lektoren

An arrow divider

H. C. Andersen: “Den grimme Ælling” (1844)

19 min­ut­ters læsning
Download som ebog

Der var saa deiligt ude paa Lan­det; det var Som­mer, Kor­net stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyp­tisk, for det Sprog havde han lært af sin Mod­er. Rund­tom Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene dybe Søer; jo, der var rigtig­nok deiligt derude paa Lan­det! Midt i Sol­skin­net laae der en gam­mel Her­re­gaard med dybe Canaler rundt om, og fra Muren og ned til Van­det voxte store Skræppe­blade, der vare saa høie, at smaa Børn kunde staae opreiste under de største; der var lige­saa vild­somt derinde, som i den tykkeste Skov, og her laae en And paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaae Ællinger ud, men nu var hun næsten kjed af det, for­di det varede saa længe, og hun sjælden fik Vis­it; de andre Ænder holdt mere af at svømme om i Canalerne, end at løbe op og sid­de under et Skræppe­blad for at snad­dre med hende.

Endelig knagede det ene Æg efter det andet: “pip! pip!” sagde det, alle Ægge­blom­merne vare blevne lev­ende og stak Hov­edet ud.

“Rap! rap!” sagde hun, og saa rappede de sig alt hvad de kunde, og saae til alle Sider under de grønne Blade, og Mod­eren lod dem see saa meget de vilde, for det Grønne er godt for Øinene.

“Hvor dog Ver­den er stor!” sagde alle Ungerne; thi de havde nu rigtig­nok ganske anderledes Plads, end da de laae inde i Ægget.

“Troer I, det er hele Ver­den!” sagde Mod­eren, “den strækker sig langt paa den anden Side Haven, lige ind i Præstens Mark! men der har jeg aldrig været! — I ere her dog vel Alle­sam­men!” — og saa reiste hun sig op, “nei, jeg har ikke alle! det største Æg lig­ger der end­nu; hvor længe skal det vare! nu er jeg snart kjed af det!” og saa lagde hun sig igjen.

“Naa hvor­dan gaaer det?” sagde en gam­mel And, som kom for at gjøre Visit.

“Det var­er saa længe med det ene Æg!” sagde Anden, som laae; “der vil ikke gaae Hul paa det! men nu skal Du see de andre! de ere de deilig­ste Ællinger jeg har seet! de ligne Alle­sam­men deres Fad­er, det Skarn han kom­mer ikke og besøger mig.”

“Lad mig see det Æg, der ikke vil revne!” sagde den gam­le. “Du kan troe, at det er et Kalkun-Æg! saaledes er jeg ogsaa blevet nar­ret engang, og jeg havde min Sorg og Nød med de Unger, for de ere bange for Van­det, skal jeg sige Dig! jeg kunde ikke faae dem ud! jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! — Lad mig see Ægget! jo, det er et Kalkun-Æg! lad Du det ligge og lær de andre Børn at svømme!”

“Jeg vil dog ligge paa det lidt end­nu!” sagde Anden; har jeg nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge Dyre­havsti­den med!”

“Vær saa god!” sagde den gam­le And, og saa gik hun.

Endelig revnede det store Æg. “Pip! pip!” sagde Ungen og vælt­ede ud; han var saa stor og styg. Anden saae paa ham: “Det er da en for­færdelig stor Ælling den!” sagde hun; “ingen af de andre see saadanne ud! det skulde dog vel aldrig være en Kalkun-Kylling! naa, det skal vi snart komme efter! i Van­det skal han, om jeg saa selv maa sparke ham ud!”

Næste Dag var det et vel­signet, deiligt Veir; Solen skinnede paa alle de grønne Skræp­per. Ællinge­mod­eren med hele sin Fam­i­lie kom frem nede ved Canalen: plad­sk! sprang hun i Van­det: “rap! rap!” sagde hun og den ene Ælling plum­pede ud efter den anden; Van­det slog dem over Hov­edet, men de kom strax op igjen og fløde saa deiligt; Benene gik af sig selv, og alle vare de ude, selv den stygge, graae Unge svømmede med.

“Nei, det er ingen Kalkun!” sagde hun; “see hvor deiligt den bruger Benene, hvor rank den hold­er sig! det er min egen Unge! igrun­den er den dog ganske kjøn, naar man rigtig seer paa den! rap! rap! — kom nu med mig, saa skal jeg føre Jer ind i Ver­den, og præsen­tere Jer i Ande­gaar­den, men hold Jer altid nær ved mig, at ingen træder paa Jer, og tag Jer iagt for Kattene!”

