er bl.a. udarbejdet af den danske udenrigsminister Per Stig Møller.

Planen består af 3 faser:

  1. Det palæstinensiske selvstyre skulle stoppe volden. Israelserne skulle trække deres militær ud af det palæstinensiske selvstyreområde og fjerne nye bosættelser etableret efter 2000.
  2. Etablering af en egentlig palæstinensisk stat indenfor foreløbige grænser. (skulle være afsluttet i 2003)
  3. En international konference skulle drøfte de vanskelige spørgsmål: Jerusalems status, flygtningene, bosættelserne og den endelige grænsedragning.

Køreplan for fred minder på mange måder om Osloaftalen. Land for fred-princippet bruges igen og nogle af de vanskeligste problemer udsættes til senere. Planens succes? Tja…

Reaktioner

Palæstinenserne begyndte at reformere deres selvstyre. Arafat blev tvunget til at trække sig tilbage til fordel for Abu Mazen som ny palæstinensisk statsminister. Han overtalte terrororganisationerne, bl.a. Hamas og Islamisk Jihad, til en våbenhvile. Den varede desværre kun kort tid, for israelsk militær fortsatte i august 2003 jagten på palæstinensiske terrorister. Det israelske sikkerhedshegn. Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/West_Bank_Barrier (Public Domain)Israel gennemførte militæraktioner mod flygningelejre, som de mente husede terrorister fra Hamas og Islamisk Jihad. Israelsk militær har dræbt flere ledere fra disse grupper. I marts 2004 dræbte israelsk militær Hamas lederen Ahmed Yasin. I 2002 belejrede de Arafats hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden, fordi de ikke mente, han gjorde nok for at stoppe volden.

I 2003 begyndte Israel at opføre et 200 kilometer 8-10 meter højt cementhegn i grænseområdet ved Vestbredden. Hegnet har en sikkerhedszone på 60-100 meter. Formålet med hegnet er at holde selvmordsterrorister ude. Hegnet opføres delvist på palæstinensisk territorium. På kortet til højre ses nogle tyrkisfarvede områder nede omkring Jerusalem. Det er de israelske bosættelser på Vestbredden, som skal beskyttes mod palæstinensisk terror.

I juli 2004 erklærede Den Internationale Domstol i Haag at sikkerhedshegnet var i strid med folkeretten. Israel anerkender ikke denne kendelse.

Samtidig med denne hårde kurs på Vestbredden gennemførte Sharon overraskende også i 2005 en israelsk tilbagetrækning fra Gaza-striben. Ca. 8000 jødiske bosættere blev fjernet med magt af den israelske hær. Kritikere hævder, at dette skete for at fjerne international opmærksomhed fra Vestbredden, især Østjerusalem, hvor der befinder sig væsentlig flere jødiske bosættere (ca. 400.000 har bosat sig ulovligt i disse områder gennem de sidste 30 år)

Meget tyder på, at Sharon var begyndt at forberede en ensidig israelsk grænsedragning. Ved at give palæstinenserne Gaza-striben håbede han at få mere land på Vestbredden.

Palæstinenserne valgte Hamas

Yassir Arafat døde i november 2004 og en anden PLO-stifter, Mahmoud Abbas (Abu Mazen), blev valgt af palæstinenserne som afløser. I 2006 fik Hamas flertal i det palæstinensiske parlament efter et demokratisk valg i selvstyret. Det skabte et kæmpeproblem for det internationale samfund, der havde støttet det palæstinensiske selvstyre økonomisk siden starten. Hamas er en terrororganisation. Hamas anerkender ikke Israel. Man skulle vel heller ikke give penge til Al Qaida?? På den anden side var Hamas jo demokratisk valgt.

I april 2006 stoppede EU og USA den økonomiske støtte til selvstyret. Samtidig meddelte de at støtten vil blive genoptaget, hvis Hamas anerkender Israel og lover ikke at bruge vold. (kilde: dr.dk) Det har betydet, at selvstyret ikke har kunnet aflønne sine ansatte – politi, embedsmænd, lærere, osv.

Israel har nægtet og nægter stadig at forhandle med Hamas.

Israelerne valgte Kadima

I 2005 stiftede Ariel Sharon et nyt parti, ‘Kadima’, som satsede på fred med palæstinenserne som vigtigste mærkesag. Freden skulle sikres ved at israel skulle trække sig tilbage fra besatte områder og selv fastlægge statens grænser uden forhandling med palæstinenserne.

Den 4/1 2006 fik Ariel Sharon et slagtilfælde og dermed endte hans politiske karriere. Ehud Olmert overtog formandsposten i Kadima og blev efter valget i marts Israels statsminister. Kadima blev det største parti med 29 ud af 120 pladser i Knesset, det israelske parlament. Kadima må altså samarbejde med andre partier og her opstår vanskelighederne jo som regel.

Krig i Libanon

I sommeren 2006 udbrød der regulær krig i Mellemøsten. Guerillaer fra libanesiske Hizbollah skød tre og kidnappede to israelske soldater. Hizbollah ville tvinge Israel til at frigive libanesiske og palæstinensiske fanger fra landets fængsler. I de følgende uger gennemførte Israel flere militæraktioner ind i Libanon, der skulle nedkæmpe Hizbollah. Men Hizbollah blev ved med at sende missiler ind i Israel. FN udarbejdede forslag til en våbenhvile, der trådte i kraft d. 14. august 2006.

Våbenhvilen blev udlagt som en sejr for Hizbollah. Det lykkedes nemlig ikke for israel at opspore alle organisationens medlemmer. Israel virkede ikke længere helt så militært overlegen, som efter seksdageskrigen i 1967.

 

De vigtigste problemer i dag (2006)

Situationen i Palæstina har desværre ikke ændret sig meget siden 1967. Problemerne er stadig:

  • Jerusalems status. Israel vil have hele Jerusalem som hovedstad i Israel. Palæstinenserne ønsker en del af byen i deres fremtidige stat.
  • De jødiske bosættelser på resten af Vestbredden og Golan
  • De palæstinensiske flygtninges muligheder for at vende hjem til områder, de er flygtet fra i 1948 eller 1967 eller alternativt at få en kompensation.
  • Grænsedragning og anerkendelse af de to stater.

Køreplanen for fred har ikke hjulpet synderligt. Desværre kommer der nok flere ofre for selvmordsbomber og terroristjagter.


Arbejdsspørgsmål til Køreplan med forsinkelser

  1. Hvad betød 11/9 2001 for Palæstinakonflikten?
  2. Hvorfor opførte Israel i 2003 en sikkerhedsmur om Jerusalem?

Litteratur: (desværre er mange links ikke længere aktive)

Teksten sidst revideret 28.02.2006
0.00 avg. rating (0% score) - 0 votes
Udgivet i E-bøger, Palæstina