Og saa kom de ind i Ande­gaar­den. Der var en skrække­lig Støi derinde, thi der var to Fam­i­li­er, som sloges om et Aale­hoved, og saa fik dog Kat­ten det.

“See, saaledes gaaer det til i Ver­den!” sagde Ællinge­mod­eren, og slikkede sig om Snabe­len, for hun vilde ogsaa have Aale­hovedet. “Brug nu Benene!” sagde hun, “see, at I kunne rappe Jer, og nei med Halsen for den gam­le And der­henne! hun er den fornem­ste af dem Alle her! hun er af span­sk Blod, der­for er hun svær, og see I, hun har en rød Klud om Benet! det er noget overor­dentligt deiligt, og den største Udmærkelse nogen And kan faae, det bety­der saameget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kjen­des af Dyr og af Men­nesker! — Rap Jer! — ikke ind til Beens! en velop­dra­gen Ælling sæt­ter Benene vidt fra hinan­den, lige­som Fad­er og Mod­er! see saa! nei nu med Halsen og siig: rap!”

Og det gjorde de: men de andre Ænder rundt om saae paa dem og sagde ganske høit: “see saa! nu skal vi have det Slæng til! lige­som vi ikke vare nok alligev­el! og fy, hvor den ene Ælling seer ud! ham ville vi ikke taale!” — og strax fløi der en And hen og bed den i Nakken.

“Lad ham være!” sagde Mod­eren, “han gjør jo Ingen noget!”

“Ja, men han er for stor og for aparte!” sagde Anden, som bed, “og saa skal han nøfles!”

“Det er kjønne Børn, Mod­er har!” sagde den gam­le And med Klu­den om Benet, “Alle­sam­men kjønne, paa den ene nær, den er ikke lykkedes! jeg vilde ønske, hun kunde gjøre den om igjen!”

“Det gaaer ikke, Deres Naade!” sagde Ællinge­mod­eren, “han er ikke kjøn, men han er et inderligt godt Gemyt, og svøm­mer saa deiligt, som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt til! jeg tænker han vox­er sig kjøn, eller han med Tiden bliv­er noget min­dre! han har ligget for længe i Ægget, og der­for har han ikke faaet den rette Skikkelse!” og saa pillede hun ham i Nakken og glat­tede paa Per­so­n­en. “Han er desu­den en Andrik,” sagde hun, “og saa gjør det ikke saa meget! jeg troer han faaer gode Kr??fter, han slaaer sig nok igjennem!”

“De andre Ællinger ere nydelige!” sagde den Gam­le, “lad nu, som I var hjemme, og find­er I et Aale­hoved, saa kan I bringe mig det!” -

Og saa vare de, som hjemme.

Men den stakkels Ælling, som sidst var kom­men ud af Ægget, og saae saa fæl ud, blev bidt, puffet og gjort Nar af, og det baade af Ænderne og Hønsene. “Han er for stor!” sagde de Alle­sam­men, og den kalkunske Hane, der var født med Sporer og troede der­for, at han var en Keis­er, pust­ede sig op som et Fartøi for fulde Seil, gik lige ind paa ham og saa plu­drede den og blev ganske rød i Hov­edet. Den stakkels Ælling vid­ste hverken, hvor den turde staae eller gaae, den var saa bedrøvet, for­di den saae saa styg ud og var til Spot for hele Andegaarden.

Saaledes gik det den første Dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels Ælling blev jaget af dem Alle­sam­men, selv hans Sødsk­ende var saa onde imod ham, og de sagde altid: “bare Kat­ten vilde tage Dig, dit fæle Spek­takel!” og Mod­eren sagde: “gid Du bare var langt borte!” og Ænderne beed ham, og Hønsene huggede ham, og Pigen, som skulde give Dyrene Æde, sparkede til ham med Foden.

Da løb og fløi han hen­over Heg­net; de smaa Fugle i Buskene foer forskrækket i Veiret; “det er for­di jeg er saa styg,” tænk­te Ællin­gen og lukkede Øinene, men løb alligev­el afst­ed; saa kom den ud i den store Mose, hvor Vildæn­derne boede. Her laae den hele Nat­ten, den var saa træt og sorrigfuld.

Om Mor­ge­nen fløi Vildæn­derne op, og de saae paa den nye Kam­er­at; “hvad er Du for een?” spurgte de, og Ællin­gen dreiede sig til alle Sider, og hilsede saa godt den kunde.

“Du er inderlig styg!” sagde Vildæn­derne, “men det kan da være os det samme, naar Du ikke gifter Dig ind i vor Fam­i­lie!” — Den Stakkel! han tænk­te rigtig­nok ikke paa at gifte sig, turde han bare have Lov at ligge i Sivene og drikke lidt Mosevand.

Der laae han i hele to Dage, saa kom der to Vildgjæs eller ret­tere Vildgasser, for de vare to Han­ner; det var ikke mange Tider siden de vare komne ud af Ægget, og der­for vare de saa raske paa det.

“Hør Kam­mer­at!” sagde de, “Du er saa styg at jeg kan godt lide Dig! vil Du dri­ve med og være Trækfugl! tæt herved i en anden Mose er der nogle søde vel­signede Vildgjæs, alle­sam­men Frøken­er, der kunne sige: rap! Du er istand til at gjøre din Lykke, saa styg er Du!” — -

“Pif! paf!” lød i det samme oven­over, og begge Vildgasserne faldt døde ned i Sivene, og Van­det blev blo­drødt; pif! paf! lød det igjen, og hele Skar­er af Vildgjæs fløi op af Sivene, og saa knald­ede det igjen. Der var stor Jagt, Jægerne laae rund­tom Mosen, ja nogle sad oppe i Træ­grenene, der strak­te sig langt ud over Sivene; den blaae Røg gik lige­som Sky­er ind imellem de mørke Træer og hang langt hen over Van­det; i Mud­deret kom Jagth­un­dene, klask klask; Siv og Rør svaiede til alle Sider; det var en Forskrækkelse for den stakkels Ælling, den dreiede Hov­edet om for at faae det under Vin­gen, og lige i det samme stod tæt ved den en frygtelig stor Hund, Tun­gen hang ham langt ud af Halsen, og Øinene skinnede gru­eligt fælt; han sat­te sit Gab lige ned imod Ællin­gen, viste de skarpe Tæn­der — - og plad­sk! plad­sk! gik han igjen uden at tage den.

“O Gud skee Lov!” sukkede Ællin­gen, “jeg er saa styg, at selv Hun­den ikke gider bide mig!”

Og saa laae den ganske stille, mens Hag­lene susede i Sivene, og det knald­ede Skud paa Skud.

Først langt ud paa Dagen blev der stille, men den stakkels Unge turde end­nu ikke reise sig, den vent­ede flere Timer end­nu, før den saae sig om, og saa skyn­dte den sig afst­ed fra Mosen, alt hvad den kunde; den løb over Mark og over Eng, det var en Blæst, saa at den havde haardt ved at komme afsted.

Mod Aften naaede den et fat­tigt lille Bon­de­hu­us; det var saa elendigt, at det ikke selv vid­ste til hvad Side det vilde falde, og saa blev det staaende. Blæsten susede saaledes om Ællin­gen, at han maat­te sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da mærkede han, at Døren var gaaet af det ene Hængsel, og hang saa skjævt, at han igjen­nem Sprækken kunde smutte ind i Stuen, og det gjorde han.

Her boede en gam­mel Kone med sin Kat og sin Høne, og Kat­ten, som hun kaldte Søn­neke, kunde skyde Ryg og spinde, han gnistrede saa­gar, men saa maat­te man stryge ham mod Haarene; Hønen havde ganske smaae lave Been, og der­for kaldtes den “Kykke­lilavbeen;” den lagde godt Æg, og Konen holdt af den, som af sit eget Barn.

Om Mor­ge­nen mærkede man strax den fremmede Ælling, og Kat­ten beg­y­n­dte at spinde og Hønen at klukke.

“Hvad for noget!” sagde Konen, og saae rund­tomkring, men hun saae ikke godt, og saa troede hun, at Ællin­gen var en feed And, der havde forvildet sig. “Det var jo en rar Fangst!” sagde hun, “nu kan jeg faae Ande-Æg, er den bare ikke en Andrik! det maa vi prøve!”

Og saa blev Ællin­gen antaget paa Prøve i tre Uger, men der kom ingen Æg. Og Kat­ten var Herre i Huset og Hønen var Madamme, og alle­tider sagde de: “vi og Ver­den!” for de troede, at de vare Halv­parten, og det den allerbed­ste Deel. Ællin­gen syntes, at man kunde ogsaa have en anden Mening, men det taalte Hønen ikke.

“Kan Du lægge Æg?” spurgte hun.

“Nei!”

“Ja, vil Du saa holde din Mund!”

Og Kat­ten sagde: “Kan Du skyde Ryg, spinde og gnistre?”

“Nei!”

“Ja saa skal Du ikke have Mening, naar for­nuftige Folk tale!”

Og Ællin­gen sad i Kro­gen og var i daarligt Humeur; da kom den til at tænke paa den friske Luft og Sol­skin­net; den fik saadan en forun­derlig Lyst til at fly­de paa Van­det, tilsidst kunde den ikke lade være, den maat­te sige det til Hønen.

“Hvad gaaer der af Dig?” spurgte hun. “Du har ingen Ting at bestille, der­for komme de Nykker over dig! Læg Æg eller spind, saa gaae de over.”

“Men det er saa deiligt at fly­de paa Van­det!” sagde Ællin­gen, “saa deiligt at faae det over Hov­edet og dukke ned paa Bunden!”

“Ja det er en stor Fornøielse!” sagde Hønen, “Du er nok bleven gal! Spørg Kat­ten ad, han er den klo­geste, jeg kjen­der, om han hold­er af at fly­de paa Van­det, eller dykke ned! jeg vil ikke tale om mig. — Spørg selv vort Her­skab, den gam­le Kone, klogere end hende er der Ingen i Ver­den! troer Du, hun har Lyst til at fly­de og faae Vand over Hovedet!”

“I forstaae mig ikke!” sagde Ællingen.

“Ja, forstaae vi Dig ikke, hvem skulde saa forstaae Dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end Kat­ten og Konen, for ikke at nævne mig! Skab Dig ikke, Barn! og tak Du din Skaber for alt det Gode, man har gjort for dig! Er Du ikke kom­met i en varm Stue og har en Omgang, Du kan lære noget af! men Du er et Vrøvl, og det er ikke mor­somt at omgaaes Dig! mig kan Du troe! jeg men­er Dig det godt, jeg siger Dig Ube­hage­lighed­er, og der­paa skal man kjende sine sande Ven­ner! see nu bare til, at Du læg­ger Æg og lær­er at spinde eller gnistre!”

“Jeg troer, jeg vil gaae ud i den vide Ver­den!” sagde Ællingen.

“Ja, gjør Du det!” sagde Hønen.

Og saa gik Ællin­gen: den flød paa Van­det, den dykkede ned, men af alle Dyr var den over­seet for sin Grimhed.

Nu faldt Efter­aaret paa, Bladene i Skoven bleve gule og brune, Blæsten tog fat i dem, saa de dandsede omkring, og oppe i Luften saae der koldt ud; Sky­erne hang tunge med Hagl og Sneeflokke, og paa Gjærdet stod Rav­nen og skreg “av! av!” af bare Kulde; ja man kunde orden­lig fryse, naar man tænk­te der­paa; den stakkels Ælling havde det rigtig­nok ikke godt.

En Aften, Solen gik saa vel­signet ned, kom der en heel Flok deilige store Fugle ud af Buskene, Ællin­gen havde aldrig seet nogen saa smukke, de vare ganske skin­nende hvide, med lange, smidi­ge Halse; det var Svan­er, de udstødte en ganske forun­derlig Lyd, bredte deres prægtige, lange Vinger ud og fløi bort fra de kolde Egne til varmere Lande, til aab­ne Søer! de stege saa høit, saa høit, og den lille grimme Ælling blev saa forun­derlig tilmode, den dreiede sig rundt i Van­det lige­som et Hjul, rak­te Halsen høit op i Luften efter dem, udstødte et Skrig saa høit og forun­derligt, at den selv blev bange derved. O, den kunde ikke glemme de deilige Fugle, de lykke­lige Fugle, og saas­nart den ikke længer øinede dem, dukkede den lige ned til Bun­den, og da den kom op igjen, var den lige­som ude af sig selv. Den vid­ste ikke, hvad Fug­lene hed, ikke hvor de fløi hen, men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen: den mis­undte dem slet ikke, hvor kunde det falde den ind at ønske sig en saadan Dei­lighed, den vilde være glad, naar bare dog Ænderne vilde have taalt den imellem sig! — det stakkels grimme Dyr!

Og Vin­teren blev saa kold, saa kold; Ællin­gen maat­te svømme om i Van­det for at holde det fra at fryse reent til; men hver Nat blev Hul­let, hvori den svømmede, small­ere og small­ere; det frøs, saa det knagede i Iis­sko­r­pen; Ællin­gen maat­te altid bruge Benene, at Van­det ikke skulde lukkes; tilsidst blev den mat, laa ganske stille og frøs saa fast i Isen.

Tidlig om Mor­ge­nen kom en Bon­de­mand, han saae den, gik ud og slog med sin Træsko Isen i Stykker og bar den saa hjem til sin Kone. Der blev den livet op.

Børnene vilde lege med den, men Ællin­gen troede, at de vilde gjøre den Fortræd, og foer, i Forskrækkelse, lige op i Melke­fadet, saa at Melken skvul­pede ud i Stuen; Konen skreg og slog Hæn­derne i Veiret, og da fløi den i Truget, hvor Smør­ret var, og saa ned i Meeltøn­den og op igjen; naa hvor den kom til at see ud! og Konen skreg og slog efter den med Ild­klem­men, og Børnene løbe hinan­den overende for at fange Ællin­gen, og de loe, og de skrege! — godt var det, at Døren stod aaben, ud foer den imellem Buskene i den nys­faldne Snee — der laae den, lige­som i Dvale.

Men det vilde blive alt­for bedrøveligt at fortælle al den Nød og Elendighed, den maat­te prøve i den haarde Vin­ter — - den laae i Mosen mellem Rørene, da Solen igjen beg­y­n­dte at skinne varmt; Lærk­erne sang — det var deiligt Foraar.

Da løft­ede den paa een­gang sine Vinger, de bruste stærkere end før og bare den kraftigt afst­ed; og før den ret vid­ste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i Blom­ster, hvor Siren­erne duft­ede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugt­ede Canaler! O her var saa deiligt, saa foraars­friskt! og lige foran, ud af Tyknin­gen, kom tre deilige, hvide Svan­er; de bruste med Fjerene og fløde saa let paa Van­det. Ællin­gen kjendte de prægtige Dyr og blev beta­gen af en forun­derlig Sørgmodighed.

“Jeg vil fly­ve hen til dem, de kon­gelige Fugle! og de vil hugge mig ihjel, for­di jeg, der er saa styg, tør nærme mig dem! men det er det samme! bedre at dræbes af dem, end at nappes af Ænderne, hugges af Hønsene, sparkes af Pigen, der pass­er Hønsegaar­den, og lide ondt om Vin­teren!” og den fløi ud i Van­det og svømmede hen imod de prægtige Svan­er, disse saae den og skjøde med brusende Fjere hen­i­mod den. “Dræber mig kun!” sagde det stakkels Dyr, og bøiede sit Hov­ed ned mod Vand­fladen og vent­ede Døden, — men hvad saae den i det klare Vand! den saae under sig sit eget Billed, men den var ikke læn­gere en klun­tet, sort­graa Fugl, styg og fæl, den var selv en Svane.

Det gjør ikke noget at være født i Ande­gaar­den, naar man kun har ligget i et Svaneæg!

Den følte sig orden­lig glad over al den Nød og Gjen­vordighed, den havde prøvet; nu skjønnede den just paa sin Lykke, paa al den Dei­lighed, der hilsede den. — Og de store Svan­er svømmede rundt omkring den og strøge den med Næbet.

I Haven kom der nogle smaa Børn, de kast­ede Brød og Korn ud i Van­det, og den mind­ste raabte:

“Der er en ny!” og de andre Børn jublede med: “ja der er kom­met en ny!” og de klappede i Hæn­derne og dandsede rundt; løbe efter Fad­er og Mod­er, og der blev kastet Brød og Kage i Van­det, og Alle sagde de: “Den nye er den smukkeste! saa ung og saa deilig!” og de gam­le Svan­er neiede for den.

Da følte den sig ganske und­seel­ig og stak Hov­edet om bag Vingerne, den vid­ste ikke selv hvad! den var alt­for lykke­lig, men slet ikke stolt, thi et godt Hjerte bliv­er aldrig stolt! den tænk­te paa, hvor den havde været for­ful­gt og forhaanet, og hørte nu Alle sige, at den var den deilig­ste af alle deilige Fugle; og Siren­erne bøiede sig med Grenene lige ned i Van­det til den, og Solen skinnede saa varmt og saa godt, da bruste dens Fje­dre, den slanke Hals hævede sig, og af Hjertet jublede den: “saa megen Lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling!”

Kilde: Det kon­gelige bibliotek


Arbejdsspørgsmål:

  1. Del tek­sten op i afs­nit og giv dem overskrifter
  2. Karak­ter­isér fortælleren — giv eksem­pler fra tek­sten på, at den er hen­vendt til børn.
  3. Karak­ter­isér andegår­den (søg efter ‘Aan­de­gaar­den’), hønen og kat­ten, — kom ind på deres selvop­fat­telse og verdensbillede.
  4. Hvor­dan rea­ger­er ællin­gen, da den ser en svaneflok?
  5. Hvor­dan bliv­er ællin­gen — og læseren — klar over, at den er blevet til en svane?
  6. “Det gør ikke noget at være født i andegår­den, når man kun har ligget i et svaneæg!”. Hvad men­er fortælleren med det?
  7. Giv et eller to bud på en for­tolkn­ing af teksten.

Udgivet

i

, ,

af

Tags: